Roman Dmowski: Tyskland, Rusland og det polske spørgsmål, 1907
Roman Dmowski (1864-1939) var biolog af uddannelse. Han blev den førende ideolog for den polsk nationalistiske bevægelse og var en af de ledende i den polske selvstændighedsbevægelse. Han prægede også mellemkrigstiden, selvom han aldrig blev leder af statsmagten. Hans evige rival Józef Piłsudski kontrollerede statsmagten til sin død. I modsætning til Piłsudski mente Dmowski, at Tyskland var hovedfjenden. Artiklen er skrevet kort tid efter en revolution i Rusland, som truede zaren, det var i 1905 kort tid efter Ruslands ydmygende nederlag til det dengang ret ukendte land, Japan.
Oversat fra polsk af Jens Jørgen Nielsen.
Tyskland har gennemført en systematisk erobring af Østeuropa, som er en region med meget forskellige områder. Tyskerne har brugt forskellige metoder til denne erobring, men ét land viste hele tiden en uforsonlig holdning over for dette projekt. Dette land var Polen. 20 millioner polakker, der bor på et afgrænset område og den polske kulturelle indflydelse, der rækker langt ud over dets geografiske grænser, dette udgjorde langt den største nationale kultur i Østeuropa. Med sine tusindårige historiske traditioner og sin rige åndelig arv udgør Polen en mægtig national faktor, som ikke har ladet sig assimilere. Det var imidlertid på grundlag af Polens undergang, at Preussen voksede sig stærk. Og det var omkring Preussen, at den tyske centralmagt blev opbygget. Hvis Polen genopstår som en fornyet stat ville det være en spærrebom for yderligere tyske erobringer i øst, og ville desuden yderligere svække den førende rolle, som Preussen har haft i Det Tyske Rige. Derfor er Preussens ledelse ganske bevidst om, at der ikke er muligheder for kompromis mellem dem og Polen. Forholdet til det polske folk er i Tyskland ganske klar. Polakkerne er fjenderne, som man åbenlyst ønsker at tilintetgøre […] Nøglen til en løsning af det polske spørgsmål ligger derimod i den russiske stat […]
Den russisk-japanske krig har svækket det russiske zarstyre ret afgørende. Nederlaget har svækket den russiske position og skabt en større russisk afhængighed af Tyskland. Rusland er i en indre krise, som har ført til politiske reformer og en anerkendelse af polakkers rettigheder i det russiske Imperium. Denne vej er den eneste mulighed for den russiske stat til at genvinde sin tidligere styrke og indflydelse. Kun på denne måde kunne staten genvinde sin tidligere styrke. Tyskland ønsker at forpurre dette og svække Rusland gennem en forøget indflydelse i det østlige Europa.
Rusland må karakteriseres som værende i en indre krise. De politiske, kulturelle og økonomiske problemer har ført Rusland til en voldsom bureaukratisering. Situationen er på mange måder håbløs. Bag den forfatningsmæssige krise ligger der problemer med landbruget, med nationaliteterne, med jøderne, med kirken og ikke mindst finanserne. Det er bureaukratiet, som har ført Rusland ud i krisen. Bureaukratiet kan ikke redde Rusland. For et redde Rusland skal nationen styrkes, og ikke kun den russiske, men også den polske og andre. Kun en liberal ordning kan redde Rusland, hvis bureaukratiet styrkes, vil det føre Rusland ind i stadig mere farlig situation […]
Den polske nation, som er organiseret i en stat i kampen mod germaniseringen fra vesten, trak senere sine kræfter over mod øst for at bekæmpe østlige magter: tyrkere, tatarer og Moskva I dag ser den polske nation nu igen hovedfjenden i vest, nemlig i germaniseringen. Men for effektivt at bekæmpe germaniseringen og opfylde den polske historiske mission, at danne barrierer mod den tyske magt, så skal det i dag foregå inden for rammerne af den russiske stat, og inden for denne stat i Det Polske Kongerige. Den russiske stat og det polske kongedømme vil sætte de to nationer i stand til at mødes for at udvikle et bredt samarbejde med udviklingen af deres respektive nationale styrker.
