24-års reglen: »Kærligheden lader sig ikke tæmme«
Et stigende antal yngre par flytter til Malmø, fordi 24-års reglen ikke tillader dem at flytte sammen i Danmark. Begrundelsen for reglen var at forhindre tvangsægteskaber, men loven rammer samtidig mange andre, som ønsker familiesammenføring, og som ikke er indblandet i et tvangsægteskab, f.eks. danske Sarah Assenbjerg og hendes ghanesiske mand Kofi Blay.
Teksten er et interview foretaget af Gitte Svanholm og blev bragt i Politiken 29. september 2006.
Hver eneste dag flytter to par fra Danmark til Sverige for at få lov til at bo sammen. I morgen er det Sarah Assenbjerg, ghanesiske Kofi Blay og deres baby, der bliver tvunget af udlændingereglerne til at sætte hans integration i Danmark på standby og flytte til Malmø.
Sarah Assenbjerg er født og opvokset i en venstrefamilie i det jyske, og da hun for knap to år siden tog til Ghana for at arbejde på et børnehjem i sin sidste praktik på pædagogseminariet, havde hun på ingen måde forestillet sig at blive forelsket i en mand fra så fremmed en kultur. Og slet ikke at blive gravid under opholdet.
Men det blev hun. Og det var skønt, for Sarah Assenbjerg havde mødt manden i sit liv.
»Det var lidt af et chok, men jeg må jo erfare, at man ikke kan kontrollere alting«, smiler Sarah Assenbjerg, som siden er blevet gift med sin ghanesiske trommeslager, Kofi Blay, der også arbejdede frivilligt som lærer for handikappede.
På trægulvet i parrets lejlighed i Roskilde kravler resultatet af deres møde, Anna Alia på syv måneder, ubekymret rundt. Forældrene er derimod temmelig pressede, efter at politiet for to uger siden ringede på og høfligt meddelte Kofi, at han skal være ude af landet i morgen, fordi han har fået afslag på familiesammenføring.
Kofi er nemlig kun 22 år, og selv om hans kone er 27 år, er familien ramt af 24-års reglen.
Familien har klaget over afgørelsen og søgt om, at Kofi kan blive i Danmark under sagsbehandlingen. Det fik han afslag på i tirsdags.
»Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg som dansker ville blive bundet på hænder og fødder. Det er andre, der sætter dagsordenen i mit liv lige nu. Og de underkender i den grad min kærlighed til Kofi. Jeg troede, at min alder ville komme os til gode, og at vi kunne tage hjem og finde ud af det«, siger Sarah og tilføjer:
»Vi har ellers gjort alt det rigtige. Vi kan, og vi vil selv. Vi må bare ikke«.
Kamp for familien
Med alt det rigtige mener Sarah Assenbjerg, at hun halvanden måned efter fødslen genoptog sit studium og skrev sin bacheloropgave færdig. Babyen passede hun samtidig. Kofi var rejst tilbage til Ghana, fordi hans turistvisum, der gælder for tre måneder ad gangen, udløb. Da han kom tilbage på et fornyet visum, havde Sarah fået afleveret opgaven. De første dage sammen i den nybagte familie brugte Sarah på at gå til sine afsluttende eksamener. Hun havde allerede været til jobsamtale og fået job som pædagog på et forsorgshjem. Det var afgørende for hende at få alt på plads, fordi hun skulle forsørge familien, ellers kunne Kofi slet ikke få lov at være her.
Kofi gik hjemme og passede deres baby, mens deres sag var under behandling. Kofi må ikke arbejde, når han ikke har nogen opholdstilladelse.
»Det er meget anderledes end i Ghana. Og jeg skylder Sarah en masse, men lige nu har jeg ikke mulighed for at være den, der tjener pengene. Jeg er ellers ikke bange for at tage fat; jeg har forsørget mig selv, siden mine forældre døde, da jeg var 15 år«, fortæller Kofi Blay.
Den lille familie har ikke overvejet at flytte til Ghana, fordi Anna Alia er for lille til at tåle malariaforebyggende medicin, og fordi der ingen bedsteforældre er at dele pigens opvækst med.
»Min mor, som er formand for en lokalafdeling af Venstre, synes, at det er urimeligt, at der ikke kan dispenseres i sager som vores, men hun fastholder, at reglen er nødvendig i forhold til familiesammenføring hos danskere med indvandrerbaggrund«, fortæller Sarah Assenbjerg, der selv har forsøgt at få dispensation for familiesammenføring på grund af ’familiens enhed’, som på almindeligt dansk betyder, at ansøgerparret har et barn at tage hensyn til.
Men den begrundelse er ikke blevet godtaget. I afslaget skriver Udlændingeservice blot, at der ikke er sådanne særlige grunde. De vurderer altså ikke, at Anna Alia er en god grund til at bevare familien sammen. Familiens eneste udvej nu er den såkaldte Sverigesløsning, hvor dansk-udenlandske ægtepar flytter over sundet.
Bremser integration
»Det er så stupidt, at vi er nødt til at flytte til Malmø. Det smadrer alt, hvad vi har fået opbygget her. Nu skal vi til at bruge krudt på at lære at navigere i det svenske samfund. Det vil sætte Kofi langt bagud i hans integration i det danske samfund og hans sproglige udvikling. Det er da også ærgerligt at skulle sige farvel til fodboldholdet i Himmelev og de musikkontakter, han allerede har etableret«, påpeger Sarah Assenbjerg, der forestiller sig at pendle frem og tilbage mellem Malmø og jobbet i Roskilde for at være sikker på en stabil indtægt i den periode, hvor familien ikke er velkommen i Danmark.
Sarah og Kofi er ikke alene med deres problem. Den seneste opgørelse fra de svenske integrationsmyndigheder, Integrationsværket, viser, at i gennemsnit 60 par om måneden forlader Danmark som følge af afslag på familiesammenføring. Sådan har det været siden slutningen af 2002. I foreningen Ægteskab Uden Grænser kalder de også Sarah og Kofis sag for helt dagligdags. Den er på ingen måde unik. 24-års reglen er faktisk den hyppigste grund til, at folk forlader Danmark, oplyser talskvinden Bolette Kornum og tilføjer:
»Kærligheden lader sig ikke tæmme, så mange kommer i klemme«.
