Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede

Kærlighedsbroen

Nogle flytter til Tyskland, andre til Sverige. De danske regler for familiesammenføring er blandt Europas skrappeste, og en del ’blandede ægteskaber’ føler sig nødsaget til at flytte til udlandet.

Artiklen er skrevet af Charlotte Aagaard og blev bragt i Information 18. august 2004.

 

Den svenske udlændingestyrelse melder om en fordobling af danskere, der flytter over Øresund for at omgå de danske familiesammenføringsregler.

 

Stadig flere danske ægtepar flygter til Sverige for at omgå de danske regler for familiesammenføring. Ifølge Migrationsverket i Malmø er antallet af danskere, der søger om opholdstilladelse, fordoblet hen over sommeren.

»Vi får i øjeblikket omkring 80 ansøgninger fra danske par hver måned, og sådan har det været hele sommeren«, siger Olle Persson Berg fra Migrationsverket. »Det er langt flere end før, hvor tallet lå omkring 40-45 ansøgninger per måned«.

Siden de danske regler for familiesammenføring blev skærpet i sommeren 2002 har mange danskere slået sig ned i Sverige, hvor det er et langt nemmere at få opholdstilladelse.

Migrationsverket har ingen statistik, der viser, præcis hvor mange danske ægtepar, der har valgt denne løsning, men det svenske dagblad Sydsvenskan anslår, at det drejer sig om mere end 1.000 par.

En af forklaringerne på de mange ansøgninger er, at det i øjeblikket er højsæson for bryllupper, ikke mindst blandt de etniske mindretal. Det mener i hvert fald formanden for den svenske afdeling af organisationen Ægteskab uden Grænser, Torben Estermann, der selv er flyttet til Sverige for at kunne bo sammen med sin zimbabwiske kone.

»Det er netop i disse måneder, at mange danskere med anden etnisk baggrund tager på sommerferie i hjemlandet for at blive gift, og så får en del af dem brug for at slå sig ned uden for Danmark,« siger han og fortæller, at også hans egen organisation i øjeblikket får flere henvendelse end normalt fra folk, der ønsker rådgivning om den såkaldte Sverige-løsning.

 

Flensborg-løsningen

Steen Beck-Hansen er en anden dansker, der har været nødt til at forlade Danmark for at kunne bo sammen med sin filippinske kone. Men han har valgt at flytte til Flensborg i stedet.

»Det er en løsning, som en hel del danske ægtepar efterhånden har valgt,« siger han. Noget overblik over, hvor mange, der har slået sig ned i Slesvig findes ikke, men Beck siger, at han får mindst fire-fem henvendelser fra desperate danskere hver måned.

»Der er mange fordele ved at slå sig ned i Flensborg. Der er ikke så langt til Danmark, hvis man fortsat vil arbejde der, og så har vi både danske børnehaver og skoler, så springet ikke er så stort, hvis man senere får mulighed for at flytte tilbage igen«, siger han.

Selv om Steen Beck-Hansen har over 100 kilometer til sit arbejde i Kolding, har han og hustruen valgt at blive boende permanent i Flensborg.

»Vi er blevet så trætte af det danske bureaukrati, at vi ikke gider mere. Nu er vi indtil flere gange blevet beskyldt for at have et proformaægteskab, og det vil vi ikke finde os i. Derfor har vi besluttet os for at blive i Tyskland og er netop gået i gang med at bygge vores eget hus« siger han og kalder den danske udlændingepraksis for en »gedigen svinestreg«.

»Udgangspunktet synes at være, at en udlænding mindre, er en udlænding mindre, uanset hvad«.

 

FAKTA

Det siger loven:

For at få en udenlandsk ægtefælle til Danmark skal man:

  • være over 24 år
  • have en passende bolig
  • lægge 50.000 i sikkerhed
  • ikke være på socialhjælp
  • samlet set have større tilknytning til Danmark end til ægtefællens hjemland

 

For at få en udenlandsk ægtefælle til Sverige eller Tyskland, skal man blot:

  • have en bolig
  • kunne forsørge sig selv

 

Efter to år i Sverige kan man få svensk statsborgerskab og har dermed som EU-borger ret til at flytte tilbage til Danmark.

Efter maksimalt otte år kan man få samme status i Tyskland og derefter vende tilbage til Danmark.

 

Tekst 11 | Oversigten over kildetekster | Tekst 13

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk