Lad diskussionen med Nordkorea handle om menneskerettigheder
Nordkorea trækker ofte overskrifter i medierne, men især for landets udvikling af atomvåben. Debatartiklen slår til lyd for, at opmærksomheden i stedet bliver rettet mod landets grove krænkelser af menneskerettighederne.
Teksten er skrevet af Vaclav Havel, Kjell Magne Bondevik og Elie Wiesel.
Vaclav Havel er tidligere tjekkisk præsident. Kjell Magne Bondevik er Norges tidligere statsminister. Elie Wiesel er professor ved universitetet i Boston og blev tildelt Nobels fredspris i 1986.
Nordkorea: Verdenssamfundet bør konfrontere koreanerne med spørgsmålet om den humanitære situation i stedet for kun at fokusere på atomprøvesprængninger.
Mens fokus i de seneste uger har været på Nordkoreas atomprøvesprængning, bør vi ikke glemme det forhold, at den nordkoreanske regering gentagne gange har forbrudt sig imod menneskerettighederne, og at den nordkoreanske regering er ansvarlig for en af de mest afskyvækkende, humanitære katastrofer i verden i dag.
I mere end et årti har mange aktører i det internationale samfund argumenteret for, at man risikerer, at Nordkorea vil nægte at forhandle om dets atomprogram, hvis man vælger at fokusere på den nordkoreanske befolknings lidelser.
Nordkoreas leder, Kim Jong Il, har med sine seneste handlinger imidlertid bevist, at den strategi ikke har virket over for landet, som hverken har afviklet sit atomprogram eller hjulpet nordkoreanerne. Det er nu derfor tid til, at det internationale samfund bestræber sig på at afhjælpe den krise, der truer landets befolkning.
Med FN’s Sikkerhedsråds enstemmige vedtagelse af en doktrin, der forpligter ethvert land til at beskytte egne borgere imod grove menneskerettighedsovertrædelser, er diplomatiet blevet givet de rette redskaber til at skride til handling.
Stater vil fortsat have suverænitet over eget territorium, men beskytter de ikke befolkningen imod menneskerettighedsovertrædelser, er det internationale samfund forpligtet til at gribe ind. Det skal ske igennem regionale råd og instanser, samt i FN i skikkelse af Sikkerhedsrådet.
Det er i den forbindelse, at vi i samarbejde med advokatfirmaet DLA Piper og USA’s Komité for Menneskerettigheder i Nordkorea har udarbejdet en rapport, der omhandler den nordkoreanske regerings manglende vilje til at leve op til forpligtigelser om beskyttelse af sin egen befolkning.
Bevismaterialet og analysen i denne rapport er dybt foruroligende. Det er uomtvisteligt, at Nordkorea aktivt forbryder sig imod menneskeheden – forbryder sig imod sin egen befolkning. Den nordkoreanske regering så blot til, da omkring en million (sandsynligvis er antallet langt højere) nordkoreanere døde i 1990’erne på grund af hungersnød.
Krisen skyldtes delvist, at regeringen besluttede at mindske fødevareimporten, da den internationale assistance strømmede til, så man i stedet kunne bruge ressourcerne på militæret og atomprogrammet. Sult og udsultning er til dato et problem, og mere end 37 procent af børnene i Nordkorea lider af kronisk underernæring. Alligevel har Nordkorea anmodet om reduceret nødhjælp fra FN’s World Food Programme (WFP) og nægter kategorisk at lade WFP kontrollere fødevareuddelingen i 42 af landets 203 provinser.
Konsekvensen af fødevaremangelen er ifølge WFP, at millioner af nordkoreanere vil gå en hård vinter i møde og mange nødhjælpsorganisationer har advaret om en ny hungerkatastrofe.
Et andet kritisabelt forhold er, at Nordkorea holder omkring 200.000 mennesker fanget i de politiske fængsler. Dertil kommer, at det ikke kun er de politiske afvigere, der fængsles, men også deres pårørende, inklusiv ældre familiemedlemmer og børn. Denne form for fængsling blev indført af Nordkoreas grundlægger, Kim Il Sung, der mente, at man skulle komme de politiske modstandere til livs ved at »udrydde oprørets sæd«.
Fangerne i de såkaldte gulag (arbejdslejre) får tildelt madrationer, der holder dem lige på sultegrænsen. De tvinges til lange arbejdsdage under slavelignende forhold og mange bliver henrettet eller udsat for tortur for mindre forseelser. Det anslås, at mere end 400.000 har mistet livet i de nordkoreanske gulag inden for de seneste tredive år.
Det internationale samfunds sporadiske forsøg på at gå i dialog med Nordkorea om menneskerettigheder og de humanitære forhold har været kortvarige. Resolutioner vedtaget af Generalforsamlingen og Kommissionen vedrørende menneskerettigheder er blevet forkastet af de nordkoreanske repræsentanter og siden hen ignoreret. Yderligere nægter nordkoreanerne at anerkende FN's efterforsker på menneskerettighedsområdet for Nordkorea, og denne er gentagne gange blevet nægtet indrejse til landet.
Kim Jong Il har samtidig bevist, at det internationale samfunds forsøg på at tvinge Nordkorea til åbent at forhandle om overgrebene på sin egen befolkning heller ikke har ført til kompromis med hensyn til atomproblematikken. Det gav ham snarere et påskud til at holde de to problematikker adskilt.
I øjeblikket, hvor det internationale samfund har opmærksomheden rettet imod Nordkorea på grund af Kim Jong Ils atomprøvesprængning, er vi forpligtet til at gribe chancen og atter konfrontere Pyongyang med spørgsmålet om menneskerettigheder og den humanitære situation.
Vi anbefaler først og fremmest, at Sikkerhedsrådet vedtager en resolution, der ikke indebærer nogen straf, men sikrer international adgang til Nordkorea, så den humanitære katastrofe kan blive afhjulpet. Sikrer, at de politiske fanger kan blive befriet fra fængslerne og sikrer FN’s adgang til landet, inklusiv FN’s efterforskere.
Vi opfordrer på det kraftigste den kommende generalsekretær, Ban Ki-Moon, til at bruge sin første officielle briefing til at informere Sikkerhedsrådet om den akutte situation.
