Ytringsfrihed til at skabe had

Hvor rå må tonen i debatten være? Hvor går grænsen for det tilladelige, når sigtet er at skabe debat og provokation, men når de voldsomme udsagn f.eks. mod muslimer, samtidig risikerer at antænde had og mistro – og måske ligefrem vold – mod befolkningsgruppen, spørges der i teksten.

Teksten er skrevet af samfundsdebattøren Omar Shah, og den blev bragt som kronik i Politiken den 18. november 2004.

Muslimer beskrives som sarte, hvis de lader sig støde af tidens rå debattone. Men hvor rå må denne tone egentlig blive? Mordet på Theo van Gogh giver anledning til selvransagelse i det danske debatmiljø.

Siden mordet på den hollandske instruktør Theo van Gogh 2. november har debatten her i landet kørt på fuld styrke, så man skulle tro, det var her, mordet var begået. Dette står i stor kontrast til den opmærksomhed, mordet har fået i f.eks. England.

Omdrejningspunktet for debatten har næsten udelukkende været fundamentalisternes ’stadig større trussel mod ytringsfriheden’, og Theo van Gogh er blevet fremstillet i et monofacetteret skær som en ytringsfrihedens og demokratiets forkæmper, der blot ønskede at gøre op med den totalitære islam. Den anden side af sagen, nemlig hvorvidt en film som ’Submission’ er hensigtsmæssig i nogen forstand, og hvilket formål den egentlig tjener, er næsten forbigået i tavshed, og derved er den anden del af ligningen – nemlig grænsen for ytringsfrihed og konsekvensen af at håne og krænke – højst blevet berørt perifert.

Situationen i Holland er ikke ulig den i Danmark, om end Danmark hidtil har været sparet for vold og hærværk i en større skala. Holland har ud over det seneste drab oplevet drabet på Pim Fortuyn, og den seneste bølge af voldsomt hærværk og brandstiftelser, der kan være en forløber for en ny krystalnat, har yderligere bidraget til et klima af had og gensidig mistro. Nogle højreradikale er ligefrem begyndt at tale om frontlinjestater i en kulturkrig mellem den muslimske og vestlige verden.

Forargede politikere og redaktører har råbt op, som om ytringsfrihed var et absolut begreb, men begrebet ubegrænset ytringsfrihed eksisterer ikke nogen steder – heller ikke i Danmark, da straffeloven indeholder flere paragraffer, der skal regulere folks ytringer; og det er ikke for ingenting, at vi blandt andet har censur på film og videoer, og at Kenneth Bigleys halshugning ikke vises på tv. Spørgsmålet er, hvor grænsen bør gå, og hvad der er tilladeligt, så længe hensigten er at skabe debat?

Der er først og fremmest en klar forskel på at debattere og på at provokere eller forarge. Mange provokatører vil gemme sig under den frie debats kappe, men hvor saglige debattører belyser problemstillinger og forsøger at bidrage med konstruktive løsninger, er provokatører og demagoger ikke interesserede i løsninger, men udelukkende i at puste til ilden for at opnå en eskalering, der kan få deres profetier til at gå i opfyldelse.

Tonen i indvandrer- (og primært islam-) debatten har ændret sig meget det sidste årti og er blevet rå i en sådan grad, at det skaber associationer til 1930’ernes Nazityskland. At lægge hele folkeslag eller en hel religion og dens udøvere for had er blevet en rutinesag og ikke længere noget, der kan få folk op af stolen. I takt med den stigende bekymring over indvandring er de højreorienterede partier blevet stadig mere stuerene, og deres ekstreme retorik blevet mere og mere mainstream.

Debatten har således bevæget sig ud på et skråplan, hvor grænserne for det tilladelige konstant rykkes, og hvor gårsdagens tabuer bliver ’saglige’ udsagn, blot de gentages tilpas mange gange. I denne form for ’debat’ er rollerne som protagonister og antagonister tildelt på forhånd, islamisterne (læs: enhver muslim, der ikke er ’integreret nok’, uanset dennes uddannelsesniveau og eller beskæftigelse) er de onde, mens de højreorienterede provokatører er de gode.

Desværre er det i forlængelse af den øgede forråelse og tildelingen af roller som antagonister og protagonister blevet fast kutyme at opfatte muslimer som sarte, når disse føler sig forulempede, da antagonister tilsyneladende ikke har ret til at opfatte sig selv som ofre, og på den anden side op-fattes protagonisterne rutinemæssigt som ofre, selv hvor disse aktivt optræder som provokatører (og demagoger).

Det er i denne kontekst og inden for disse spilleregler, vi skal se Theo van Gogh og Ayaan Hirsi Alis bidrag til ’debatten’ i Holland, og det er hverken oplysning eller sameksistens, men derimod stigmatisering af den værste slags, de er eksponenter for.

Som instruktør var Theo van Gogh bestemt ikke en Steven Spielberg, ej heller en debatskaber som Michael Moore, og ikke tilnærmelsesvis en Leni Riefenstahl. Den instruktør, han nok bedst kan sammenlignes med i sin mission, er Fritz Hippler (nazisten, der instruerede ’Der ewige Jude’ (1940)), og ’Submission’ har da også klart mere til fælles med ’Der ewige Jude’ end med Moores ’Fahrenheit 9/11’ eller Riefenstahls ’Viljens triumf’ for den sags skyld. Hvor ’Fahrenheit 9/11’ var debatskabende, og ’Viljens triumf’ er proaktivt glorificerende, er ’Submission’ (i stil med ’Der ewige Jude’) manipulerende og stigmatiserende. Som propagandist havde van Gogh således intet andet formål end at lægge en befolkningsgruppe for had og nedgøre en religion og dennes udøvere.

Det kan nok undre mange danskere, at en kortfilm på 10 minutter i den grad kan få sindene i kog hos muslimer, og dette er til dels også forståeligt af to grunde.

1) Danskere har i modsætning til f.eks. amerikanere og franskmænd ikke nogen symboler (hvad enten disse er af religiøs eller sekulær natur), de opfatter som direkte hellige (f.eks. nationale flag, Bibelen osv.), og har derfor i endnu højere grad end mange andre vestlige folkeslag svært ved at forstå, at nogen kan blive virkelig stødt over, at noget, de holder helligt, hånes.

2) Det er svært for udenforstående at gennemskue den bevidste manipulation med Koranen og islam, som van Gogh foretager for at fremstille islam som en religion, der billiger uhyrligheder mod kvinder. Allerede selve titlen, ’Submission’, er en direkte reference til det arabiske ord islam, og man bliver heller ikke i tvivl om, at det er religionen snarere end fundamentalister, der står for skud. Brugen af ’monologer til Gud’ og korancitater i filmen understreger, at det er islam/Gud, der står for skud, og ikke mænd med en muslimsk kulturbaggrund. Ved denne manipulation fremstilles religionen islam som en religion, der billiger og ligefrem opfordrer til forbrydelser som incest, voldtægt og hustruvold. Incest og voldtægt er klart ikke islamiske fænomener, men i filmen fremstilles de som direkte produkter af religionen. Filmen misbruger flere koranvers til at give et bevidst forkert indtryk og har klart ikke til formål at oplyse om faktiske forhold, ej heller har den til formål at skabe debat, derimod har den som ’Der ewige Jude’, der også eksponerer myter, dét eneste formål at lægge muslimer for had.

Med sin meget voldsomme blanding af nøgenhed og visuelle koranvers sigter filmen direkte efter at provokere menige muslimer og ikke specifikt islamister, da der ikke er noget politisk over provokationen i filmen. At vise en (mere eller mindre nøgen) kvinde bede er endvidere en spottende hån af den muslimske bøn, der af muslimer opfattes som direkte kommunikation med Gud, og både van Gogh og Hirsi Ali har vidst, hvilke knapper de skulle trykke på.

Denne bevidste provokation skal igen ses i sammenhæng med den allerede betændte situation i Holland. Det er soleklart, at van Gogh ikke blot ønskede at opildne til had mod muslimer, men også at fremprovokere en voldsom reaktion, der ikke blot ville stigmatisere muslimer yderligere, men også gøre ham og hans ligesindede til martyrer. Om end han nok ikke havde forestillet sig, at reaktionen blev så voldsom, som den blev.

Filmen har således et dobbelt formål: 1) at påvirke seernes syn på islam og muslimer i den negative retning, 2) at fremprovokere en reaktion, der yderligere vil stigmatisere muslimerne (de på forhånd udråbte antagonister) og give protagonisterne ret i deres ’analyser og profetier’.

I en samfundsmæssig kontekst er faren ved denne film ikke den indvirkning, den vil få på eventuelle muslimske seeres blodtryk, men den vrede, den vil fremkalde hos muslimer, og det yderligere had og mistænksomhed, den vil fremkalde hos det ikke-muslimske publikum, og den vil således bidrage til at grave de allerede eksisterende kløfter dybere.

Når man som muslim klager over hån og fejludlægning af religionen, plejer man at få at vide, at man er demokratisk analfabet, ikke har fattet ytringsfriheden, har berøringsangst og ikke ønsker at diskutere eller forsvare sine synspunkter, og det er også denne vogn, store dele af pressen er hoppet med på i dækningen af mordet på van Gogh. Realiteten er, at det er de færreste muslimer, der ikke ønsker at diskutere. Pointen er, at der er forskel på diskussion/ debat og på propaganda og manipulation. Samfundsmæssige problemer og/eller forskelle med ideologisk udspring er det ikke bare muligt, men tilmed sundt at diskutere, og jeg ville gladelig være den første til at diskutere problemer, hvor de end måtte forekomme.

Voldtægt, hustruvold og incest er forbrydelser, der desværre forekommer både i den vestlige og den muslimske verden.

Disse er vigtige at diskutere og forebygge – berøringsangst tjener ingen andre end gerningsmændene, hvad enten disse er brune eller hvide, muslimer, kristne eller ateister. Det er derimod direkte usagligt at bebrejde kristendommen eller den danske kulturarv per se for de utallige voldtægter og incestforbrydelser, der hvert år begås i Danmark.

Hvis jeg ser en ’dekadence’ i den nutidige danske kultur, ville jeg hverken finde det rimeligt at skyde skylden på Bibelens Jesus, Grundtvig eller på Holger Danske for den sags skyld, men snarere analysere den i konteksten af dagens realiteter for at kunne forstå baggrunden. Hovedspørgsmålet er, om man vitterlig har et ønske om at sætte sig ind i realiteten eller udelukkende vil propagandere og eksponere en myte.

I den forgangne uge er volden eksploderet i Holland med angreb på moskeer, muslimske skoler og kirker; vold avler vold, og det lader til, at mange kræfter kun havde ventet på en situation som mordet for at kunne slå til. Desværre har vi endnu en gang fået bekræftet den ensidige fokus på problemet, da der ikke ligefrem har været kø for at fordømme eller ’tage afstand’ fra disse handlinger, som det så ofte kræves af muslimer.

Det er sørgeligt, at Theo van Gogh blev myrdet og derved blev martyr og selv i døden får lov til at sprede den gift, han spredte i live.

Uanset brutaliteten i hans død gør det ham stadig ikke til andet end det, han var: en opmærksomhedssøgende provokatør, der ikke fordrede fredelig sameksistens, men det stik modsatte.

I Danmark er det også opmærksomhedsskabende at svine islam til, og vi har mange debattører, der føler sig ekstra udsatte og frygter islamistisk vold; dette er klart beklageligt, men i sidste ende er truslerne, de efter sigende modtager, ikke meget anderledes end de trusler, Slimane (’Guantánamofangen’) modtog, efter at han stod frem i pressen og kom med udtalelser, som mange danskere opfattede som kontroversielle. Den danske imam Abdul Wahid Petersen er heller ikke helt ubekendt med trusler og chi-kane, og dette er desværre blevet en realitet, uanset hvilken side af skillelinjen man be-finder sig på.

For nogle kan ’offerrollen’ være en genvej til berømmelse (mennesker, der ved enhver lejlighed skal omtale deres ’overfald’), mens det for andre desværre bliver en bitter realitet. Lederen af det hollandske ekstremistparti LPF, Sergej Moleveld, er senest blevet arresteret for at have sendt falske ’islamiske trusler’, et fænomen, vi desværre også tidligere har set i Danmark.

Vi har i Danmark ytringsfrihed, en frihed, som højreekstremister og provokatører ofte er de første til at påberåbe sig, men desværre også de første til at forsøge at fratage mennesker, de er uenige med, såsom såkaldte islamister.

Der findes i den danske lovgivning både racisme- og injurieparagraffer, men i situationen med de på forhånd definerede antagonister og protagonister er det næsten urimeligt at opnå retfærdighed ad den vej. Når en krænkende udtalelse omhandler islam, er man på forhånd udråbt til at være sart, og det er blevet ikke blot acceptabelt og stuerent, men ligefrem prisværdigt at svine islam til. Forfattere og ’debattører’, der nedgør islam, kaldes ikke ansvarsløse, men modige, og muslimer, der tager til genmæle, er klart enten uintegrerede, demokratiske analfabeter eller islamister i fåreklæder.

Ordene ansvar og konsekvens er glemt, og ordet er frit, så længe man er islamkritisk vel at mærke. Denne stigmatisering og usaglige tone er ikke sund for noget samfund, og i takt med at følelsen af stigmatisering stiger hos unge muslimer, og graden af foragt og mistænksomhed stiger hos ikke-muslimer, vil vold, som vi har set den de seneste par dage, kun eskalere.

Hvis muslimer ikke føler, at samfundet indeholder mekanismer, der garanterer deres værdighed, eller at retfærdigheden sker fyldest, vil der netop opstå en følelse af afmagt og desperation, der i værste fald kan føre til mord som det, vi så på van Gogh. Det er let for et samfund, der ikke vil se sandheden om sin egen debatkultur i øjnene, at sige, at problemet udelukkende er fundamentalismen, men det er ikke i noget samfunds tjeneste stædigt at lukke øjnene for realiteten og lade hadet og mistroen stige dag for dag som en direkte konsekvens af, at grupper med en bestemt dagsorden uhindret kan lægge andre for had.

Øgede sanktioner mod muslimer uden tilsvarende sanktioner mod ekstremister på højrefløjen kan ikke andet end overbevise van Goghs morders åndsfæller om, at den eneste måde at forhindre den slags propaganda på desværre er at ty til gadens parlament.

Det ville være ’sjovt’ at erstatte ordet ’muslim’ med ’jøde’ i dagens debat og se et ramaskrig rejse sig. For et par år siden ville jeg have vægret mig ved at sammenligne vores situation med jødernes i 1920’ernes og 1930’ernes Tyskland, men i dag er det kun graden af vold, der mangler, før sammenligningen er komplet.

Hvis ’Der ewige Jude’ var produceret i dag og handlede om muslimer, ville ’fortalere for ytringsfriheden’ uden tvivl forsvare den, kalde den oplysende og et vigtigt indslag i debatten, mens de muslimer, der gerne så sig fri for den, ville blive kaldt sarte, og et eventuelt forbud mod den ville blive opfattet som et knæfald for berørings-angste rabiate muslimer.

Antiislamismen skyller hen over Europa, og efter de seneste dages vold i Holland kræver det ikke så megen fantasi igen at forestille sig en ’krystalnat’ i en ikke fjern fremtid. ’Aldrig mere’ var et godt slogan; det er i alles interesse, at vi lærer dette og ikke lader nutidige demagoger påberåbe sig samme ytringsfrihed, som Fritz Hippler så fortrinligt gjorde brug af.

Tekst 17 UDGÅET  | Oversigten over kildetekster | Tekst 19 UDGÅET