Brians letsindighed
Teksten er en leder bragt i B.T. i november 2003. Kulturminister Brian Mikkelsen (K) kritiseres for at ville lukke munden på Radio Oasen ved at afskære den fra støttemidler.
Brian lovede at bremse statspenge til nazi-radio – det var dumt, ikke fordi han har svigtet løftet, men fordi det vil være en alvorlig fejl at søge nazi-radioen udelukket.
Han har ikke nogen heldig hånd, kulturminister Brian Mikkelsen. Gang på gang har han afleveret letsindige og uigennemtænkte officielle udtalelser, som han har måttet indrømme var forkerte.
Nu er Mikkelsen igen under anklage, denne gang fordi han ikke – som han højtideligt har lovet – har fået taget statsstøtten fra nazisternes lokalradio »Oasen«. Et flertal i Folketinget kræver, at Mikkelsen indfrier sit løfte og sætter en stopper for den offentlige støtte.
»Det kan ikke være demokratiets opgave at finansiere nazistisk propaganda«, siger Mette Frederiksen, kulturordfører for Socialdemokraterne. Hun bakkes op af Ester Larsen fra Venstre, Naser Khader fra Det Radikale Venstre og Carina Christensen fra Det Konservative Folkeparti. Jeg er enig i, at Mikkelsen har dummet sig igen. Men jeg er uenig med det brede politiske flertal, der vil fastholde ham på det letsindige og uigennemtænkte løfte.
Det er nemlig en rigtig dårlig idé at lave særlovgivning mod nazisternes lokalradio. Af mange grunde. Når ministeren derfor har haft svært ved at indfri sit letsindige løfte, som han fremsatte for mere end otte måneder siden, så har det sine gode grunde.
Naturligvis forekommer det grotesk at give statspenge til nazisterne. Men det er det ikke. Vi har i Danmark en uhyre velbegrundet og sund holdning, der siger nej til politisk censur. Når vi laver regler om støtte til lokalradioer, kan vi ikke udelukke nogle, alene fordi de kalder sig nazister og bruger hagekors. For det er ikke – og bør ikke – være forbudt i Danmark.
Danske erfaringer viser nemlig meget tydeligt, at den bedste måde at bekæmpe fascinationen af nazismen på er at lade den komme frem i lyset, så enhver frit og selvstændigt kan vurdere, hvilke absurde påstande og argumenter nazisterne fører frem.
Vi har alle en pligt til at modsige nazismens historieforvridning og groteske herrefolksideer. Men det sker bedst, når de frit får mulighed for at fremføre dem.
Radiostationen »Oasen« har netop fået tilsagn fra Kulturministeriet om et tilskud på 78.000 kroner i 2004. Oasen er angiveligt den eneste nazistiske radiostation i verden, som modtager offentlig støtte.
Til gengæld tror jeg også, Danmark er et af de lande i verden, hvor nynazismen er svagest og mest effektivt gjort til grin. Nazisterne i Danmark er helt uden politisk be-
tydning. Anderledes ser det ud i Tyskland og Sverige, der har meget streng lovgivning mod fremførelse af nazistiske synspunkter.
Den letsindige kulturminister Brian Mikkelsen lover nu, at de gældende regler skal laves om.
»Jeg har til hensigt at lave reglerne om, således at lokalradioer ikke automatisk får tilskud. Jeg håber, at have de nye regler klar til at træde i kraft fra den 1. januar 2004«, siger Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse.
Det lyder lidt uhyggeligt. Hvordan skal man sortere, så man kan være sikker på, at nazismen ikke får penge? Skal staten eller kommunerne sortere ud fra politiske kriterier? Hvordan med kommunistiske lokalradioer?
Det er et skråplan, kulturministeren – presset af et ubetænksomt flertal – lader sig presse til. De spinkle, næsten ubetydelige tendenser til nazisme i Danmark skal knuses i åben debat. I en fair kamp, hvor vi ikke ødelægger vore egne frihedsidealer og åbne debat for at komme en ubetydelig gruppe forvirrede fantaster til livs.