Kulturarven
Et forbud imod omskæring er udtryk for en manglende forståelse og tolerance overfor det fremmede og anderledes, og det kan ikke undgå at skabe en verden med stadig flere konfrontationer og konflikter, mener forfatteren.
Teksten blev bragt som kulturkronik i Jyllands-Posten 19. november 2002 og er skrevet af forlagsboghandler Steen Piper.
En bæredygtig kultur kan måles på mange ting. Ifølge den norske filosof Arne Næss er to absolutte forudsætninger, at man respekterer det hellige, de fremmedes sædvaner, og at man er i stand til at respektere kulturelle forskelle.
Forleden dumpede der et tilbud ind af min brevsprække. Det sker hver dag, i kilovis bærer vi væk, farvestrålende, glitrende tilbudsaviser og kataloger ryger ulæste ud i den sorte plasticsæk. Tilsvarende modtager vi i snesevis af mere eller mindre anstændige tilbud over mailen, dagligt. Men her var et, som fik mig til at læse videre og lade øjnene løbe ned over teksten. Det var et kultur-tilbud, og tilbuddet var elektronisk.
Det drejede sig om en konference, den foregik i København. En international konference, jeg fik en opfordring til at tilmelde mig. Kultulturel mangfoldighed eller enfoldighed, lød overskriften. Skal nationalstaten fortsat have ret til at støtte deres eget kulturliv og beskytte deres kulturarv? Eller skal begge dele overgives til markedskræfternes frie spil? Sådan lød det indledningsvist, lidt sat på spidsen, syntes jeg måske, og lidt upræcist, for det drejede sig vel ikke kun om kulturlivet. Jeg kommer ikke til konferencen, men problemstillingen, om vi overhovedet har ret til at beskytte det, der så smukt og lidt gammelmodigt kaldes vores kulturarv, er en alvorlig sag, og hverken EU, de internationale monetære institutioner eller Verdenshandelsorganisationen WTO er til at spøge med. Og de bestemmer i realiteten mere og mere, mest måske den upåagtede WTO, Verdenshandelsorganisationen.
De forordninger, cirkulærer, betænkninger, hvidbøger, memoranda etc., som udtænkes i EU eller i WTO, handler alle om at skabe frihed, og frihed opnår man kun ved at fjerne de lokale traditioner og de forhindringer, der står i vejen. Det er her, Kulturarven kommer ind. Kulturarven som der henvises til, betyder lokale, traditionelle måder at gøre tingene på. Det er måder, som må overvindes. Det gælder på mange måder: vores skolesystem, uddannelsessystemet, vores tro (hvis vi har nogen), vores foreningsliv, fagbevægelsen. Alt sammen kan det være i den upræcise, men rummelige kategori kulturarven. Og alt sammen skal det reformeres og tilpasses, så det ikke står i vejen for friheden, hvis det står til især WTO.
Ting der skal forandres: Skolen skal omlægges og tilpasses nogle målelige mål, mens folkekirken skal nedlægges, eller i det mind-ste privatiseres, have frataget sin særstilling. Mener de, og de har magt. Alle religioner skal ligestilles. Alt skal i det hele taget være lige, for at friheden ret kan komme til udtryk. Derfor må kulturarven i grunden overvindes og afvikles, på samme måde som det bindingsværkshus, der stod, hvor vejen slog en bugt. Frihedens sande vogtere befinder sig i dag i EU og i WTO. Og selvfølgelig i de monetære og internationale institutioner. De skaber ensartethed, skaber ensartede vilkår, konkurrencevilkår.
Alligevel eller måske derfor er det, som om der ikke længere er så mange valgmuligheder. Det er som om, luven er ved at gå af friheden og liberalismen. Som om der ikke længere er frihed til frihed, fordi vi alle mere eller mindre synes tvangsindlagte til at underlægge os friheden. Som om det i stigende grad er blevet en nødvendighed at implementere friheden, og implementere betyder i praksis at gennemføre ved tvang. Friheden forvandles, og friheden forveksles med tvang og ensretning. Som nu i spørgsmålet om, hvorvidt det er tilladt at foretage omskæring af muslimske småpiger, f.eks. fra Somalia.
Det er det ikke. Og derfor er disse indgreb først og fremmest blevet foretaget uden for landets grænser. Det har man været bekendt med i årtier, men nu foku-seres der på det, og landets politikere er ved at falde over hinanden for at komme først med de mest restriktive lovindgreb, der skal sætte en stopper for barbariet.
Det er ikke et indgreb overfor det, der sker med de små jødedrenge, der er på vej. Eller lovindgreb mod piercing eller snesevis af andre former for (selv)destruktiv adfærd, som skønnes at være en del af normaladfærden, nej det er en fremmed form for kultur eller med andre ord et udtryk for kulturel mangfoldighed, man ønsker elimineret, politisk.
Jeg går bestemt ikke ind for omskæring af muslimske småpiger, men jeg mener heller ikke, det vedrører mig. Eller lovgiverne. Det, der er på vej under stor ståhej og med alle medier kørt i stilling, er et lovindgreb mod en adfærd og en kultur, som tidligere, før liberalismen og humanismen var blevet en religion, tilhørte den private sfære. I dag bliver privathedens rum gjort mindre og mindre. Med statsindgreb og påberåbelse af menneskerettigheder.
En bæredygtig kultur kan måles på mange ting. Ifølge den norske filosof Arne Næss er to absolutte forudsætninger, at man respekterer det hellige, de fremmedes sædvaner, og at man er i stand til at respektere kulturelle forskelle.
Jeg nægter at have nogen mening om omskæring af somaliske piger, men jeg har en klar mening om de lovindgreb, der synes på vej: En manglende forståelse og tolerance overfor det fremmede og anderledes kan ikke undgå at skabe en verden med stadig flere konfrontationer og konflikter. I en verden domineret af en liberalisme, der både er økonomisk og religiøs (humanistisk), er der ikke altid plads til en til, mangfoldigheden synes at have trange kår, luk øjenene og se præsidenten for dig. Hør hans tale. Med sådanne udsigter er det svært at forestille sig, hvordan det er til at undgå.
