Værnet mod absurditeten
Forfatteren og samfundsdebattøren Klaus Rifbjerg giver i essayet med udgangspunkt i sine oplevelser under Anden Verdenskrig sine refleksioner over – og hyldest til – menneskerettighederne. Og det arbejde Amnesty International laver for at tage vare på dem rundt omkring på kloden.
Essayet har været trykt i Amnesty-bladet i 1993.
Den jugoslaviske konflikt er delvis et resultat af massiv propaganda. Det er lykkedes at bilde folk ind, at de med god grund kan hade hinanden og myrde hinanden efter behov, fordi det sker i en god sags tjeneste.
Af en eller anden grund falder det mig svært at tale om menneskerettigheder. Det er næsten for enkelt. Hvem kan være imod? Hvem kan tænke den tanke til ende, at ikke alle har lov til at tale og tænke frit, at lade sig underkaste ret og dom uden at frygte for liv og lemmer, at kunne bevæge sig uden restriktioner. Og dog ved enhver, at disse enkle og indlysende rettigheder er frataget en større del af menneskeheden end man har lyst til at indrømme.
Når man har oplevet besættelsen, har man en svag fornemmelse på egen krop af, hvad det vil sige at blive således krænket. Jeg var kun et barn, og jeg vil ikke sige, at spørgsmålet om menneskeret og ikke menneskeret stod tydeligt for mig, eller at jeg blev personligt forulempet. Krigens vilkår bliver hurtigt noget selvfølgeligt og begynder at ligne en almindelig hverdag. Men det er klart, at restriktionerne var en kendsgerning fra første færd. Kongen og statsministeren understregede, at der skulle herske »ro og orden« og man, dvs. borgerne, skulle optræde med »værdighed«. Det lød tilforladeligt, men indebar altså også, at der var noget man ikke måtte. Og her er vi allerede på vej ind i krænkelsernes område, for man måtte formode, at ikke alle var parate til at følge myndighedernes (dvs. besættelsesmagtens) bud, og så begyndte situationen at blive indviklet. Mange fik da også at føle, at det de havde opfattet som en selvindlysende ret viste sig at være noget forbryderisk og oven i købet moralsk forkasteligt, som blev straffet. Det var ikke længere muligt at tale og bevæge sig frit, og de der gjorde det, blev udsat for forfølgelse og straf – senere i forløbet for tortur, deportation og henrettelse.
Det var en sær situation at skulle tackle, og selvom man i kraft af sin alder ikke løb nogen direkte risiko for at komme til at lide under de givne omstændigheder (i hvert fald kun indirekte), så var selve tilstanden en klar anskuelsesundervisning i, hvad der sker når uvelkomne magthavere forandrer de love, som er baseret på et humant og demokratisk menneskesyn til det modsatte: et diktatur som bruger vold for at sætte sin vilje igennem og dermed krænke menneskerettighederne.
Dem talte man heller ikke meget om dengang, begrebet var ikke gængs, alligevel vidste enhver hvad der var glat. Og her rører vi måske ved noget fundamentalt. Det er de færreste, der er i tvivl, når det drejer sig om at bedømme, hvorvidt en handling er god eller ond, overskrider grænsen for hvad der er en menneskeret eller ej. Man ved det, man ved det udmærket, offeret ved det, og bødlen er sjældent i tvivl. Derfor bliver man nødt til at spørge sig selv, hvad det er der går galt, når overgrebene mod menneskerettighederne bliver så udbredte og så omfattende som de er den dag i dag. Hvad er det for en forførende magt, der leder ellers retsindige på afveje, hvad er det, der får folk til at sjakre om principper, de ellers finder fornuftige og værd at leve efter?
Spørgsmålet er stort og komplekst og ganske enkelt. Men for at holde fast en stund endnu ved nazismen, så var dens opkomst og udvikling for så vidt eksemplarisk, og vi havde som besat nation ikke svært ved at se, hvem der var fjenden og hvordan han var blevet, som han var. Det sidste kom måske ikke i første række, til gengæld var dét, som skulle bekæmpes, tydeligt, det handlede om tvang og vold, ufrihed og fornedrelse. Hvad der måske er sværest at forstå var, hvordan nogen kunne bringe sig til at anvende midler i retshåndhævelsen, men mente var udgået i middelalderen, men som nu blev appliceret som om man for alvor troede, at de havde nogen pædagogisk effekt og ikke kun repræsenterede ren sadisme.
Hvad man ikke kunne og næppe kan acceptere nogen sinde er tanken om en politisk filosofi baseret primært på vold og undertrykkelse, altså tanken om at sætte krænkelsen af menneskerettighederne op som ideal. Nazismen opstod som en – for nogle måske forståelig – reaktion på ydmygelser og frustrationer over nederlaget i første verdenskrig og social nød og elendighed. Færre fattede dybden i den forskruede tankegang, som placerede en stor del af skylden for verdens elendighed i spørgsmålet om racetilhør og en overmenneske-tanke, der med ild og sværd ville rense verden for snavs og skabe en klasse af ’rene’ individer med hånds- og halsret over alle andre.
Kun langsomt gik det op for alle, at sådan forholdt det sig, og den sørgelige konsekvens blev, at metoden til udryddelse af den applicerede vold bestod af mere vold – hvis følger – mentalt og praktisk – vi døjer med den dag i dag. For det er jo ikke blevet perverst eller afskyeligt at forfølge og pine og plage mennesker for deres overbevisning eller tro, det sker hver dag og i fuldt dagslys, som om det var mere naturligt at krænke menneskerettighederne end at overholde dem.
Da billederne fra kz-lejrene begyndte at dukke op (illegalt), kunne jeg ikke holde ud at se på dem. Det var for slemt. Da beretningerne om de russiske besættelsestroppers overgreb mod tyske kvinder nåede frem, nægtede jeg at tro, det kunne være sandt. Ideen om fornedrelsens dybde i en trettenårigs hjerne er måske ikke tydelig, men jeg følte instinktivt, at her var der tale om overgreb, som ikke kunne retfærdiggøres. Oplevelsen af afmagt og hjælpeløshed var forstemmende.
Men der var dog tale om en regulær krig, hvor ondskaben var så manifesteret, at man forstod det eneste middel til dens fordrivelse var mere ondskab. Men når så det hele var forbi, så skulle det også være slut, så måtte man have lært lektien, så måtte skurkene være udryddet, så kunne man begynde forfra på helt andre betingelser. Og et af resultaterne af denne holdning og tro var da også FN’s erklæring om menneskerettighederne, hvis enkle og selvindlysende paragraffer er blevet overtrådt hver eneste dag, hver eneste time jorden rundt lige siden.
Hvad er der galt? Spørgsmålet er lige så simpelt, som det er idiotisk. Det, der er galt, er selvfølgelig os. Vi vil nemlig ikke vores eget bedste eller rettere sagt, vi tror vi vil vores eget bedste og at det kun kan virkeliggøres, hvis folk, der har en anden mening om hvad der tjener os bedst, bliver voldtaget, brændt, bombet, tortureret og udryddet.
Jeg ville i 1945 have forsvoret, at jeg nogen sinde i resten af mit liv skulle høre om racediskrimination og det, der med et gængs begreb i vore dage heder »etnisk udrensning«. Men en sådan naivitet bærer naturligvis straffen i sig selv. Op gennem fyrrerne og halvtredserne brød nogle af de værste racestridigheder i århundredet ud i USA. Negre, der havde været gode nok som sideordnet kanonfoder under krigen (hvor man angiveligt bekæmpede den store ondskab (herunder forfølgelsen af jøderne)), blev nu ofre for et had af mindst lige så afstumpet en karakter, som havde dannet underlag for nazismen. Og det var de gamle allieredes hvide kampfæller, der stod for iscenesættelsen med ku klux klan-dragter og brændende kors.
Næsten samtidig eskalerede konflikten mellem staten Israel og dens arabiske naboer, og nu – fyrre-halvtreds år senere – er konflikterne stadig i gang, uløste og under anvendelse af alle de krænkelser, man troede én gang for alle var udryddede, da den store drage lå strakt til jorden og de sejrrige Skt. Jørgener galopperede af sted i hver sin retning.
Menneskelig ondskab? Måske. Menneskelig dårskab? Helt sikkert. Alligevel er der ikke grund til defaitisme, det forholder sig nemlig sådan, at hvis der ingen elementær ondskab var at bekæmpe, ville dens destruktivitet brede sig som en lavthængende giftgas over hele menneskeheden, tingene ville blive vendt på hovedet – som nazismen forsøgte – så ondt blev godt, sort hvidt, løgn sandhed osv. Tingene griber nemlig sig selv i halen: Det er kun den perverterede, den hjernevaskede, som fuldt og fast tror på, at det onde han gør, er det gode, han tror han gør. Man ser det i den jugoslaviske konflikt, som delvis er et resultat af massiv propaganda. Det er lykkedes at bilde folk ind, at de med god grund kan hade hinanden og myrde hinanden efter behov, fordi det sker i en god sags tjeneste. Man er nået så vidt, at folk tror de handler etisk forsvarligt, når de skyder hinanden gennem hovedet uden at vide, at de selv allerede er skudt gennem hovedet, bare med helt andre og mere subtile våben: løgnens, propagandaens hjernevask.
Derfor er programmet klart. Det er nødvendigt at gribe ind. Det er nødvendigt at råbe op. Intet overgreb er for uanseeligt til at blive påtalt, intet råb om hjælp for kvalt til ikke at blive hørt. Med hensyn til bødlerne kan man håbe på, at de kun lader sig overtale, fordi den indre stemme som anviser, hvad der er godt og hvad der er skidt, kun temporært er døllet. Man ved, hvad der er rigtigt, selvom man også i en periode har ladet sig narre til at tro, at det onde var det gode og derfor nødvendigt.
En organisation som Amnesty International eksisterede ikke med sit nuværende omfang inden nazismens forsøg på verdenserobring. Man kunne kalde den et positivt korrektiv udløst af desperate omstændigheder. Men jeg opfatter Amnesty som mere: en nødvendig forudsætning for at vi reelt og mentalt kan overleve. Hvis denne stemme, vagtsom og varm, ikke lød hele tiden, kunne vi godt pakke en stor del af håbet af vejen. Ikke blot vi, der har behov for denne stimulans ansigt til ansigt med absurditeten, men også de for hvem hjælpen er nødvendig og – i bedste fald – tilgængelig. Så enkelt er det og så indviklet. Ikke mindst når man sidder på sidelinien og er det man kalder fri.
