Når de enkelte menneske- rettigheder kolliderer: Om at prioritere – bakke op – og vist koster det noget …
Dagbladet Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden gør status over menneskerettighedernes status i international politik og overvejer i den forbindelse, hvornår vestlige lande, der ikke altid selv lever op til menneskerettighederne, kan blande sig i indre anliggender i lande, der påberåber sig en anden kultur på området.
Artiklen er bragt i materiale fra Amnesty International i 1998.
For Amnesty International har menneskerettighederne altid været arbejdsgrundlaget. Retten til at tænke og tale frit har været grundlag for årtiers arbejde, og FN’s menneskerettighedserklæring er et af de vigtige steder, hvor den ret formuleres og beskyttes.
Men det er ikke meget mere end 10 år siden menneskerettighederne blev ALLES arbejdsgrundlag.
Og så taler vi endda kun om vores del af verden.
Indtil Murens fald i 1989 var menneskerettighederne faktisk et omstridt begreb også i Europa.
I de østeuropæiske lande og i den daværende Sovjetunion, sagde de, der regerede – og det var kun dem, der kom til orde – at de politiske og civile menneskerettigheder var dele af en borgerlig og kapitalistisk ideologi, som ikke var relevant under socialismen. I stedet lagde man vægt på de økonomiske og sociale rettigheder, som man – i strid med sandheden – hævdede blev respekteret mere under socialismen end i de kapitalistiske demokratier.
Men heller ikke i demokratierne i Vesteuropa og her i Danmark var menneskerettighederne ukontroversielle.
Man gik selvfølgelig ind for dem som en del af sit eget demokrati – grundloven rummer jo også menneskerettigheder – men der var mange, der var skeptiske over for dem som grundlag for internationalt samkvem. Man anså det for problematisk, at først præsident Carter og senere præsident Reagan gjorde dem til en central del af amerikansk udenrigspolitik, og at de dermed blev tvunget ind på dagsordenen i alle møder og forhandlinger med Sovjetunionens ledere. Man anså det for et problem, fordi de dermed mentes at kunne true freden eller mere konkret de forhandlinger om (atom)nedrustning, som tiden var meget optaget af.
Under Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov, blev menneskerettighederne imidlertid også en del af østblokkens udenrigspolitik, og i slutningen af 1980’erne endte det med – da vores demokrati-begreb også sejrede østpå – at menneskerettighederne blev fælles gods i det europæiske samarbejde.
I dag er diskussionen om menneskerettighedernes universalitet – det vil sige om deres gyldighed overalt – rykket længere ud. Men den findes stadig i forhold til det politisk set fortsat kommunistiske Kina, i forhold til andre halve og hele diktaturer i Asien, der påberåber sig en anden kultur på området, og i forhold til en række andre ikke-demokratiske lande rundt omkring. Og det er stadig ikke kun diktatorer, der afviser universaliteten. Der er også dem blandt oppositionsbevægelser rundt omkring i verden, eller hos os selv, der med henvisning til, at vi ikke i de demokratiske lande er konsekvente i vores anvendelse af menneskerettighederne internationalt, at vi ikke altid selv lever op til dem, og at de også kan bruges til at begrunde ’indblanding’ i andre lande og kulturer, ser dem som et delvis problematisk og i hvert fald selvretfærdigt værdigrundlag.
Diskussionen ændrer dog ikke ved, at menneskerettighederne i dag i enestående grad nyder massiv opbakning i vore lande – og næppe nogensinde har stået stærkere som internationalt værdigrundlag.
Hvorfor minder jeg så om menneskerettighedernes mere kontroversielle fortid?
Først og fremmest for at understrege, at menneskerettighederne ikke er selvfølgelige og ukontroversielle – heller ikke blandt dem af os, der ikke har noget i klemme, fordi vi sætter folk i fængsel og krænker deres ytringsfrihed.
Hvis menneskerettighederne ikke var kontroversielle, ville de ikke have meget bid.
Det er også klart, at de ikke altid bliver prioriteret højt endsige højest – heller ikke i det demokratiske og internationalt engagerede Danmark.
Da Kinas mest berømte politiske fange, Wei Jingsheng, der entydigt var samvittighedsfange, det vil sige et menneske, der blev fængslet på grund af sine – demokratiske – holdninger, ville besøge Danmark, viste den regering og den udenrigsminister, der ellers gerne deltager helhjertet i 50-året for Menneskerettighedserklæringen, sin holdning på to måder. Dels kunne det ikke lade sig gøre for udenrigsministeren at mødes med Wei, før den kinesiske viceministerpræsident havde afholdt et vigtigt besøg i Danmark. Dels mødtes udenrigsministeren med Wei en tidlig morgen i Københavns lufthavn, og uden at ville lade sig fotografere sammen med ham.
Det ville være urimeligt at forlange af udenrigsministeren, at han automatisk skældte det store Kina ud, bare fordi en mangeårig politisk fange og demokrat mener, at det er det bedste han kunne gøre for menneskerettighederne i Kina. Men det er på den anden side svært at se disse symbolske handlinger i forhold til en fremtrædende menneskerettigheds-forkæmper, som udtryk for den stærkest mulige opbakning til de menneskerettigheder, der ellers hyldes så begejstret.
Er der ikke snarere tale om, at vores udenrigsminister lægger bånd på sin – og dermed vores – ytringsfrihed, af hensyn til et stort land?
Selv på det helt generelle, uforpligtende og symbolske plan, er menneskerettighederne således stadig kontroversielle. Det koster noget at bakke op om dem – i hvert fald er det ikke noget, der sker per automatik.
Dertil kommer, at menneskerettighederne jo ikke er én, men mange. Og de enkelte menneskerettigheder kan sagtens komme i konflikt med hinanden. Er ytrings- eller demonstrationsfriheden for eksempel vigtigere end forbuddet mod at diskriminere – for eksempel på racistisk vis?
Den diskussion tager vi i Danmark hver gang det lille nazistiske parti ønsker at demonstrere – eller søger om sendetilladelse for en lokalradio.
Menneskerettighederne skal udlægges konkret. De skal afvejes over for andre hensyn. Og de skal prioriteres i forhold til hinanden.
I den forbindelse har tanke-, ytrings- og informationsfriheden – der alle er i centrum af Amnesty Internationals virksomhed – en helt særlig position.
Magthavere har alle dage påstået, at deres tilsyneladende krænkelser af menneskerettighederne i virkeligheden blot var udtryk for, at de varetog andre menneskerettigheder bedre, end den som Amnesty har i fokus, og at de i det hele taget undertrykker ytringsfriheden af hensyn til den økonomiske vækst, fattigdomsbekæmpelsen, landets overlevelse eller andre gode og værdige formål.
Jeg nævnte ovenfor, at den gamle østblok altid påstod, at den havde bedre styr på de økonomiske og sociale menneskerettigheder end de kapitalistiske demokratier.
Problemet med den type argumenter er ikke først og fremmest, at afvejningen er forkert – selv om den oftest er det. Problemet er, at hvis der ikke i et samfund findes en høj grad af tanke-, tale- og informationsfrihed, så er det umuligt at vurdere, om magthavernes påstande overhovedet har noget på sig. Er den økonomiske udvikling i Kina tilfredsstillende, og kan man overhovedet betegne samfundsudviklingen i Kina som stabil (de forhold som magthaverne hævder de fremmer og beskytter, når de sætter folk i fængsel)? Det ved vi i virkeligheden meget lidt om.
Det viste sig, da østblokken brød sammen, at også hvad økonomiske, sociale og sundhedsmæssige forhold angår – for slet ikke at tale om miljøet – havde socialismen skabt langt ringere forhold end kapitalismen. Det var det bare de færreste – både i og uden for østblokken – der var klar over, så længe ytringsfriheden var massivt krænket.
Her er måske det bedste argument for denne menneskerets – ytringsfrihedens – universelle gyldighed: Uden ytringsfrihed lader det sig slet ikke gøre at diskutere, om ytringsfriheden har universel gyldighed. For indtil ytringsfriheden respekteres, så ved vi ikke hvad kineserne, saudiaraberne eller syrerne mener om det spørgsmål. Vi ved kun, hvad deres regeringer siger. Og hvorfor skulle vi tro på det?
Vil man anfægte, at det er værd at vide, hvad for eksempel almindelige kinesere mener om det spørgsmål, så må man hævde en fundamental naturlig ulighed mellem mennesker, en ulighed der oven i købet skulle falde sammen med de aktuelle magtforhold i verden. Det er, som Jean-Jacques Rousseau har udtrykt det, en tese, der måske egner sig til at blive diskuteret af lænkede slaver i deres herrers opsyn, ikke af frie mennesker.
