Mennesker med og uden tøjsans
Prem Proddat er indisk født lektor ved Århus Universitet og fortæller i en kronik i Dagbladet Information om, hvilke overvejelser han gør sig over sin påklædning, så han som mørklødet person ikke bliver opfattet som en terrorist.
Kronikken blev bragt 15. november 2003.
Den ’glokale’ mode hærger verden i en grad, så den afghanske leder Hamid Karzai ligner en greve i Gucci-dress. Alligevel er det svært for en mørkhudet, herboende inder at klæde sig, så han ikke antages for terrorist.
Kort efter at jeg havde slået mig ned i Århus, besøgte jeg min antropologveninde i hendes stilige lejlighed på Nørrebro. Hjerteligt bød hun mig velkommen, idet hun målte mig med et: »Hvor er jeg dog glad for, at du ikke klæder dig – du ved… som flygtningene her«. Hun var synligt lettet over, at hun stod over for en person i reglementeret akademikeruniform: tweedjakke og fløjlsbukser. Hendes bekymring for, hvilke signaler jeg som mørklødet intellektuel kunne have udsendt ved en aparte fremmedetnisk tøjstil – et spørgsmål, hun ikke gik op i under vores fælles studietid i gamle afrakkede England – fandt jeg rørende.
Ved en anden lejlighed blev jeg konfronteret af en studerende: »Hvorfor klæder du dig ikke som en inder?« røg det ud af ham. Åbenbart anså han mig for Tredje Verdens-nationalist og havde for sit indre blik visualiseret et antræk, der sømmer sig for en sådan: sandsynligvis en hjemmevævet bomulds-dhoti og en kurta, foruden måske en ulden jakke i Nehru-snit som værn mod den nordiske vinter. Mine joggingbukser, krøllede lærredsjakke med sit slidte look af Saigon-korrespondent og min North Face-vindjakke stod åbenbart i påfaldende kontrast til de politiske opfattelser, jeg gav udtryk for.
Disse oplevelser har fået mig til at re-flektere over de sammenhænge, der formodes at forbinde politisk overbevisning og bundethed til stedsoprindelse med ens valg af klædedragt. Hvor afgørende er denne sammenknytning i en tidsepoke, hvor ’det glokale’ er blevet norm?
Vi lever i en tid, hvor verdens fattigste og mest krigshærgede land (Afghanistan) har en leder (Hamid Karzai), som ligner en greve påklædt af Gucci, og hvor bin Ladens bror har fået indregistreret sit navn som nyt tøj-varemærke. Man må virkelig spørge sig selv, hvordan og om overhovedet catwalkende modemodellers verden mødes med den verden, der befolkes af palæstinensiske knægte i Semtex-dragter.
Min studerendes spørgsmål var inspireret af mediernes mere eller mindre stereotype fremstillinger af nationalistisk identitet. Hermed ikke sagt, at alle mediebilleder er båret af ’orientalistiske’ synsmåder. F.eks. har jeg i Emma Tarlos bog Clothing Matters læst en fascinerende beskrivelse af udviklingen i Gandhis tøjstil fra lapset engelsk overklasse-gentleman i 1888 til Gujarati-bondens grove kathiawada-vadmelsdragt i 1915. Som dreven semiotiker med sans for skrædderkunstens symboler tilrettelagde Gandhi sin klædestil med ideologisk stilsans. Hans identifikation med Indiens forarmede bondestand blev så at sige indvævet i den klædedragt, han valgte at anlægge. Signalet, Gandhi ønskede at udsende, var swadeshi (selveroenhed), hvilket indebar nødvendigheden af at kaste alt det spindemølleproducerede Lancashire- og Manchester-tøj fra England, som havde kvalt den indiske tekstilindustri, på bålet. Men samtidig tilkendegav Gandhi sin forkastelse af den særlige tøjetikette, der definerede den politiske elites sfære. Dermed brød han klart med det oplyste indiske aristokrati, som havde samtykket i og tilpasset sig disse normer. Effekten udeblev ikke: Churchill, som selv havde sans for selviscenesættelse, kogte af vrede over »det kvalmende syn af denne halvnøgne fakir, der betrådte trinnene til vicekongens palads med en mine, som stod han på lige fod med repræsentanten for den imperiale majestæt«. Den udspekulerede Gujarati-advokats overtrædelse af etiketten for formel klædedragt nåede sin kulmination under Gandhis besøg i 1931 i England. En audiens hos Kong George VI var berammet, og Gandhi blev som besat af, hvilket tøj han skulle iføre sig. Kongen var meget modvillig over at skulle modtage en så sparsomt klædt person. Også indiske ledere som Subhas Bose var dybt bekymrede over, om »mahatmaen nu gjorde klogt i at besøge Europa iført sit evige lændeklæde«. Men idet han så at sige uddrog en ’tekst’ fra sit tekstil opnåede Gandhi en symbolsk sejr ved at insistere på at fremtræde etnisk påklædt. Mahatmas halvnøgenhed var kalkuleret til at gøre hans modstandere forlegne. Men selv hans tilhængere blev pinligt berørte, da han 23. september 1921 omsider bevægede sig fra dhoti’en til khadi-lændeklædet. Skønt han aldrig nåede ’slutstadiet’ i form af fuld nøgenhed, blev hans tøjstil stadig mere spartansk og asketisk.
På samme måde som Gandhis strategi med at afklæde sig stadigt mere tøj udgjorde en udfordring for modernitetens normer, er det at iføre sig ’for meget’ tøj i form af slør og tørklæde i dag også blevet forbundet med politisk iscenesættelse. Den strenge lydighed, som muslimske kvinder anlægger i forhold til traditionsbetinget tilhyllende klædestil, ses i Vesten som tegn på formodet tilbageståenhed og kønsundertrykkelse. Og scener af unge afghanske kvinder, der endelig kan vandre ’frit’ rundt uden burkhaer bliver fremstillet som en retfærdiggørelse af ’Afghanistans befrielse’.
Den lettelse vi føler ved sådanne tv-billeder harmonerer ikke nødvendigvis med de blandede følelser, der vækkes i os, når vi ser en burkha-klædt kvinde – ’et vandrende telt’ – passere forbi på gaden i Danmark. At vi i det liberale Danmark tillader det overgreb, som det er at tilhylle kvinder totalt fra top til tå, ses som et tegn på vores vide multikulturelle tolerance, og på hvor flinke vi er over for ’de fremmede’.
Men afspejler denne reaktion, hvad vi ifølge vores overbevisning virkelig anser for godt og sandt? Postkoloniale feminister har længe hævdet, at de liberale positioner, som kan være frigørende for kvinder i Vesten, ikke nødvendigvis er de bedste for kvinder andre steder.
Tilbage i 1920 under den Første Internationale Kongres for Selverhvervende Kvinder, hævdede Najiye Hanum fra Tyrkiet, at Mellemøstens kvinder ikke var ligesom Vestens ’frivole’ borgerlige feminister, og ikke blot ville kæmpe for retten til at klæde sig uden tørklæde. Som målsætning for kvindesagen figurerede dette spørgsmål langt nede på listen. Kvinder skulle kæmpe imod alle de uretfærdigheder, der overgår kvinderne i de muslimske lande og søge absolut lighed, lød hendes opfordring.
Det har været hævdet, at selve dikotomien tilhylning/ikke-tilhylning i sig selv er en ’orientalistisk’ konstruktion, som ikke har meget at gøre med muslimske kvinders kulturelle erfaringer og politiske holdninger. Frantz Fanon – den fransk-caribiske psykiater og intellektuelle, der skrev afkolonialiseringens bibel Jordens fordømte, påviste, at sløret i Algeriets frihedskamp langt fra var en stivnet kulturel form med rødder i en traditionalistisk fortid: Det var tværtimod et enkelt og effektfuldt instrument i befrielseskampen mod den franske kolonimagt. Kvinderne iførte sig sløret ud fra strategiske hensyn og skiftede bl.a. mellem moderne og muslimsk klædedragt for at undgå at blive kontrolleret af kolonimagtens politi og undertiden sågar for at smugle bomber og sprængstoffer.
Som de fleste feminister i vor tid, vestlige som ikke-vestlige, delte Fanon dog den franske koloni-administrations antagelse, dvs. at han satte lighedstegn mellem fravalg af slør og progressiv modernitet.
Men i modsætning hertil hævder andre, at sløret netop artikulerer indbegrebet af den muslimske kvindes identitet. Kun hvis vi betragter tilsløringen af kvinder i den muslimske kultur som en unik kulturel erfaring, kan vi sætte os ind i, hvad det vil sige at en kvinde vælger eller fravælger at tilhylle sig. Gør vi ikke dette, repeterer og aflirer vi blot de klichégjorte normer, som ’den sunde fornuft’ har opfundet i den universelle frigørelses navn.
Den 11. september har medført, at spørgsmålet om klædestil har fået større betydning i det daglige. Presset for ved sit tøjvalg at undgå de lidet imødekommende blikke, som brun hud og fuldskæg så let kan fremkalde, er klart øget. Til alt held er der ikke knaphed på påmindelser om, at assimiliationsbestræbelserne er forgæves. Da jeg ventede på min falafel i min lokale libanesiske kebab-restaurant på Strøget, pegede kebabwallahen på min læderjakke og proklamerede: »You taxi, no?« – idet han refererede til den monopollignende status som læderjakkeklædte pakistanere har opnået i Københavns taxi-erhverv.
Den såkaldte raceprofilering – at identificere mistænkte ud fra deres fremmedetniske udseende – som er blevet det ikke-vedgåede, uofficielle fokus for Vestens sikkerhedspolitik, truer med at fremkalde den selv samme civilisationernes krig, som dens ophavsmænd hævder at kæmpe for at afværge. Jeg overvejer nøje min garderobe, før jeg begiver mig ind i lufthavnes højsikkerhedszoner og fravælger Doc Martens-støvler, bukser med vide, udbulnede lommer; en vams, der kunne forveksles med en skudsikker vest. Det er ikke altid, det hjælper. Folk som mig passer nu engang perfekt ind i den rette profil: det rette køn, rette aldersgruppe, rette hudfarve, rette fysiognomi, det påfaldende gedebukkeskæg.
