Unge indvandrere diskrimi- neres: Politikontrol: Politiet tjekker oftere mørklødede
Artiklen dokumenterer blandt andet, at unge med indvandrerbaggrund har større risiko end etniske danskere for at blive stoppet og tjekket af politiet.
Artiklen er skrevet af Thomas Hebsgaard og blev bragt i Information 2. oktober 2006.
Unge med indvandrerbaggrund har ifølge en stikprøve lavet af Information større risiko end etniske danskere for at blive stoppet og tjekket af politiet. Når de unge bliver mistænkeliggjort, kan det få dem til at tage afstand fra samfundet, mener forskere.
Når man kører en tur i sin bil eller slentrer ned ad gaden alene eller i flok, er risikoen for at blive stoppet og tjekket af politiet klart størst, hvis man har indvandrerbaggrund. Det viser en stikprøve, Information har foretaget blandt 53 mandlige studerende – 31 med indvandrerbaggrund samt en kontrolgruppe på 22 etnisk danske studerende.
Stikprøven er foretaget på fire uddannelsesinstitutioner – Handelshøjskolen, Niels Brock Handelsgymnasium, Panum Instituttet og Juridisk Fakultet på Københavns Universitet.
80 procent af de studerende med indvandrerbaggrund har prøvet at blive stoppet og tjekket af politiet, mens det samme kun gælder halvdelen af de etnisk danske studerende. Samtidig siger mange af de unge med indvandrerbaggrund til Information, at de ofte bliver tjekket af politiet – op til flere gange om måneden.
To tredjedele af de unge studerende med indvandrerbaggrund svarer desuden, at de oplever, at politiet optræder diskriminerende.
Skubbes ud af samfundet
Sociolog og skolevejleder Anthony Ansel-Henry arbejder til daglig med unge med indvandrerbaggrund på Nørrebro i København.
Desuden er han medforfatter på rapporten Konflikt på gadeplan – når etnisk minoritetsungdom og politi mødes, udgivet af Center for Ungdomsforskning.
Han finder det uheldigt, hvis politiet generelt stopper flere unge med indvandrerbaggrund.
»Konsekvensen er, at de unge gang på gang bliver bekræftet i, at de er anderledes. Selv om de bare lever deres liv og tager en uddannelse, får de gentagne hak i nødden«, siger han.
Det får de unge til at opfatte politiet som en fjende, mener Anthony Ansel-Henry. Og det skader deres retsfølelse, såvel som følelsen af samhørighed med det omgivende samfund.
I Informations stikprøve svarede 39 procent af de unge med anden etnisk baggrund end dansk nej, da de blev spurgt, om de opfattede det danske retssystem generelt som retfærdigt. Det samme spørgsmål kunne hele 90 procent af de lyshudede danske studerende svare ja til.
De er et problem, at politiet simpelthen ikke kan skelne mellem ballademagere og almindelige, lovlydige unge med indvandrerbaggrund, mener Anthony Ansel-Henry.
»Vi har en tredeling af magten i Danmark – men politiet bliver både udøvende og dømmende i de her situationer. Tit og ofte er de unge jo dømt på forhånd på grund af tøjstil og hudfarve«, siger han.
Undersøgelse efterlyses
Men hvis de unge føler sig dømt på forhånd, er det udtryk for manglende forståelse af retssystemet, mener formand for Politforbundet, Peter Ibsen.
»Det er jo desværre også sådan, at folk med anden etnisk baggrund er overrepræsenteret i kriminalstatistikken«, siger han. Derfor finder han det også naturligt, hvis flere med indvandrerbaggrund bliver tjekket.
Men det er en balancegang, hvis man vil undgå, at de unge føler sig forfulgt, understreger han.
Forskningschef i Justitsministeriet, Britta Kyvsgaard, finder Informations stikprøve »interessant« og vil gerne have undersøgt, om udfaldet af en større undersøgelse ville være det samme.
»Det er et problem, hvis indvandrerbefolkningen oplever sig særligt forfulgt – hvis de hyppigt bliver stoppet, uden at noget er galt«, siger hun.
I Storbritannien registrerer politiet den etniske baggrund hos alle, der stoppes og tjekkes på gaden – målet er at undgå racebaserede skævheder i politiets arbejde. En lignende form for registrering vil være værd at overveje herhjemme, mener Britta Kyvsgaard.
»Det lyder umiddelbart meget bureaukratisk«, siger formand for Politiforbundet, Peter Ibsen. Han vil dog gerne være med til at se nærmere på problemstillingen, for eksempel med en større undersøgelse i stil med Informations.
Attitudeproblem
Men det er ikke nok at føre statistik, siger Anthony Ansel-Henry. På baggrund af sin forskning mener han, at mange betjente har en uhensigtsmæssig attitude.
Etniske danskere får ofte en god forklaring på, hvorfor de bliver stoppet og tjekket – mens unge med indvandrerbaggrund behandles mere kontant.
Men problemet går to veje, understreger han – de unge kan være svære at tackle, hvis de opfatter politiet som fjende.
»Jeg tror, at der kan være en manglende forståelse på begge sider«, siger politiforbundsformanden, Peter Ibsen. Nogle betjente kan godt mangle uddannelse og andet nødvendigt for at forstå de unge med indvandrerbaggrunds reaktionsmønster, siger Peter Ibsen.
»Dansk politi er jo ikke racistisk, men hvis nogle grupper opfatter os sådan, har vi et problem i forhold til vores målsætning: at bevare vores generelt meget høje troværdighed i befolkningen. Hvis man kan afdække, at der er et reelt problem, skal man selvfølgelig gøre noget ved det«.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Københavns Politi.
FAKTA: Unge indvandrere
Der er ifølge Danmarks Statistik 55.425 unge med indvandrerbaggrund i Danmark. De 20.963 har dansk statsborgerskab.
Forskning har tidligere vist, at personer med fremmed baggrund er mere tilbøjelige til at blive arresteret i forbindelse med en sigtelse. Ligeledes har de større risiko for at blive tilbageholdt uden efterfølgende at blive dømt, og flere bliver frifundet, hvis de er sigtet.
Hvis ikke der udskrives bøder eller registreres lovovertrædelser, skal politiet i Danmark ikke rapportere, hvem de stopper på gaden.