Tyraner i slyngelbranchen
Artiklen gør status over verdens diktaturer, blandt andet med en top ti-liste over verdens værste diktatorer. Siden ophøret af Den Kolde Krig er der blevet færre diktatorer, men siden 11. september har de igen fået vind i sejlene.
Artiklen er skrevet af journalist Tomas Willemoes og bragt 20. oktober 2005 hos Dagbladenes Bureau.
Siden Den kolde Krigs ophør er der blevet færre af dem. Diktatorerne, der på udemokratisk vis styrer hele nationer som deres egen husholdning eller hobbyprojekt. Men efter 11. september 2001 har enevældebanditterne igen fået vind i sejlene.
For to år siden mistede tæt på 100 mennesker deres bedstefar. På et hospital i sit saudiske eksil sov Ugandas tidligere diktator Idi Amin ind efter et langt og aktivt liv som sværvægtsbokser, menneskeæder, horebuk og blodbadende diktator.
Tyranens 45 børn indrykkede ingen dødsannonce med ordene »tak for alt«. Men farmand Idi havde også slået mindst én af de mange børns mødre ihjel og ifølge rygterne spist hende til aftensmad bagefter, så der var ikke tale om en 140 kilo tung alfaderlig rollemodel af den mest elskede slags.
I Uganda er det i hvert fald de færreste, der savner den tidligere diktator. Måske bortset fra krokodillerne i Nilen, som blev flittigt fodret med friske lig af de hundredetusinder af borgere, der under Amins regime blev dræbt og smidt ud til de sultne rovdyr i den blodrøde flod.
16 år efter – med et mellemspil med den næsten ligeså grusomme Milton Obote som tyran – er Uganda noget, der minder om et demokrati, og verdens værste diktator er – ifølge den seneste liste fra det amerikanske blad Parade Magazine – i nabolandet mod nord, Sudans Omar Al-Bashir.
Uganda er langt fra det eneste land, der siden Den kolde Krigs afslutning i starten af 90’erne, er blevet befriet for en skrupelløs enehersker, der har kørt landet i sænk, mens han fyldte maven med overdådige måltider og schweiziske bankkonti med eksorbitante dollarbeløb.
Verden er ganske enkelt blevet et mere demokratisk sted at opholde sig.
Fæle mænd fældet
Den væsentligste årsag til diktator-svindet skal ifølge Bjørn Møller, seniorforsker på DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier), findes i en holdningsændring i verdensopinionen efter Den kolde Krigs afslutning i starten af 90’erne.
– Under Den kolde Krig var USA og Sovjetunionen klar til at støtte hvem som helst, så længe de plejede de to landes interesserer i regionen. Alt andet lige har et land som USA altid været gladest for demokratier, men de kunne se gennem fingre med meget, hvis diktatoren var en vigtig allieret, fortæller Bjørn Møller.
Den holdning ændrede sig – især for USA’s vedkommende – op gennem 90’erne, hvor behovet for allierede lande med den rette anti-kommunistiske indstilling, svandt ind. Det betød, at man igen begyndte at fokusere på menneskerettigheder, og støtten og venskabet til korrupte regimer i Afrika, Sydamerika, Asien og Europa, blev lagt på køl og erstattet af sanktioner og krav om demokratiseringer.
Siden da er fæle mænd som Nigerias Sani Abacha, Indonesiens Suharto, Serbiens Milosevic og en række andre – med Saddam Hussein som det måske tydeligste eksempel på en diktator, der ikke længere var brugbar for Vesten – blevet væltet, fængslet eller henrettet.
Terror giver gode tider
Men der blæser nye vinde. Siden terrorangrebet 11. september 2001 har især USA igen fået øjnene op for det praktiske i at have venner ude omkring i verden. Om de så er folkevalgte eller selvinstallerede, er igen blevet lidt mindre væsentligt, hvis det land, de ’ejer’, ellers er placeret det rigtige sted, og gør hvad de kan for at holde sig fri for terror.
– Det er klart blevet lettere igen at være diktator. Ikke helt så let som under Den kolde Krig, men betingelserne for at blive siddende som diktator har forbedret sig væsentligt siden krigen mod terror begyndte. USA er igen klar til at acceptere ikke-demokratisk valgte ledere, så længe de står på den rigtige side i den krig, siger Bjørn Møller.
Libyens Muammar Gadaffi har udviklet sig til en af disse. Han har afleveret terrorister til USA og relanceret sig selv som en fredens mand tids nok til en fredning af sit libyske enevælde. Det samme gælder en mand som Pakistans Pervez Musharraf. En ellers helt klassisk diktator, der via sin position som general i landets hær væltede regeringen og gjorde sig selv til præsident. Han valgte USA frem for nabolandet Afghanistan, da terrorkrigen stod for døren, og er dermed ikke truet udefra. Tværtimod er han en ven af USA og Vesten.
Men det var Saddam Hussein også engang. Så verdens diktatorer gør klogt i at lære af Iraks tidligere tyran, som ikke fangede tendenserne og sørgede for at følge med tiden. For diktatur-branchen er et erhverv, hvor det er særligt svært at spå om fremtiden, og hvor man aldrig helt ved, om den er på vej mod udvikling eller afvikling.
Fakta: Historier fra forbryderalbummet:
Idi Amin (Uganda, 1971-79)
- Fik engang smidt så mange menneskelig ud til krokodillerne i Nilen, at flere af sluserne ved landets vandkræftværker stoppede til.
- Meldte i midten af 70’erne afbud til et Commonwealth-møde i Canada med den forklaring, at de asiater, han havde udvist af Uganda, simpelthen havde stjålet hele landets beholdning af sko i størrelse 48, og da han ikke ville troppe op til mødet barfodet, måtte han blive væk.
- Omdøbte egenhændigt Afrikas største sø, Lake Victoria, til Idi Amin Dada Sea.
- Tilbød gavmildt – om end bizart – at stille sig selv til rådighed som konge af Skotland.
Kamuza Banda (Malawi, 1966-94)
- I alle de år, Banda sad på magten i Malawi, kunne man kun købe én slags t-shirt i landet. En flot sag med et dejligt billede af Kamuza Banda selv.
Jean Bedel Bokassa (Centralafrikanske Republik, 1966-79)
- I pludselig irritation over de mange fattige tiggere i hovedstaden, beordrede han politiet til at indfange dem alle sammen. Herefter blev de læsset på store transportfly og droppet ud til krokodillerne i Ubangi-floden.
- I 1977 udråbte han sig selv som kejser og brugte 20 millioner dollars på den spektakulære kroning, som på trods af et væld af fine invitationer, ikke havde deltagelse af andre statsledere.
- Var kendt som kannibal og kunne efter sigende bedst lide at spise børn. Fik selv 50 børn med 15 koner.
Samuel Doe (Liberia, 1980-90)
- Liberias gamle galning var overbevist om, at det var sundt for sjælen at bade i menneskeblod. Det gjorde han hyppigt. Og det var specielt rart, hvis blodet kom fra mennesker, han mente var ude på at komme ham til livs.
Robert Mugabe (Zimbabwe, 1980-)
- I 2000 afholdt de zimbabweanske banker et stort lotteri med en dejlig førstepræmie på 100.000 Zimbabwe Dollars. Det kunne nok få det fattige folk til at drømme søde tanker om mange penge på tørre steder, men da vinderen blev afsløret, hed han – ja, rigtigt gættet – Mister Robert Mugabe.
Ayatollah Khomeini (Iran, 1979-89)
- Irans gamle turbanklædte tordner – som ellers ikke var kendt som tilhænger af frimodig sex – sagde engang denne mystiske sætning: »En mand kan have sex med dyr såsom får, køer, kameler og så videre. Men han bør slå dyret ihjel, efter han har fået orgasme. Han bør ikke sælge kødet til folk i sin egen landsby, men det vil være okay at sælge det til folk i nabobyen«.
Kim Il Jong (Nordkorea, 1994-)
- »Den kære leder«, som han skal kaldes, er åbenbart ikke kun en totalitær tyran, men samtidig intet mindre end den bedste golfspiller verden nogensinde har set. I hvert fald har han – ifølge den nordkoreanske pressetjeneste – engang gået en 18-hullers golfbane i imponerende 19 slag.
Mengistu Haile Mariam (Etiopien, 1977-91)
- Etiopiens tidligere diktator krævede, at familierne til de mennesker, han fik skudt, selv skulle betale for de kugler, ofrene blev skudt med. Ellers kunne de ikke få udleveret liget til begravelse.
Mobuto Sese Seko (Zaire, 1965-97)
- Den tidligere Zaire-diktator chartrede engang et Concorde-fly til at transportere 500 bjerggeder fra Venezuela til sin egen farm i Zaire. Flyet fløj frem og tilbage 32 gange.
Saparmurat Niyazov (Turkmenistan, 1991-)
- Turkmenistans gale – og stadig regerende – diktator ændrede først sit eget navn til Turkmenbashi, som betyder »alle turkmeneres overhoved«. Siden har han egenrådigt besluttet at ændre navnene på alle dage og måneder. Januar hedder nu kort og godt »Turkmenbashi« mens april er opkaldt efter hans egen mor.
Nicolae Ceaucescu (Rumænien, 1965-89)
- Forbød køleskabe og støvsugere for at spare på strømmen i det fattige land. Hans egne hunde, som han elskede overalt, boede til gengæld i deres egen luksuslejlighed, der var bevogtet af vagter fra statspolitiet, Securitate.
Jean-Bertrand Aristide (Haiti, 1994-96 og 2001-04)
- Måtte sidste år se sig væltet, men nåede inden da at igangsætte en storstilet kampagne, som via skilte, plakater og streamers, krævede en erstatning på præcis 21.685.135.571,48 dollars fra den gamle kolonimagt Frankrig.
Teodoro Obiang Nguema (Ækvatorial Guinea, 1979-)
- Stadig ved magten og, ifølge rygterne, den sidste ægte menneskeædende diktator i Afrika. Forlydender vil vide, at hans livret er testiklerne fra de fanger, der bliver henrettet i landets fængsler.
Verdens 10 værste diktatorer i 2005
1. Omar Al-Bashir, Sudan (61 år – Ved magten siden 1989)
Bagmanden bag en af verdens værste humanitære tragedier fortsætter med at sende mordere på kamelryg ud for at dræbe kvinder og børn. Målet er at komme af med landets kristne, men i Darfur-provinsen bliver også muslimer slået ihjel. Tæt på 100.000 er blevet dræbt i udrensningen og seks millioner mennesker er på flugt fra deres egen regering.
2. Kim Il Jong, Nordkorea (62 år – Ved magten siden 1994)
For 33. år i træk er Nordkorea på sidstepladsen på menneskerettighedsorganisationen Freedom House’ liste over frie lande. På alle arbejdspladser har regeringen installeret spioner, der sladrer om den mindste utilfredshed med styret. Det er en strafbar forbrydelse, hvis der er støv på et billede af Kim Il Jong eller faderen og forgængeren Kim Il Sung. Offentlige henrettelser og fangelejre til internering af landets egne borgere er en del af hverdagen i verdens eneste tilbageværende totalitære diktatur.
3. Than Shwe, Burma (72 år – Ved magten siden 1992)
Samtlige politiske modstander er fængslet. Herunder nobelpris-vinderen Suu Kyi, der i 1990 vandt landets sidste valg med 80 procent af stemmerne. Straffen for at eje en faxmaskine eller et modem er 15 års fængsel. For at omrokere på etniske minoriteter har regeringen udryddet 3000 landsbyer og drevet 1,2 millioner burmesere på flugt.
4. Hu Jintao, Kina (62 år – Ved magten siden 2002)
På trods af Kinas økonomiske liberaliseringer, er landet stadig verdens største diktatur. 250.000 kinesere sidder i ’genopdragelses’-lejre og fangelejre. Kina henretter flere mennesker end alle andre lande i verden tilsammen, og ofte for ikke-voldelige lovovertrædelser såsom bestikkelse og tyveri. Hu Jintaos kommunistiske regering styrer alle landets medier og kæmper en stadig hårdere kamp for at kontrollere folkets adgang til Internettet.
5. Kronprins Abdullah, Saudi Arabien (81 år – Ved magten siden 1995)
Religiøs frihed er en by langt fra Mekka, kvinder må hverken stemme eller stille op til nogen form for valg, og straffen er hård, hvis mænd og kvinder går sammen på gaden. På grund af olien og placeringen i Mellemøsten er det internationale pres på Kronprins Addullah for at afskaffe diktaturet ikke stort, men landet er et af verdens mindst frie.
6. Muammar Gadaffi, Libyen (62 år – Ved magten siden 1969)
Vestens nye ven, den gamle skurk Gadaffi, er ’still going strong’ som en af verdens grummeste diktatorer. Mens han charmerer udlandet, holder han sin egen befolkning i et jerngreb, som ikke er løsnet meget i de 36 år, han har styret Libyen. Ytrings-, forsamlings- og religionsfrihed er ikke eksisterende begreber, og hele familier, stammer og byer straffes hårdt for ’kollektiv skyld’. Enhver politisk og ideologisk opposition betragtes som ’forbrydelse mod staten’.
7. Pervez Musharraf, Pakistan (61 år – Ved magten siden 1999)
Endnu en vestligt accepteret statsleder, som driver et decideret diktatur på hjemmefronten. General Musharraf kom til magten ved et militærkup i 1999 og har sagt de – for en diktator – vise ord: »Landet er vigtigere end demokratiet er«. Pakistan er en atommagt, som ikke har haft problemer med at videresælge teknologien til Nordkorea, Libyen og Iran, og befolkningen – og specielt kvinderne – har ikke mange rettigheder. For eksempel kræver det, at en kvinde, der er blevet voldtaget, stiller op med fire mandlige øjenvidner for overhovedet at få lov at anlægge en sag.
8. Saparmurat Niyazov, Turkmenistan (64 år – Ved magten siden 1990)
Niyazov styrer et land, som er noget af det tætteste, man kommer et totalitært styre a là Nordkoreas. Hans statuer står alle steder i landet, og hans moral-guide, »Sjælens bog«, er obligatorisk læsning i alle skoler, for nygifte par og endda for alle, der ansøger om et kørekort. Kvinder må ikke bære makeup på tv, og unge mænd må ikke have langt hår, skæg eller guldtænder.
9. Robert Mugabe, Zimbabwe (80 år – Ved magten siden 1980)
Engang var han frihedskæmper og respekteret i Vesten. I dag er han en fæl og korrupt skurk, der har ført sit land ud i ubeskrivelig fattigdom. Den forventede levealder i Zimbabwe er 33 år, og landet er blevet isoleret fra det internationale samfund. Regeringstropper slår hvide farmere ihjel, menneskerettighedsorganisationer er blevet smidt ud af landet, og Mugabe har vedtaget en lov, der betyder, at det er kriminelt at sige noget som helst negativt om ham.
10. Teodoro Obiang Nguema, Ækvatorial Guinea (62 år – Ved magten siden 1979)
Mens befolkningen lever for mindre end fem kroner om dagen, går stort set alle indtægterne fra landets olie-reserver til Nguema og hans familie. Tortur og fængslinger uden retssag er hverdag i et af verdens mest fattige og korrupte lande.
Listen er udarbejdet af amerikanske Parade Magazine på baggrund af rapporter fra verdens største menneskerettighedsorganisationer.