John Milton: Om trykkefriheden
I dette essay fra 1644 retter den engelske digter John Milton et skarpt angreb på tidens censursystem. Teksten rummer de fleste af de argumenter, der siden er blevet fremført i ytringsfrihedens favør. Året før havde det engelske parlament vedtaget en række censurbestemmelser, hvor en række officielle censorer var blevet nedsat til at godkende eller censurere bøger, før de blev trykt.
Følgende er uddrag af essayet Areopagitica – For the Liberty of Licensed Printing (på dansk: Om trykkefrihed):
Jeg nægter ikke, at Kirken og Staten har den største Interesse i at holde et vaagent Øje med Bøgers saa vel som med Menneskers Færd og i givet Tilfælde anholde dem, fængsle dem, og gaa skarpt til Værks overfor dem: Bøger er nemlig ikke ubetinget døde, men indeholder en Livskim i sig, som gør dem lige saa virksomme som den Sjæl, hvis Afkom de er. Ja, de bevarer som i et Bæger den reneste og mest livskraftige Essens af den Hjerne, der avlede dem. Jeg ved, at de er lige saa fulde af Liv og frembringende Evne som de mythiske Dragetænder, og at væbnede Mænd vokser frem, hvor de saas som Sædekorn. Og dog maa man gaa frem med største Varsomhed, at dræbe en god bog er næsten lige saa galt som at dræbe en Mand; den, der dræber en Mand, dræber et Fornuftsvæsen, Guds Billede, men den, der tilintetgør en god Bog, dræber selve Fornuften, dræber Guds Billede i det Øje, hvormed det ses. Mangen en Mand lever som en Byrde for den Jord, der bærer ham, men en god Bog er en Mesteraands kostelige Livsblod, med velberaad Hu opsamlet og indkapslet til at leve et Liv udover dette.
Hvis alle en moden Mands Handlinger i god eller daarlig Retning skulde rationeres, reguleres og reglementeres, hvad vilde Dyd da være andet end et Navn, hvilken Ros kunde der tilkomme den, der handlede ret, hvad Slags Tak kunde der blive til den ædruelige, retfærdige og maadeholdende?
Der er mange, som fører Klagemaal over det guddommelige Forsyn, der tillod Adam at overtræde Forbudet, hvilke Taaber; da Gud gav ham Fornuft, gav han ham Frihed til at vælge, han vilde ellers være blevet en blot kunstig Adam, en Marionetdukke.
Medens Kirkens Forhold endnu ikke er ordnede, indskrænkes Friheden til at skrive ved en Tugt, som vi har lært af vore Prælater, der igen har lært den af Inkvisitionen, saaledes at vi alle skal lukkes inde i en Censors Bryst, og dette maa nødvendigvis bidrage til at avle Tvivl og Modløshed hos alle lærde og fromme Mænd.
Man kan være Kætter midt i Sandheden; den der tror noget, fordi hans Præst siger det, eller en Kirkedag har fastsat det, uden at have nogen anden Grund dertil, om ham gælder det, at selvom hans Tro er sand, saa bliver dog selve den Sandhed, han tror paa, hans Kætteri.
Hvor der er stærkt Begær efter at lære, maa der nødvendigvis ogsaa være megen Argumenteren, mange forskellige Skrifter, mange Meninger, thi Meninger er hos gode Mænd ikke andet end Kundskaber, der er i Begreb med at fødes.
Naar en Mand har arbejdet haardt i Sandhedens Miner, har bearbejdet alt, hvad han har fundet, paa bedste Maade, har opstillet sine Grunde som en Hær i Slagorden, har splittet og slaaet alle Indvendinger paa sin Vej, og han saa opfordrer sin Fjende til at møde ham i aaben Mark og tilbyder ham al Fordel, som Sol og Vind kan give, hvis han maatte ønske det, blot for at Sagen kan blive prøvet i Argumenternes Kamp, saa er det kun Udslag af Svaghed og Fejghed i Sandhedens Krige, selv om det i den rigtige Krig er tappert nok, naar Modstanderne unddrager sig Kampen og i Stedet lægger Baghold og tager Stade paa en smal Censurbro, som Angriberen skal passere.
