Menneskerettighedernes midtvejskrise
I forbindelse med 50-året for vedtagelsen af FN’s Menneskerettighedserklæring gjorde den canadiske menneskerettighedsekspert Michael Ignatieff i 1999 status over menneskerettighederne.
Den liberale samvittighed gennemgår en prøvelsens tid under krigen i Kosovo. Vi forsvarer menneskerettigheder i fuld bevidsthed om, at almengyldige moralske begreber ikke vil standse dem, der er opsat på massakre og fordrivelse.
50 år efter at den blev proklameret, er Verdenserklæringen om Menneskerettighederne blevet den hellige skrift for det, Elie Wiesel har kaldt en ’verdensomspændende sekulær religion’. FN’s generalsekretær Kofi Annan har kaldt erklæringen ’den målestok, som vi måler menneskehedens fremskridt med’. Nobelpristageren i litteratur Nadine Gordimer har beskrevet den som ’det afgørende dokument, prøvestenen, menneskehedens trosbekendelse, som vel må siges at være summen af alle andre trosbekendelser, der styrer menneskelig adfærd’.
Menneskerettighederne er blevet den vigtigste trosartikel i en sekulær kultur, der er bange for, at den ikke tror på noget som helst andet. Den militære indsats i Kosovo henter sin legitimitet i det, 50 år med menneskerettighederne har betydet for vore moralske instinkter: Forestillingen om staters suverænitet er blevet svækket, mens forestillingen om at gribe ind, når massakrer og fordrivelser bliver statspolitik, er blevet styrket. Men det står langtfra klart, hvad denne nye tankegang forpligter os til. Skal vi intervenere overalt eller kun nogle steder? Og hvis vi ikke intervenerer overalt, er vi så hyklere? Og hvilken pris er vi parate til at betale? For nogle er spørgsmålet, hvor mange utilsigtede skadevirkninger den moralske internationalisme kan bære, før berettigede mål bliver besudlet af forfærdende midler. For andre drejer det sig om, hvorvidt almengyldige moralske begreber er noget som helst værd, medmindre man er parat til at sætte menneskeliv og penge ind i forsvaret af dem. Mens den liberale samvittighed gennemgår en prøvelsens tid i Kosovo, betaler det sig at gå tilbage til begyndelsen og se nærmere på menneskerettighederne og de almengyldige moralske begreber, som vi mener, står på spil. Artikel 1 i Verdens-erklæringen konstaterer simpelthen: ’Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd’. Verdens-erklæringen forkynder rettigheder; den forklarer ikke, hvorfor folk har dem. Som Johannes Morsink forklarer i sin afslørende og udbytterige bog om Verdenserklæringens tilblivelse (The Universal Declaration of Human Rights: Origins, Drafting and Intent, red.) var denne tavshed helt bevidst. Da Eleanor Roosevelt indkaldte redaktionsudvalget til det første møde i sin lejlighed på Washington Square i februar 1947, kom en kinesisk konfucianer og en libanesisk thomist sådan op at skændes om det filosofiske og metafysiske grundlag for rettighederne, at Mrs. Roosevelt drog den slutning, at den eneste vej frem bestod i at lade Vest og Øst være enige om at være uenige.
Det var også tydeligt, at jo mindre der blev sagt om kløften mellem det, underskriverne praktiserede, og det, de prædikede, jo bedre. Alle havde noget at skamme sig over amerikanerne deres Jim Crow-lovgivning i Sydstaterne, canadierne deres behandling af den oprindelige befolkning, Sovjetunionen den Røde Terror. Den pinlige virkelighed fik alle til at holde øjnene stift fæstet på utopien. Det var også lettere at blive enige om de høje principper, når spørgsmålet om, hvordan de skulle håndhæves, forblev fuldstændig ubesvaret. Intet i erklæringen gav medlemsstater mandat til at intervenere i et andet lands indre anliggender for at standse overgreb mod menneskerettighederne. FN-Pagtens garanti for staternes suverænitet blev der ikke rørt ved. I stedet satte redaktionsudvalget sin lid til forestillingen om, at man ved at definere rettigheder som almengyldige moralske begreber kunne fremelske en global bevidsthed om rettigheder hos dem, man kaldte ’almindelige mennesker’. Der blev også lagt et tavshedens slør hen over spørgsmålet om Gud. Den brasilianske delegation foreslog, at Artikel 1 skulle indeholde det princip, at mennesket ’er skabt i Guds billede’ og ’udstyret med fornuft og samvittighed’. Kommunistiske og ikke-kommunistiske delegationer var enige om at afvise disse totemlignende henvisninger med den begrundelse, at de ville svække erklæringens universelle appel. Brasilianerne forsøgte sig igen med at erstatte ’skabt i Guds billede’ med ’af naturen’, men den nationalistkinesiske delegerede overtalte dem til at ’forskåne udvalgets medlemmer for den ubehagelige opgave at stemme om et princip, som i virkeligheden ligger uden for den menneskelige dømmekrafts formåen’. Denne verdsliggørelse er blevet de globale menneskerettigheders lingua franca, ligesom engelsk er blevet det for den globale økonomi. Begge fungerer som den laveste fællesnævner, der gør det muligt for folk at foregive at være fælles om mere, end de egentlig er. Pragmatisk tavshed om grundlæggende spørgsmål har gjort det lettere for verdens meget forskellige kulturer at tilslutte sig.
Det, de tog med, var et bredtfavnende forsøg på at forbyde den form for retslære, som nazisterne havde brugt til at bøje retten i Tyskland. Bestemmelserne om retten til selv at vælge ægtefælle i Artikel 16, som har vakt så stor modstand i den islamiske verden, var faktisk slet ikke rettet mod islam, men mod Nürnberg-lovene, som forbød ægteskab mellem ariske og jødiske tyskere. Retten til at blive anerkendt som retssubjekt, som er nedfældet i Artikel 6, blev udtrykkeligt skrevet med den tyske ekspropriering af jødisk ejendom i tankerne. Bag det specifikke tilfælde med nazisternes retslære lurede skyggen af Holocaust. Indledningen fremmaner erindringen om ’barbariske handlinger, der har oprørt menneskehedens samvittighed’. Erklæringen er måske nok et barn af Oplysningen, men den blev skrevet på et tidspunkt, hvor Oplysningen befandt sig i sin dybeste tillidskrise. Holocaust gjorde erklæringen mulig, men samtidig var dens indflydelse også dybt paradoksal. Erklæringen tegner billedet af en verden, hvor mennesker, der oplever, at deres borgerlige og politiske rettigheder bliver taget fra dem, kan anmode om beskyttelse på grundlag af deres rettigheder som mennesker. Under de borgerlige og politiske rettigheder lå med andre ord de naturgivne. Men Holocaust viste, at når først de borgerlige og politiske rettigheder var fjernet, var menneskene forvarsløse. Verdens-erklæringen ville genindføre forestillingen om menneskerettigheder netop i det historiske øjeblik, da de havde vist sig ikke at have nogen moralsk værdi. Dette paradoks er grunden til, at vi lige siden har levet med en splittet samvittighed i forholdet til menneskerettighederne. Vi forsvarer menneskerettigheder som almengyldige moralske begreber i fuld bevidsthed om, at almengyldige moralske begreber ikke vil standse dem, der er opsat på massakre og fordrivelse, f.eks. i Kosovo. Men denne viden har vi levet med siden Holocaust. Holocaust afslørede, hvordan verden så ud, når naturretten blev sat ud af kraft, når rendyrket tyranni uhæmmet kunne sætte sin vilje igennem. Altså uden Holocaust ingen Verdenserklæring. Men alligevel var Verdenserklæringen måske aldrig blevet udarbejdet, hvis ikke tiderne havde sammensvoret sig om at udsætte ideologiske stridigheder, som ellers kunne have fået den til at strande. I februar 1947 var Den Kolde Krig allerede i gang, men endnu ikke så forgiftet af atomparanoia, at den umuliggjorde alle fremskridt.
Kun fem år senere havde hele scenen ændret sig. Den progressive politik var i defensiven. Sovjetunionen havde afprøvet en brintbombe. Fremtrædende politikere i Tjekkoslovakiet var blevet dræbt efter ordre fra Moskva. Kina var faldet til kommunisterne; McCarthy forfulgte den foregående periodes liberale internationalister; den republikanske senator John Bricker tordnede mod FN’s menneskeretsdokumenter som ’fuldstændig fremmede for amerikansk lov og tradition’. En af John Foster Dulles første handlinger som ny udenrigsminister var at fjerne Mrs. Roosevelt fra FN s menneskeretskomite og proklamere, at USA ikke ville ’være med til nogen menneskeretstraktat, som bliver vedtaget af FN’. USA indstillede i realiteten alle bestræbelser for at gøre erklæringen til en bindende pagt. Amerikanske udenrigsministre fra Dulles til Kissinger betragtede menneskerettighederne som en kedsommelig forhindring for at føre stormagtspolitik. Fra 1948 til Helsinki-slutakten i 1975 var der to menneskeretskulturer i verden den socialistiske og den kapitalistiske. Den ene gav sociale og økonomiske rettigheder forrang, mens den anden satte borgerlige og politiske rettigheder øverst. Sterile polemikker mellem de to gjorde en ægte global menneskeretskultur umulig. I tilbageblik kan man se, at den periode i 1948, hvor det kunne lade sig gøre at formulere Verdenserklæringen, var uhyre kort. Så kort, at man meget vel kan spørge sig selv, hvordan det lykkedes at få en global menneskeretsbevægelse i stand. I sin veldokumenterede og grundige bog (NGO’s and the Universal Declaration of Human Rights: A Curious Grapevine, red.) hævder William Korey, at den globale udbredelse af menneskerettighederne står mere i gæld til uafhængige organisationer som Amnesty International og Human Rights Watch end til FN eller medlemslandenes regeringer. I begyndelsen var det relativt let at udpege synderne pariastater som Sydafrika mens det var sværere at gøre noget ved f.eks. Sovjetunionen, der var urørlig til op i 1980’erne. Endnu engang var det pres nedefra især fra amerikanske jødiske grupper, som krævede fri udrejse for sovjetiske jøder der tvang politikerne til at handle, f.eks. ved at støtte Jackson-Vanik loven fra 1974. Lidt efter lidt kom menneskerettighederne på dagsordenen på de amerikansk-sovjetiske topmøder.
Fremvæksten af et globalt marked har hjulpet med at udbrede menneskerettighederne, fordi markedet nedbryder traditionelle sociale strukturer og fremelsker selvbevidste personligheder. Men mens det er rigtigt, at markedet skaber individer, har disse individer ofte brug for menneskerettighederne til at beskytte dem mod markedets uværdige og uanstændige sider. Dertil kommer, at den værdighed, en person forsøger at beskytte, ikke nødvendigvis udspringer af vestlige modeller. De kvinder i Kabul, der henvender sig til vestlige menneskeretsorganisationer om beskyttelse mod Taliban-militsen, har intet ønske om ikke at være muslimske hustruer og mødre; de vil kombinere respekt for deres traditioner med visse universelle rettigheder, f.eks. retten til at få en uddannelse eller blive behandlet af en kvindelig læge. De håber, at organisationerne vil beskytte dem mod at blive slået og forfulgt, fordi de kræver den slags rettigheder. Menneskerettighederne er blevet globale, men de er også blevet lokale. Ikke-vestlige kritikere af menneskeretssproget anklager det for individualisme og for at fremhæve individuelle rettigheder på bekostning af sociale pligter. Men det er måske netop det, der gør det så attraktivt f.eks. for kvinder, der er i klemme i samfund, hvor mænds undertrykkelse støttes af vaner, love og religion. Det er simpelthen ikke rigtigt, når islamiske og asiatiske kritikere hævder, at menneskerettighederne påtvinger deres samfund en vestlig livsstil. Selv om menneskerettighederne er individualistiske, så kræver de ikke, at tilhængerne kaster al anden kulturel tilknytning over bord. Det, der ligger i Verdenserklæringen, er derimod retten til at vælge, og især retten til at rejse, hvis man bliver nægtet valget. Menneskeretssproget ville aldrig have vundet global udbredelse, hvis der ikke havde været tale om virkelig attraktive principper for millioner af mennesker især kvinder i teokratiske, traditionelle eller patriarkalske samfund. Det samme pres nedefra fungerede i de revolutioner for flere rettigheder, der fejede hen over Østeuropa i 1970’erne og 1980’erne.
Når vi ser tilbage, står det klart, at Helsinki også var udtryk for, at den socialistiske version af menneskerettighederne havde kapituleret over for den vestlige konkurrents ambitioner om universalitet. Efter Helsinki var der ikke længere to menneskeretskulturer i verden, men kun én. Men samtidig med at menneskerettighederne har udviklet sig fra en oprørsk trosbekendelse til en officiel ideologi, har den mistet noget af sin moralske kraft. Demokratiske ledere foregiver at fremme menneskeretsdagsordenen; og verdens mange tyranner foregiver at lytte. Som præsident Clinton har måttet sande, resulterede hans opmuntring til menneskeretsaktivister under hans sidste besøg i Kina blot i den mest omfattende forfølgelse af systemkritikere siden Den Himmelske Freds Plads i 1989. Som 50-årig befinder menneskerettighederne sig i det, Morsink kalder en midtvejskrise. NGO’erne udgør en stor, amorf bevægelse, men mange af dens medlemmer er midaldrende og bundet til deres kontor; deres energi udvandes i indbyrdes konkurrence om penge og PR. NGO’ernes evne til at sætte ord på den offentlige skam deres væsentligste ressource er blevet mindre. Sproget er også blevet devalueret af krav om, at Vesten anerkender en ret til udvikling, som består i overførsel af ressourcer fra rige lande til fattige. Eftergivelse af gæld er en god sag, og det samme er kampagner for at øge de latterligt lave beløb, de rige lande bruger til bistand og udvikling i de fattige. Men gode sager bliver ikke bedre af at blive blandet sammen med rettigheder. Rettighedsinflationen reducerer den reelle værdi af menneskeretssproget. Der kommer flere og flere menneskeretstraktater, -organisationer og -instrumenter, og alligevel holder overgreb mod menneskerettighederne trit, både i omfang og indhold. Det er til dels et succesproblem overgrebene er blevet synlige men det er også et tegn på fiasko. Ingen periode har nogensinde været så bevidst om kløften mellem det, der praktiseres, og det, der prædikes. Cambodja, Sudan, Bosnien, Tjetjenien og nu Kosovo viser, at en global bevidsthed om menneskerettigheder ikke har formået at standse udbredelsen af det, tidligere FN-generalsekretær Boutros Boutros-Ghali engang kaldte dødskulturen.
Ikke-vestlige fjender af menneskerettighederne tager erklæringer om universalitet som et eksempel på vestlig arrogance og ufølsomhed. Men den egentlige betydning af universalitet er konsekvens: Vesten er forpligtet til at praktisere det, den prædiker. Det sætter konstant Vesten på prøve mindst lige så meget som resten af verden. Et ægte universely menneskerests-regime kunne meget vel sætte de love om dødsstraf, der er indført i 28 amerikanske stater, på linje med den sharia-lov, der foreskriver død ved stening for ægteskabsbrud. Mens den moralske strid mellem Vesten og resten lægger beslag på størstedelen af opmærksomheden, er det virkeligt interessante, at den moralske enighed i Vesten er begyndt at splintre. Den amerikanske rettighedstænkning var engang en del af den fælleseuropæiske naturretstradition, men denne følelse af fælles forankring konkurrerer nu med en (...) overbevisning om, at ingen internationale retsregler kan lære Jeffersons og Lincolns land noget om rettigheder. Denne narcissisme forstærkes af den berusende følelse af at være verdens mest succesfulde land og eneste supermagt. USA’s menneskerets-politik bliver mere og mere særpræget og mere og mere paradoksal: En nation med store menneskerets-traditioner, der fører an, når krænkelser af menneskerettighederne i verden skal fordømmes, men opfører sig som en slyngelstat, når det gælder internationale juridiske konventioner. USA var det sidste land, der ratificerede Konventionen om Folkemord, og det eneste, der endnu ikke har ratificeret Konventionen om Barnets Rettigheder. Det er det eneste udviklede vestlige land, som stadig har dødsstraf, og det eneste ud over Libyen, Saudi-Arabien, Iran og Kina, der stadig henretter unge, retarderede og mentalt syge. Denne ligegyldighed over for internationale retsnormer vækker raseri hos USA’s allierede. Både Canada og Paraguay har for nylig protesteret mod, at nogle amerikanske stater ikke vil give udenlandske statsborgere på dødsgangen adgang til at tale med deres ambassade eller konsulat, sådan som det er foreskrevet i Wienerkonventionen. I sagen om en canadier, der venter på at blive henrettet for mord i Texas, blev det hævdet, at en sådan adgang ville have gjort det muligt for den anklagede at skaffe sig et alibi. Både Human Rights Watch og Amnesty har påvist, at internationale menneskerets-observatører i vidt omfang er forment adgang til amerikanske fængsler. De amerikanske myndigheder ignorerer internationale rapporter om krænkelser af menneskerettighederne i USA, især i fængslerne og med hensyn til lokale politistyrkers brutalitet, samtidig med at de forfægter menneskerettighedernes universalitet i andre lande.
USA har også ført an i modstanden mod en permanent international domstol, der skal dømme i sager om forbrydelse mod menneskeheden. På den FN-konference i Rom, som i juli sidste år vedtog at oprette domstolen, stemte USA sammen med Iran, Irak, Kina, Libyen, Algeriet og Sudan imod det, der kan vise sig at blive den vigtigste institution på menneskerets-området i det næste århundrede. Det giver dødsstødet til domstolen, fordi dens effektivitet afhænger af, at den har universel jurisdiktion. Det er ikke kun isolationistiske amerikanske senatorer som Jesse Helms, der er imod en permanent international domstol. Det samme er folk, der opfatter sig selv som gode internationalister, f.eks. forfatteren David Rieff, der opfordrede til effektiv amerikansk intervention for at standse krigen i Bosnien. I en artikel for nylig hævder han, til en vis grad med rette, at de indrømmelser, der blev givet amerikanerne, har tømt den internationale domstol for indhold. De slyngelstater, som ikke ratificerer traktaten hvad enten det er Irak eller USA vil ikke acceptere domstolens jurisdiktion eller udlevere deres krigsforbrydere til den. Mere generelt protesterer Rieff mod selve tanken om, at juridisk behandling ved domstole og tribunaler er et adækvat svar på de rædselsvækkende krænkelser af menneskerettighederne i Cambodja, Rwanda, Bosnien og Sudan. Den eneste pålidelige afskrækkelse er ifølge Rieff magt eller truslen om magt fra USA og dets allierede. Flere traktater, flere tribunaler, større bevidsthed om menneskerettighederne og flere FN-organisationer betyder kun lidt eller ingenting, hvis ikke en supermagt er fast besluttet på at standse etnisk udrensning, folkemord eller territoriel aggression. Rieff hævder endda, at fortalerne for domstolen synes at tro, at juridisk afskrækkelse kan erstatte effektiv brug af militær magt til at standse overgreb mod menneskerettighederne. ’Det er’, skriver han, ’domstolen, der er den sidste fortvivlede udvej. Den egentlige begrundelse for den udspringer af håbet om, at juraen på en eller anden måde kan redde os ud af situationer, som politik og statsmandskunst ikke har formået at frelse os fra’. Hans argumentation forekommer mig at være svag. Selv om vi accepterer, at menneskeretsnormer ikke virker afskrækkende, behøver vi ikke konkludere, at de er værdiløse. Vi tror fortsat på lov og ret i nationalstater, selv om vores hjemlige love ikke er afskrækkende nok. Internationale domstole tilvejebringer konkrete sandheder, som gør det sværere for fremtidige regimer at forfalske historien. De heldigt gennemførte retssager mod højtstående rwandiske politikere og embedsmænd for folkemord ved Arusha-tribunalet og dommene over krigsforbrydere fra alle sider i den bosniske konflikt i Haag har faktisk brudt den straffrihedens spiral i det mindste for netop disse barbarer. Hvis krigsforbryderdomstolen får held til at hævde sin uafhængighed af stormagterne, vil den bidrage til et internationalt system, som ikke giver fremtidige Pinochet er og Pol Pot er mulighed for at gemme sig. Den historiske betydning af de sidste 50 års menneskerets-sprog er på længere sigt, at det er begyndt at undergrave statsoverhoveders ukrænkelighed og retfærdiggøre effektiv politisk og militær intervention. Ville USA have grebet ind i Bosnien, hvis ikke den internationale opinion i løbet af næsten 50 års var kommet til det resultat, at der er forbrydelser mod menneskeheden og krænkelser af menneskerettighederne, som må straffes, uanset hvor de optræder? Ville der have været en sikker zone for kurderne i det nordlige Irak? Ville vi være i Kosovo? Rieffs desillusionerede holdning over for FN og menneskerets-aktivismen får ham til at længes nostalgisk efter en westfalsk orden med ubegrænset statssuverænitet, kontrolleret af et stærkt USA. I en sådan verdensorden ville det i tilfælde af forbrydelser mod menneskeheden være op til amerikanske krydsermissiler og i sjældne tilfælde amerikanere marinere, at straffe dem. Det kan være en behagelig tanke for amerikanerne, men det gør selv USA s venner urolige. Den udfordring, der ligger foran os, består i at finde en definition på retten til intervention i en anden stats anliggender, som ikke er så bred, at den autoriserer amerikansk imperialisme, og ikke så snæver, at den gør os til passive tilskuere til rædselsgerninger. I løbet af de næste 50 år kan vi vente at se den moralske konsensus, som var bærende for Verdenserklæringen i 1948, splintre endnu mere. Trods alle fraser om fælles værdier er afstanden mellem USA og Europa med i spørgsmålet om rettigheder voksende, ligesom afstanden mellem Vesten og Resten ikke kan undgå også at vokse. Det betyder ikke enden på menneskerets-bevægelsen, men det betyder, at den langt om længe er blevet voksen og erkender, at vi lever i en verden med flere kulturer, som har ret til at tale med samme vægt i striden om, hvad vi kan og ikke kan, bør og ikke bør gøre mod andre mennesker. I denne strid er den fælles grund måske ret begrænset: Den er ikke meget andet end den grundlæggende intuition, der siger, at det, der er smerte og ydmygelse for dig, også må være smerte og ydmygelse for mig. Men det er allerede noget. I en sådan fremtid for ligemænd er rettighederne ikke det universelle credo i et globalt samfund, men noget langt mere begrænset og dog lige så værdifuldt: De er den fælles grund, hvor vi kan begynde at diskutere. Den største uenighed står om, hvilke midler vi vælger til at forfølge de mål, vi er blevet enige om. Svagheden ved menneskerets-sproget er, at det moraliserer politiske mål, samtidig med at det hæmmer os i valget af midler. Der er tider f.eks. lige nu i Kosovo hvor vi er nødt til at være lige så hensynsløse og resolutte i vores valg af midler, som vi må være højsindede i valget af mål.
