John Maynard Keynes
John Maynard Keynes (1883-1946) er en af verdenshistoriens mest toneangivende økonomer og ophavsmand til den socialøkonomiske teori, vi i dag kender som makroøkonomi. Ifølge Keynes bør finansielle kriser og arbejdsløshed bekæmpes ved at styre efterspørgsel på varer og arbejdskraft via statsregulering af valuta. I modsætning til de såkaldte monetarister, mener Keynes, at man bedst dæmmer op for krisetegn ved at stimulere økonomien med flere statsmidler. Med makroøkonomien som grundtanke, er det måske heller ikke så overraskende, at Keynes var en indædt modstander af Ver-sailles-traktaten og ikke mindst den enorme krigsskadeerstatning – hen mod 9 milliarder dollars – som de allierede afkrævede Tyskland. For Keynes ville krigsskadeerstatningen uundgåeligt resultere i en tysk økonomisk krise, der siden ville brede sig til det øvrige Europa.
Kilde: John Maynard Keanes:The Economic Consequences of Peace.
Traktaten tager ingen højde for Europas økonomiske rehabilitering – der er intet forsøg på at gøre centralmagterne til gode naboer igen, intet der kan stabilisere Europas nye stater, ingen forsøg på at få Rusland tilbage; traktaten gør heller intet for at skabe økonomisk solidaritet mellem de allierede selv; I Paris fik man ikke etableret nogen ordning for genoprettelsen af Frankrigs og Italiens ødelagt økonomier eller for at tilpasse den gamle verdens systemer til den nye tid.
Fire-Rådet (Frankrig, USA, Storbri-tannien, Italien) gav ikke disse sager den mindste omtanke, fordi de havde travlt med andet – Clemenceau med et smadre sin fjendes økonomiske liv, Lloyd George med at bringe en god handel med sig hjem, Præsidenten med ikke at gøre noget der ikke var retfærdigt og rigtigt. Det var et fundamentalt faktum at Europas økonomiske problemer, sult og opløsning, var det eneste spørgsmål, som var umuligt at fange De Fires interesse for. Spørgsmålet om krigsskadeerstatning var det emne af økonomisk art, og det spørgsmål blev besvaret som var det et problem af teologisk, politisk eller stemmemæssig karakter – kort sagt, udfra enhver anden vinkel end fra den økonomiske fremtid for de stater, hvis skæbne de stod med i hænderne.
[…]
Den fare vi således står over for, er et skarpt fald i de europæiske folks levestandard og dét i en sådan grad, at de vil blive ramt af hungersnød (som det allerede er tilfældet i Rusland og til dels i Østrig). Mennesker accepterer ikke altid en stille død. Sult gør nogle mennesker sløve og hjælpeløse, gør andre nervøse, ustabile, desperate og gale. Og disse mennesker kan i deres desperation vælte de sidste rester af det organiserede samfund, og derved, i deres søgen på desperat tilfredsstillelse af individets overvældende behov, civilisationen selv […].
