Stuart Hall om thatcherismen
Kultursociologen Stuart Hall er en af Stor-britanniens mest fremtrædende venstre-orienterede tænkere. Det var blandt andet Hall, der i firserne, som led i hans kritiske analyser af Thatchers-regeringens succes, ’skabte’ begrebet Thatcherisme. Desuden har Stuart Hall, som selv stammer fra Trinidad, i årenes løb sat et markant præg på debatten om den britiske multikulturalisme.
Artikel fra New Internationalist, oktober 1988.
Velfærdsstatens bitre død
Igennem tre valgperioder har Thatcheris-men omdannet Storbritanniens økonomi-ske, politiske og kulturelle landkort – og eksporteret sine ideer til lande over hele kloden.
Efter anden verdenskrig og ’De sultne tredivere’ opstod en stiltiende konsensus mellem de to ledende politiske partier om, hvordan Storbritanniens grundlæggende form skulle se ud i fremtiden. I centrum af denne konsensus, var en erkendelse af, at staten skulle have lov til at blande sig i økonomien for derved at kunne regulere de frie markedskræfters ujævnheder – og for at indføre en grad af offentlig interesse.
Det er denne underliggende konsensus, som Thatcherismen i øjeblikket er ved at demontere og ødelægge. Det tøjlesløse frie marked og virksomhedskulturen er hoved-elementerne i den nye konsensus, den nye common sense, som Thatcher forsøger at skabe.
Denne demontering er meget frem-skreden. Men det væsentlige, at forstå, er, at denne omstrukturering af samfundet, ved hver en drejning, er sket side om side med en ideologisk offensiv konstrueret til at vinde hjerter og hjerner og til gradvist at omforme kulturen selv. Hver eneste beslutning er blevet pakket ind i ideologi, således at den har appelleret til visse gruppers snævre egeninteresser og derved solgt dem en helt ny selvopfattelse. Vælgerne er blevet tilbudt et image af privat succes, således at de har identificeret Thatchers projekt som noget positivt.
Denne langsigtede og dybe omdannelse af nationens kulturelle og moralske liv er netop dét, der har placeret Thatcherismen i førersædet og som gør det til en ’hegemonisk’ kraft i politik: En kraft, der ikke blot forsøger at sikre vælgernes opbakning i det politiske system, men som forsøger at tilpasse hele samfundet til sit eget projekt. Målet er, kort sagt, ikke blot at omdanne samfundet, men at underminere selve tanken bag socialt samarbejde, gensidig hjælp, og støtte til de underprivilegere, som ellers har formet venstrefløjens ideologiske grundlag. På dens sted forsøger Thatcherismen nu at institutionalisere en ny social etik – egeninteressens etik.
Alligevel har de, der står i opposition til Grådigheden Politik, en meget svær sandhed at lære. Thatcherismen beskæftigede sig med virkelige problemer. Den trækker sit rationale og sin logik fra virkelige, ny udviklinger i samfundet og i økonomien. Og den succes har afsløret svagheder i det velfærdsstatsdominerede socialdemokrati, som Labour har været så dybt forankret i. Det er ikke forkert, at sige, at Storbritannien må modernisere sig. Problemet med Thatcherismen, er ikke dens ønske om at ændre, men snare karakteren af de ændringer, den har sat i bevægelse.
Problemet er, at venstrefløjen ikke er overbevist om behovet for forandringer. Den kan ikke præsentere alternative scenarier, som kan appellere bredt til mange dele af samfundet, som ikke har ladet sig overbevise af Thatcherismen, og ingen vision, der kan fange den populære ånd eller bygge en ligeværdig populær modpolitik. Venstrefløjen tøver ligefrem med at acceptere de i sandheden historiske dimensioner af den historiske drejning, Thatcherismen har defineret.
[…]
Meget af venstrefløjen klæber sig til den tro, at det med lidt held stadig er muligt at vende tilbage til det gamle Keynes-inspirerede velfærdstatsspil. Og den drukner i dette gode men urealistiske alternative, dels fordi den egen filosofi og organisation ebbede frem af de gamle strukturer, som Thatcherismen nu er ved at bryde ned. Desværre er Keynes alternativ, selv blandt det Nye Højres fjender, ikke længere overbevisende.
Dét, der virkelig er behov for, er politisk forestillingsevne. Vi bliver nødt til at kunne forestille os et alternativt samfund – et, der er mere lige og retfærdigt, mere demokratisk og mere tolerant, og mindre nationalistisk. Et, hvor individuelle interesser ikke er forankret i en ørkesløs konkurrerende kamp mod det gode, men hvor principper som borgerskab, social retfærdighed og tolerance bliver progressivt institutionaliseret i en mere lydhør og mindre bureaukratisk stat. Hvor almindelige mennesker i højere grad vil have magt til i fællesskab at forme deres kollektive liv.
Den slags ideer er Thatcherismen ganske fremmed […].
