Thatchers Bruges-tale
Margaret Thatchers tale i Bruges 20. september 1988 var på mange måder tærskelen til et nyt kapitel i de konservatives historie. I sin tale fremstillede den britiske premierminister blandt andet EU som en trussel mod de europæiske nationalstaters suverænitet, forsvarede en styrkelse af det transatlantiske samarbejde og langede ud mod de handelsbarrierer, hun mente man var i færd med at skabe. Hvis sprækkerne allerede var ved at vise sig, så sørgede Thatchers Bruges-tale for at galvanisere den uenighed i partiet, der få år senere resulterede i, at hun blev væltet som leder.
Kilde: The Bruges Group
Vi briter har ydet et helt specielt bidrag til Europa. I århundreder har vi kæmpet for at forhindre, at Europa skulle falder i hænderne på én dominerende magt. Vi har kæmpet og vi er blevet slået ihjel for hendes frihed. Kun få mil herfra ligger kroppene af 120.000 britiske soldater, der kæmpede i Første Verdenskrig. Havde det ikke været for denne offervilje, var Europa blevet forenet meget tidligere – men ikke i frihed, ikke i retfærdighed.
[…]
Det Europæiske Fællesskab tilhører alle dets medlemmer. Det bør reflektere alle medlemmers traditioner og ønsker.
Og lad mig gøre det klart. Briterne drømmer ikke om nogen hyggelig isoleret tilværelse på kanten af Det Europæiske Fællesskab. Det betyder ikke, at vores fremtid kun findes i Europa. Men sådan er det heller ikke for hverken Frankrig, Spanien eller for noget andet medlem.
Fællesskabet er ikke et mål i sig selv. Ej heller er det et institutionelt instrument, der konstant skal modificeres i forhold til et eller andet abstrakt intellektuelt koncepts diktat. Det bør heller ikke forbenes ved endeløs regulering. Det Europæiske Fællesskab er det praktiske middel hvormed Europa kan sikre sig en rig og sikker fremtid for sine folk i en verden, der består af mange magtfulde nationer og statsgrupperinger.
Vi europæere har ikke råd til at spilde vores energi på interne slåskampe og for-ældede institutionelle debatter. De er ikke noget substitut for effektiv aktion. Europa må være forberedt på at til fulde bidrage til sin egen sikkerhed og til at konkurrere han-delsmæssigt og industrielt i en verden, hvor de lande, der støtter det private initiativ og iværksætterånden, og ikke de, der forsøger at forhindre det, bliver belønnet.
[…]
Lad Europa forblive en familie af nationer, som forstår hinanden bedre, værdsætter hinanden mere, samarbejder mere, men lægger lige så meget vægt på vores nationale identitet som på vores fælles projekt.
Lad os skabe et Europa, der spiller sin fulde rolle i den videre verden, som ser udad og ikke indad, og som bevarer det Atlantiske Fællesskab – det Europa, der eksisterer på begge sider af Atlanten – som er vores ædleste arv og største styrke.
