Poverty Is the New Black
Teksten er et uddrag fra rapporten Three Faces of British Racism, forfattet af den britiske organisation Institute of Race Relation. Rapporten blev sat sammen efter at stærkt højreorienterede grupper i sommeren 2001 fremprovokerede raceuroligheder i flere nordengelske byer.
Racismen har altid været et instrument til diskriminering og et værktøj til udnyttelse. Men den manifesterer sig som et kulturelt fænomen, som kan påvirkes af kulturelle løsninger, for eksempel i form af multikul-turel undervisning og promovering af etniske identiteter.
Det betyder dog ikke, at man udjævner de økonomiske uligheder, blot fordi man løser de kulturelle uligheder. Racisme betinges af økonomiske imperativer, men omsættes i kulturen; via religion, litteratur, kunst, videnskab og medierne.
Hvilken af disse, der hersker i en bestemt epoke, afhænger af det økonomiske system. I den primitive akkumulations tid, da spanske conquistadorer udplyndrede den nye verden og lagde fundamentet til kapitalismen, støttede den katolske kirke ideen om at indianerne var undermennesker og født til slaveri, og som derfor kunne udnyttes eller udryddes efter for godt befindende.
I søfartshandelens tid blev disse racistiske ideer sekulariserede via populær litteratur og uddannelse og legitimerede således handelen med slaver.
Med udviklingen af industriel kapitalisme og dens naturlige følge, kolonialismen, blev disse racistiske ideer forankret i en systemisk racistisk ideologi, der gjorde alle ’farvede’ folk racemæssigt og kulturelt underlegne.
Ved slutningen af det 19. århundrede, da det imperiale eventyr havde nået sit klimaks, begyndte denne idé om racemæssig overlegenhed at antage en pseudovidenskabelig form via Socialdarwinismen, som yderligere populariserede ideen om racehierarkierne.
I dag, under den globale kapitalisme – som i sin skånselsløse jagt på nye markeder og sanktioner over for rigdom, har fremprovo-keret etniske krige og sendt hele folk på flugt – er den racistiske tradition for dæmonisering og udelukkelse blevet et værktøj til at holde selv hvide flygtninge og asylansøgere ude med den begrundelse, at de nasser og at de er ’fremmede’, som kun er ude på at stjæle vestens rigdomme og ødelægge dens nationale identiteter.
Dæmoniseringens retorik er racistisk, men udelukkelsens politik er økonomisk: Et for-spil til skabelsen af en underklasse af inter-nationale undermennesker.
Engang dæmoniseredes de sorte for at ret-færdiggøre slaveriet. Dernæst dæmoniseredes de ”farvede” for at retfærdiggøre kolonialismen. I dag dæmoniseres asylansøgere for at retfærdiggøre global den kapitalisme. Og her i mediealderen er det dæmoniseringen, der opstiller populærkulturens parametre, inden for hvilke denne udelukkelse finder sit eget rationale – sædvanligvis forklædt som xenofobi, frygten for de fremmede.
[…]
