Hvidt slaveri i London
The Link, nr. 21 (Lørdag, 23. juni, 1888).
Annie Besant (1866-1933) var en af sin tids mest fremtrædende sociale kritikere. Hun var en stærk fortaler for arbejderes og kvinders rettigheder, og senere en skarp kritiker af den britiske imperialisme, ikke mindst i forbindelse med Indiens løsrivelsesproces. I sommeren 1888 besøgte hun tændstiksfabrikken Bryant & May og skrev derefter en artikel om arbejdsvilkårene på stedet. Fabrikkens aktionærer havde netop fået udbetalt dividender, som ifølge Besant var »monstrøse«: »Lad os se nærmere på, hvor overskuddet til disse monstrøse dividender stammer fra«, skriver hun i The Link, et socialt engageret blad, hun selv havde stiftet:
Arbejdsdagen begynder klokken 6.30 om sommeren og klokken 8 om vinteren, og slutter klokken 18.00. De ansatte får en halv time til morgenmad og en time til aftensmad. Denne lange arbejdsdag udføres af helt unge piger, som er tvungne til at stå op hele dagen. Et typisk eksempel er en pige på 16, en stykarbejder; Hun tjener 4 shillings om ugen og deler værelse med sin søster, der er ansat i samme virksomhed. Søsteren »tjener godt, så meget som 8 eller 9 shillings om ugen«. Af lønnen betaler hun 2 shillings i husleje for et enkelt værelse; barnet lever udelukkende af brød, smør og te, både til morgenmad og aftensmad. Hun fortæller med levende øjne, at hun en gang om måneden får et rigtigt måltid »med kaffe, brød og smør, syltetøj, og masser af det!«;
[…]
Af den overdådige løn på 4 shillings, skal hun desuden betale strafafgifter; Hvis hun sætter ’brændte’ – tændstikker, der er gået ild i under arbejdet – på arbejdsbordet, koster det 1 pence; hvis hendes fødder er beskidte, eller hvis der ikke er pænt ryddet op på arbejdsbordet, afkræves hun et strafgebyr på 3 pence; hvis en af pigerne efterlader 4 eller 5 tændstikker på sit bord, når hun henter en ny ’ramme’, er straffen 3 pence, og i nogle afdelinger straffes pigerne med 3 pence, hvis de fanges i at tale sammen. Hvis en pige kommer for sent, lukkes hun ude en halv dag og bliver trukket 5 pence af dagens samlede løn på 8 pence. Lønnen dækker desuden et slag fra formanden i ny og næ; han fremtræder som en gentleman af vekslende temperament, som ’klapser’ dem »når han er i dårligt humør«…
Besants beretning om de ringe arbejdsforhold hos Bryant & May vakte stor harme, både hos fabrikkens ledelse, der følgende forsøgte at få de ansatte piger til at skrive under på, at beskrivelsen var usand, og blandt Londons liberale kredse, der fulgte sagen op med en debat om tilstanden for arbejdere generelt.
Uddrag fra Annie Besant: An Autobiography, 2nd ed. T. Fisher Unwin, 1893:
Jeg blev prompte sagsøgt, men det kom der intet ud af, så var det lettere at angribe pigerne. Et par dage senere blev Fleet Street invaderet af pigerne, som krævede at tale med Annie Besant. Tre kvinder kom frem til mig og fortalte deres historie: Man havde bedt dem om at skrive under på, at de blev behandlet godt og at min beskrivelse af forholdene var usand; de nægtede. »Du har talt for os«, sagde den ene, »og vi ville ikke vende dig ryggen«. En af pigerne var blevet truet med fyring, hvis hun ikke skrev under. Hun nægtede, og den følgende dag blev hun fyret for en mindre fejl. Samtlige 1400 piger forlod deres arbejde i sympati og en gruppe af dem besluttede sig for at opsøge mig for at spørge, hvad de nu skulle stille op.
De følgende dage lykkedes det Besant at skabe så megen kontrovers, at sagen endte i parlamentet. Bryant & May endte med at sætte lønningerne op og skrinlægge ordningen med strafgebyrer. Desuden mundede tændstikspigernes ’revolution’ ud i etableringen af Fagforeningen for Tændstiksarbejdere.
