Tekst 10 (2. udg.)/Tekst 8 (3. udg.): De ville ændre verden

Den følgende tekst går bag om motiverne hos de dømte i Blekingegadesagen. Hvad ville de opnå og hvordan spørger journalisten Betina Bendix, der er forfatter til bogen ”Blekingegade 2, 1.th” (1994), hvorfra den følgende tekst er et uddrag.

Tre af de dømte fra Blekingegade­gruppen optræder i dag i Vridsløselille Statsfængsels kartotek. Slår man op under fange nummer 14 støder man på Torkil Lauesens navn. Niels Jørgensen har fået nummer 86. og nummer 91s journal indeholder oplysninger om Jan Weimann. Tre celler på hver otte kvadratmeter udgør deres hjem.

I Østre Landsret tilstod Torkil Lauesen et groft røveri mod en pengetransport fra Købmagergades postkontor i København, hvor en ung betjent døde, og en postfunktionær fik så kraftige psykiske mén, at han ikke turde vidne i retten. Røveriet gav 13 millioner kroner, som Blekingegadegruppen sendte til befrielsesbevægelser i den tredje verden. Jan Weimann og Niels Jørgensen nægtede begge at have deltaget i røveriet, men beviserne talte imod dem, og nævningene kendte dem skyldige.

Blekingegadegruppens motiv til at begå røveriet mod Købmagergades postkontor får ingen betydning for dommen. Selv om der i starten var lagt op til, at retten ville bruge straffelovens paragraf 114 – den såkaldte terror-paragraf, endte det med, at tre af gruppens medlemmer blev idømt den strengeste straf, som et røveri kan give, uanset motiv. Der er meget snak om motivet under retssagen, men nævningene så altså bort fra, at pengene var gået til befrielsesbevægelser i den tredje verden.

»Jeg betragter mig kun som politisk fange, når jeg får en særlig behandling af justitsministeriet,« siger Torkil Lauesen. Han kan godt forstå, at myndighederne er nødt til at spærre ham inde og er på det rene med, at samfund ikke kan tolerere røverier. Men samtidig føler han ikke, at det var forkert at snuppe postvæsenets penge, når de blev givet til et godt formål. »Det er klart, at vi forarger folk. Jeg mener selvfølgelig ikke, at jeg er en bandit. Men et samfund, som består af bankrøvere går til grunde,« forklarer han. Torkil Lauesen klager ikke over, at han nu kigger ud af vinduer med tremmer for. Han erkender, at han overtrådte straffeloven. Et samfund må bekæmpe enkelte gruppers trang til at lave et røveri – uanset formål. Men han understreger, at røveriet ikke var en politisk handling rettet mod den danske statsmagt. Det var ikke et led i en revolutionær kamp rettet mod den danske stat, påpeger han og mener, at han kan forsvare sine forbrydelser med politiske argumenter. Også Jan Weimann synes, at det er rimeligt han sidder i fængsel. Endda dele af avisernes fordømmelse forstår han, selv om han selvfølgelig er uenig. »Generelt set er det forkert at lave et røveri. På en måde er det jo en mærkelig ting, vi har foretaget os. I Danmark lever vi under demo­kratiske spilleregler, og så finder vi ud af, at vi må overføre nogle penge illegalt til befrielsesbevægelser. I princippet en bindegal tanke, som er dukket op af en dyb politisk overbevisning, som jeg stadig har,« siger han. Niels Jørgensen er enig i at han ikke er politisk fange. Men han tilføjer: »Om ti år bliver vores sag givetvis opfattet som politisk. Måske bliver vi til den tid dårlig nok opfattet som kriminelle.«

»Vores motiver til at bryde straffeloven er klart politiske. Jeg ville da aldrig bryde loven, hvis der ikke lå et politisk motiv bag,« fastslår Niels Jørgensen og fortsætter:

»Vi mener selvfølgelig, at samfundet skal have et sæt lovregler. Det er ikke i orden at stjæle, røve og rane fra andre. Det er der ingen af os, som går ind for.

Men den politiske situation for palæstinenserne gjorde, at vi tillod os noget andet.«

Han forklarer, at Danmark allerede i 1947 stemte for, at landet Palæstina skulle deles i to: En jødisk og en palæstinensisk del. Efter krigen i 1948 garanterede FNs sikkerhedsråd i en resolution, at de førhen statsløse palæstinensere kunne vende tilbage.

Men det skete ikke. Den vestlige verden overholdt ikke resolutionen. »Når Dan­mark og resten af den vestlige verden ikke overholder deres løfter og garantier til det palæstinensiske folk, så føler jeg mig heller ikke forpligtet til at overholde den danske straffelov. Jeg føler et ansvar som privatperson. Jeg valgte side til fordel for palæstinenserne i en meget ung alder. Det harmonerer måske ikke med den danske straffelov, men jeg ville fremme den palæstinensiske sag. Jeg traf det rigtige valg, og det er jeg stolt af,« siger Niels Jørgensen. 

Ville ændre verden

Blekingegadegruppens motiv til at røve var, at de ønskede at udligne styrkeforholdet mellem undertrykkerne og de undertrykte. Hjælpe befrielsesbevægelser i Afrika og Mellemamerika til magten. Og PLFP i kampen for et fædreland. På lang sigt, når de rigtige folk var ved magten i den tredje verden, ville forskellen mellem jordens rige og fattige være mindre, og retfærdigheden få bedre betingelser mener de.

Gruppen havde en dyb indsigt i de politiske grupper og organisationer som de støttede. Den var opnået gennem årelange studier. Medlemmerne i gruppen havde et indgående teoretisk og praktisk kendskab til situationen i den tredje verden. De rejste og så, hvordan folk blev undertrykt af diktatoriske ledere. Og de mente, at den vestlige verden inklusive Danmark var med til at holde liv i undertrykkelsen. De lå politisk på den alleryderste venstrefløj, og drømmen var, at de bevægelser i den tredje verden, som kæmpede for en socialistisk revolution, skulle blive stærke nok til at styrte diktatorerne. Derfor støttede de bevægelserne, først med penge fra lovlige aktiviteter som Tøj Til Afrika, senere med de røvede millioner.

Jan Weimann konstaterer, at forskellen mellem de slidsomt indsamlede legale midler og de røvede penge er så stor, at den har haft væsentlig betydning for de organisationer, de støttede. »Jeg mener, at verdens magt er skævt fordelt. De rige lande i nord udbytter de fattige i syd. Jeg prøvede at påvirke den magtbalance, og det tror jeg, at jeg har gjort – på en eller anden led. Jeg vil være med til at skabe uafhængighed for den tredje verden. Den skal befri sig fra undertrykkerne, altså den vestlige verden.« Jan Weimann opfatter verden som en kamp mellem nord og syd og gav penge til organisationer, der kæmper for det verdensbillede, som Blekinge­gade­gruppen tror på. Niels Jørgensen synes ikke, at forskellen på at sende tøj og røvede penge er så stor.

»Vi sendte det, de havde brug for. Der opstod hele tiden krav udefra. Bevægelser i Afrika havde brug for tøj, PFLP havde brug for pengene. Og der var ikke ret mange andre end os, som ville støtte dem. De havde hårdt brug for hjælp,« siger han.

»Vi lagde vægt på at støtte befrielses­bevægelser, som ville kæmpe sig ud af undertrykkelsen, organisationer, som ønskede at ændre det politiske system. Og så skulle de have en bred folkelig opbakning, det var vigtigt,« forklarer Torkil Lauesen.  

Så faldt pengene betingelsesløst. Folkene fra Blekingegade blandede sig ikke i, hvad bevægelserne brugte pengene til. Men de forlangte et politisk engagement, og derfor fik de sultende i Sudan ingen røverpenge. Blekingegadegruppen gav ikke nød­hjælp, men støtte til at forandre de forhold, der giver nøden.

»Motivet til at fortsætte kriminaliteten blev stærkere, fordi vi fik et personligt kendskab til de mennesker,« forklarer Jan Weimann. Sammen med de andre tog han ned og besøgte de bevægelser, som modtog støtten. De så skoler blive bygget og børn, der havde fået tøj på kroppen. Og de så træningslejre, som befrielsesbevægelserne har til deres soldater. Blekingegadegruppen havde mange venner i lejrene, som de besøgte. De tog på studieture derned, og op­holdenes længde varierede. Men at de var under decideret træning, benægter de. Det var ellers en af de teorier, som politiet arbejdede med under efter­forskningen. Det er kendt, at andre venstreorienterede grupper som for eksempel Rote Arme Fraktion blev trænet i revolutionære træningslejre. Under retssagen forsøgte politiet at bevise, at Blekingegadegruppen havde deltaget i træning, der styrkede gruppedisciplinen og gav indsigt i terroristers kampmidler.

Men Blekingegadegruppen nægter: »Hvad skulle vi bruge sådan en træning til? Vi kunne ikke lære at overfalde en pengetransport i Bekaadalen. Den kriminalitet, vi lavede, krævede kendskab til dansk væremåde og samfund. Vi havde ingen ambitioner om at lave terror. Vi lavede kriminalitet som først blev opfattet politisk, da vi blev taget,« siger Torkil Lauesen.

Rejserne i syd og den stærke politiske overbevisning fik gruppen til at føle sig som deltager i de undertryktes kamp, og det var med til at retfærdiggøre ulov­lighederne i Danmark. Men ingen af dem havde lyst til at forlade Danmark og tage ned for at kæmpe side om side med vennerne i den tredje verden. De mente, at de kunne udrette langt mere ved at blive i Danmark frem for at ændre adressen til syden. »Vi støttede med de midler, som vi havde, og som vi mente var mest effektive. At tage til Libanon og spillerevolutionær havde ikke hjulpet noget. De har krigere nok, som bedre begår sig dernede. Men de behøver penge til mad, tøj og våben,« fastslår Jan Weimann. Han har aldrig tænkt over, at hans handlinger havde konsekvenser for det danske demokrati. »Og det interesserer mig heller ikke. Før vi blev opdaget, satte ingen røveriet i Købmager­gade i forbindelse med noget politisk. Først da det kom frem, at vi sendte pengene til befrielsesbevægelser i den tredje verden, fik røveriet politiske følger,« siger Jan Weimann. Han peger på to. Befolkningen og politikerne kan bedre acceptere, at PET holder øje med venstrefløjen. Og røveriet har gjort det sværere at få opbakning til legalt solidaritetsarbejde. Venstrefløjsgrupperne bliver af folk identificeret med Blekingegadegruppen, og folk er forskrækkede og tager afstand.

Blekingegadegruppen mener, at dens politiske overbevisning og indsigt gav medlemmerne ret til at lave kriminalitet. Det for dem gode formål gjorde det moralsk forsvarligt at lave et røveri. Blekingegadegruppen definerede selv det formål, som er så vigtigt, at det er tilladeligt at støtte det med røvede penge.

De så på det hele med overordnet og forsvarede deres handlinger med eksempler i verdenshistorien. Verdenssamfundet havde i 1948 besluttet at give palæstinenserne deres egen stat, men i praksis skete der ikke meget. Efterhånden kunne Blekingegadegruppen ikke længere se demokratiske veje  for at nå frem til en selvstændig palæstinensisk stat. De valgte derfor ud fra deres politiske analyse og Danmarks medansvar for forholdene, at tage et personligt ansvar. Deres politiske overbevisning blev et argument og et forsvar for deres praksis.

Hvis andre tager sig samme ret til at lave røverier for at støtte et politisk formål siger de selv, at deres holdning er hyklerisk. Gruppen mener nemlig ikke, at det er i orden, at andre gør det samme. Hvis nynazisterne i Tyskland laver politiske røverier, vil Blekinge­gadegruppen mene, at det er forkasteligt. Gruppen er totalt uenige med nyna­zisterne og derfor mener gruppen ikke, at det er i orden, at nynazisterne laver røverier for deres politiske mål. Blekingegadegruppen vil ikke forsvare, at andre grupper og organisationer giver sig i kast med røverier for at støtte et politisk mål. Men selv må de godt. De forsvarer synspunktet med, at de havde undersøgt forholdene i den tredje verden grundigt, og derfor vidste de, at hjælp var nødvendig. 

Motiv og moral

Generelt bliver vold opfattet som anstødelig. Når Blekingegadegruppen taler om vold, skelner de mellem to slags: Den vold, der foregår mellem undertrykkerne og de undertrykte i den tredje verden, og den vold, de selv begik når de røvede penge.

De fleste mennesker synes, at vold er nødvendigt i visse situationer. Politiet må fx godt bruge vold, når dets arbejde kræver det. Og Folketinget har tilladt, at danske FN-soldater skal have lov til at bruge vold i Bosnien for at standse borgerkrigen. Med andre ord: Lovgiverne laver overenskomst med bestemte faggrupper og tillader, at de bruger vold i deres arbejde, hvis det er nødvendigt for at opretholde ro og orden. Lovgiverne havde ikke udstedt en sådan tilladelse til Blekingegadegruppen. Men gruppen gav tilladelsen til sig selv. »Vold skal vurderes i den konkrete situation. Vi mener, at den vold, vi planlagde, er i orden, fordi vi gjorde det med et bestemt formål: at give pengene til andre. Faktisk er vold et meget udbredt fænomen i betragtning af, hvor upopulært det er,« forklarer Torkil Lauesen. »Dommerne ser ikke på, hvorfor vi begik et røveri. De ser kun, at vi har røvet nogle penge. For dem er formålet ligegyldigt, også selvom det måske er godt. De gav os ingen rabat,« siger han.

Han indrømmer, at han er følelses­mæssigt påvirket af den undertrykkelse, der foregår i den tredje verden. »Normalt ville jeg ikke begå vold. Jeg har aldrig været oppe at slås med nogen, og generelt er jeg et fredeligt menneske. Men besøg i Libanon og Zimbabwe flyttede mine grænser. Jeg besluttede at lave et røveri og det medførte så, at jeg måtte acceptere at begå vold. Men røveriet var hele tiden overordnet volden. Det var pengene, vi ville have, og for at få dem måtte vi ty til vold. Jeg ville aldrig slå nogen ned, hvis det ikke havde til formål at skaffe penge til befrielsesbevægelserne i den tredje verden,« forklarer Torkil Lauesen.

»Verden er udemokratisk, og de kampmidler, der bliver brugt for at opretholde verdensordenen, er svinske. Derfor blev kriminaliteten i mit hoved retfærdiggjort af, at jeg forsøgte at ændre en verden, der bygger på vold og undertrykkelse. Men kun så længe vi kunne begrænse volden,« forsvarer Jan Weimann sig. »Jeg har måske nok set koldt og kynisk på det. Lidt vold hist og pist. Det afskrækker mig ikke. Jeg har set israelerne lave så meget vold og terror mod palæstinenserne,« forklarer Niels Jørgensen. Torkil Lauesen konkluderer: »Jeg kan leve med, at jeg involverede nogle postarbejdere i et røveri, fordi jeg forankrer min moral i den tredje verden. Var jeg selv et tilfældigt røverioffer, ville jeg se mildere på røverne, hvis de sendte pengene til de varme lande.« Men Blekingegadegruppen afviste at skaffe penge til vennerne i syd for enhver pris. Jan Weimann benægter, at målet helliger midlet.

»Den sætning er helt gak, for i sin yderste konsekvens betyder den, at alle midler er legale, når bare man holder sig målet for øje. Sådan har vi ikke tænkt. Der er altid nogen grænser,« påpeger han. »Jeg ved, at jeg aldrig med vilje kunne plaffe nogen ned for at tage deres penge. Jeg vil ikke skade nogen for livet,« fastslår Torkil Lauesen.

Ingen politisk vejviser

Blekingegadegruppen erkender, at det er problematisk at lave røveri og bruge vold i Danmark, hvor der trods alt er demokrati, og hvor der ikke er politiske kampe for at ændre det bestående samfund. Men medlemmerne fastholder, at vores demokrati og fredelige tilstande netop eksisterer på bekostning ag krig og fattigdom i den tredje verden. Alligevel ønskede de ikke at gøre kriminaliteten til en politiske strategi i Danmark.

De røvede uden at gøre opmærksom på sig selv eller sagen. Ingen terroristbreve eller bombetrusler i forsøg på at få indfriet krav, som samfundet finder forrykte. Deres metoder var anderledes end dem, verden ellers har set på den yderste venstrefløj. Terroristgruppen Rote Arme Fraktion i Tyskland forsøgte at vælte det tyske samfund med vold og bomber. Det er forskellen. Jan Weimann skelner knivskarpt mellem at sige: »Hit med pengene, de skal hjælpe PLFP,« og lave et røveri , hvor millionerne i al stilhed siver ned til PFLP. Hvis Blekingegadegruppen under et røveri i Danmark åbent havde sagt, hvor pengene skulle hen, var kriminaliteten blevet en strategi og politisk propaganda, og den slags propaganda er Jan Weimann imod i Danmark.

»Det var en forudsætning, at krimina­liteten ikke blev afsløret som politisk. Det ville have rettet politiets søgelys mod os og sat en stopper for krimina­liteten. Vi var jo registreret hos PET. Desuden er der ingen mulighed for at mobilisere folk til at støtte den tredje verden på den måde. Tværtimod. Det vil være galimatias, fordi vi er i et samfund, hvor flertallet er for statsmagten,« forklarer Jan Weimann.

Kun fordi politiet greb ind, opdagede befolkningen, at der lå et politisk motiv bag.

For gruppen fra Blekingegade var kriminaliteten blot en konkret måde at skaffe penge på. Og langt mere effektiv end at samle tøj og drive restaurant. Den følte, at det var helt i orden at stjæle fra store offentlige pengekasser. Men det betyder ikke, at det nødvendigvis var gennem voldelige røverier, pengene skulle hentes. I hvert fald ikke når de ser tilbage på, hvordan røveriet i Købmagergade udviklede sig.

»I dag spørger jeg mig selv, om vi på en anden måde kunne have givet en tilsvarende støtte uden at have lavet et røveri. Vi kan jo bare se på, hvor mange år vi nu sidder i fængsel og er afskåret fra at lave politisk arbejde,« siger Jan Weimann. Men umiddelbart kan han ikke finde på andre måder at skaffe 13 millioner kroner på.

Gruppen diskuterede muligheden for at lave edb-svindel og skaffe sig pengene ad den vej. Men selv om de havde to edb-kyndige i brødrene Weimann i gruppen, lykkedes det aldrig at finde den rigtige metode. »Edb-svindel er uhyggeligt svært i Danmark. Sikkerhedssystemerne er næsten umulige at bryde. Det kan lade sig gøre, men vi havde ikke ekspertisen til det. Vi kunne selvfølgelig lig godt have flyttet nogle penge fra en konto til en anden, men det ville blive opdaget, når vi kom for at hæve dem. Man går ikke bare ind i en bank og kræver 13 millioner, siger Jan Weimann.

Blekingegadegruppen mener, at dens verdenssyn er klart og rigtigt. Men det lykkedes dem aldrig at overbevise den enkelte dansker. De prøvede ikke at opstille til Folketinget. Tog ikke ud på skoler og hvervede medlemmer. De prøvede ikke at slutte sig til andre politiske partier på venstrefløjen og ad den vej få indflydelse på demokratisk vis. De mente simpelthen, at alt for få danskere ville indse rigtigheden i deres politiske teorier.

»Det er vanskeligt at få folk til at indse, at de lever på andre menneskers elendighed. Det er en tanke, der er så ubehagelig, at et helt folk umuligt lader sig overbevise,« siger Jan Weimann.

Gruppens forlag Manifest var et nicheforlag for folk, som i forvejen var interesserede. Målgruppen var alene dem, som kunne tænke sig at arbejde for den tredje verden. Hr. og fru Hansen var opgivet. En af Marx’ talrige teser siger, at det samfund, som folk vokser op i, bestemmer, hvordan de er. Det vil sige, den måde, folk lever på, afgør, hvordan de tænker. Hvis man lever i Danmark, hvor kapitalismen fungerer, synes man også godt om systemet. »Vi brugte tesen som sovepude og mente, at propaganda ikke hjalp. Folk bor jo her, og derfor tænker de automatisk borgerligt. Men vi kunne godt have gjort mere ud af at sælge vores budskab. Verden består trods alt af individer, og hver overbevist tæller,« siger Jan Weimann. Han og de andre i gruppen var undtagelserne, der bekræfter Marx’ regel. De var jo også danskere, men troede altså ikke på kapitalismen. De var nærmere et produkt af den. Uden velstand og oplysning havde de næppe hørt om udbytningen og fået ideen om at mindske dem.

Manifest Kommunistisk Arbejdsgruppe udgav to slags politiske skrifter. Dels propagandapjecer om Zimbabwe og Palæstina i et letfatteligt sprog. Og dels indviklede bøger, som aldrig nåede ud til et bredt publikum. Hovedværket var »Imperialismen i dag – det ulige bytte og mulighederne for socialisme i en delt verden«. Bogen solgte aldrig noget videre i Danmark, men den blev oversat til engelsk og delt ud til befrielses­bevægelserne. I Tanzania solgte bogen 600 eksemplarer. Mest fordi der var stor mangel på bøger i landet. »Vi skrev bøgerne i et indforstået sprog. Man skal kunne »Kapitalen«, og alle mulige andre marxistiske værker på fingrene, ellers opgiver man allerede på side to. Men de var også kun beregnet for folk, der kender venstrefløjens terminologi,« forklarer Jan Weimann. Det var Torkil Lauesen, som skrev de lange, snørklede udredninger om gruppens syn på verden. Ordene er et levn fra venstrefløjens sprog i 70erne. Teorierne var mest til gruppen selv, så medlem­merne fandt sammenhæng i verden. »Det var mig, som formulerede det, men det var vore fælles ideer. Jeg syntes, det var vigtigt, at det var den politiske linje, der styrede krimina­liteten. Ellers var vi degenereret til kun at være en handleorganisation,« siger Torkil Lauesen. Han skriver stadig artikler i det samme sprog. Han forventer ikke, at han overbeviser det store flertal. Kun dem, der i forvejen står langt ude på venstrefløjen. 

Oversigten over kildetekster, 2. udgave | Oversigten over kildetekster, 3. udgave