Tekst 13: Baskisk terror

ETA, Euskadi ta Askatasuna, (Frihed for Baskerlandet), opstod i 1959 som en revolutionær baskisk løsrivelsesbevægelse, der kæmpede mod Franco-diktaturets undertrykkelse af den baskiske identitet og kultur. I 1968 begyndte ETA at myrde mennesker for at opnå sit mål om et frit Baskerland. Og med årene forvandlede gruppen sig i den spanske bevidsthed til en regulær terroristbande. Fra 1968 og frem til i dag har ETA myrdet 830 mennesker:
Herri Batasuna, HB, ('Folkets Enhed'), der for nylig skiftede navn til Batasuna, anses for at være ETA's støtteparti og politiske talerør. HB blev stiftet i 1979 som et revolutionært, marxistisk separatist­parti, hvis mål er at få oprettet en selv­stændig baskisk stat, Euskal Herria, bestående af tre spanske provinser, regionen Navarra, samt tre sydfranske provinser med i alt cirka tre millioner indbyggere.
26. august 2002 blev Batasunas D-dag. Den dag beordrede undersøgelsesdommeren Baltasar Garzon partiets kontorer lukket og dets aktiviteter suspenderet, fordi han mente, at Batasuna er et 'instrument' for ETA. Samme dag besluttede et flertal i det spanske parlament at give den konservative regering mandat til at bede Højesteret bruge den nye lov om politiske partier til at forbyde Batasuna. Den følgende artikel er skrevet af Jens Ulrich Pedersen og bragt i Politiken, 1. september 2002.

”Stop fascismen!” står der på en orange plakat på granitmuren. Ovenover er der en tegning af en mand, der smider et hagekors i skraldespanden.

Symbolik, der er til at forstå. Og der er ingen fare for at overse budskabet. Bilbaos gamle bydel er tapetseret med fjendebilleder. Vendt mod det Spanien, som enhver baskisk separatist elsker at hade. Eller vendt mod undersøgelses­dommeren Baltasar Garzon, der i sidste uge gav ordre til at lukke det radikale separatistparti Batasuna, som han selv og størstedelen af den spanske befolkning betragter som ETA's politiske gren.

Her i Santutxe-bydelen, hvor Batasuna har en af sine politiske bastioner, er der ikke et stykke ren husmur. Det vrimler med hadefulde graffiti-slagord som: »ETA - dræb dem!« eller Garzon placeret i centrum af en skydeskive. Fra de maleriske træbalkoner hænger baskiske flag, ikurriñaer, og bannere med krav om at få ETA's fanger hjem til Baskerlandet.
Her, hvor selv politiet ikke er tryg ved at vove sig ind, har Politiken sat Karmelo Landa stævne. I en 'herriko taberna', en partibar, der indtil i sidste uge var samlings­sted for sympatisører. Men baren er lukket, sikkert for at undgå at politiet gør det.

Karmelo Landa fortæller, at han stadig er øm i nakken efter slag fra politiets stave. Han strittede ligesom sine partifæller voldsomt imod, da baskisk politi i tirsdags adlød Garzons retslige ordre og skred til at lukke kontorer overalt i Baskerlandet. Det kom der dramatiske billeder ud af. Billeder af visirklædte baskiske urobetjente, der slog hårdt ned på deres egne landsmænd. Baskere mod baskere. Men for en gangs skyld med separatisterne som ofrene for brutaliteten.

I mere end 30 år har det ellers været omvendt. Det ETA, som Batasuna sympatiserer med, har ikke bestilt andet end at terrorisere og myrde baskere og spaniere. Med det formål at tvinge skiftende spanske regeringer til at give baskerne lov til at bestemme frit, om de vil oprette deres egen stat.

Baltasar Garzon, der også forsøgte at få skovlen under Chiles eksdiktator Augusto Pinochet, mener at have vægtige beviser for, at Batasuna og ETA er to alen ud af ét stykke. Og at Batasuna oven i købet samler penge ind til ETA's attentater, bl.a. ved at opkræve 'revolutionær skat' - en del af overskuddet - af baskiske virksomheder.

»Det er løgn, at vi er en del af ETA. Tusinder og atter tusinder af baskere har sat kryds ved os, for at vi skal føre politik, ikke lave aktioner«, siger Karmelo Landa.

Klædt i hvid murerskjorte og lyse lærredsbukser kunne den karseklippede smilende mand sagtens gå for at være børnehavepædagog. Men den 50-årige Landa er én af separatistbevægelsens hårde drenge. Han har været med i front i partiet siden stiftelsen i 1979, medlem af EU-parlamentet 1989-94, og siden da hovedbestyrelsesmedlem. Dog afbrudt af næsten halvandet år, hvor han sammen med resten af Batasunas ledelse sad fængslet for at have lånt ETA sendetid i tv op til et valg.

»Det er helt uhørt i et demokrati, at man kan lukke et politisk parti som led i en efterforskning. Det må da efterhånden stå klart for enhver basker, at de ikke kan opnå demokratiske rettigheder, så længe Baskerlandet er en del af Spanien«, siger han.

Under interviewet taler Landa konstant på vegne af »hele det baskiske folk« og ikke kun på vegne af de ti procent af vælgerne, hans parti repræsenterer. Og han gentager adskillige gange, at det største problem for baskerne er, at de ikke har lov til at bestemme, hvorvidt de vil høre til Spanien eller ej.

Men meningsmålingerne viser, at de godt to millioner baskere har de samme bekymringer som alle andre spaniere. Nemlig terrorisme, usikkerhed, arbejdsløshed og immigration. Retten til at afholde en eventuel folkeafstemning er derimod ikke prioriteret særlig højt.

»Separatisterne lever i en glasklokke. De vil bygge grænser op, hvor Europa er i færd med at bryde dem ned. Og da separatisterne og ETA udgør et mindretal, der forsøger at gennemtvinge deres vilje med vold og terror, vil konflikten blive meget langvarig«, forudser en journalist, der i mange år har arbejdet for den baskiske radio.

Journalisten vil ikke oplyse sit navn af frygt for repressalier. Ligesom de fleste andre folk på gaden, som Politiken forsøger at få til at sige deres mening.

Heller ikke en 94-årig herre med den typiske baskerhue vil ud med sit navn, da jeg stopper ham under træerne på promenaden langs floden Nervion.

»Det er censur af idéer at lukke et politisk parti. Noget andet er at retsforfølge politikere, hvis de har begået noget kriminelt«, siger han.

En 27-årig sælger er derimod ikke bange for at fortælle, at hun hedder Lourdes Gutierrez, og at hun mener, at »ETA og Batasuna er det samme, blot med den forskel, at Batasunas medlemmer er nogle kujoner«.

»De truer og terroriserer baskerne i en sådan grad, at man skulle tro, de var ude på at få os alle sammen til at flytte væk«, siger den unge kvinde.

Det kan være livsfarligt at bekende politisk kulør og føre politik i Baskerlandet. I hvert fald hvis man har en anden mening end ETA og de radikale separatister. I de senere år har terroristgruppen myrdet adskillige lokalpolitikere fra de to Spaniensvenlige partier, de konservative og socialisterne. Så sent som for ti dage siden modtog en socialistisk byrådspolitiker en døds­trussel, skrevet på en seddel, listet ned i lommen på hendes toårige søn.

»Vi skal nok få ram på dig. Pim, pam, pum!«, stod der på den makabre besked.

Egentlig er det svært at fatte, at det tyroleragtige smukke Baskerland kan være hjemsted for Europas sidste terrorgruppe. At der i den idylliske, frodigtgrønne og mest velhavende region i Spanien gemmer sig en konflikt, som ingen kan finde løsningen på.

Karmelo Landa og hans partifæller er ikke i tvivl: »Den spanske regering ønsker at bevare konflikten, fordi de frygter, at baskerne vil stå sammen og kræve uafhængighed. Giv os ret til at afholde en folkeafstemning. Så stopper ETA sine aktioner. Og jeg garanterer, at ETA vil respektere udfaldet af afstemningen, selv om et flertal siger, at det fortsat vil høre til Spanien«.

Den konservative centralregering i Madrid og et overvejende flertal i både parlamentet og i den spanske befolkning mener derimod, at Spanien skal forblive udelt. Og de henviser til, at Baskerlandet i dag har det mest udvidede selvstyre i hele Europa.  

Baskisk intifada

Baskerne er noget for sig selv. Det fandt den canadiske arkitekt Frank Gehry ud af, da han fik til opgave at tegne det Guggenheim-museum, der i dag ligger ved bredden af Nervion-floden. Nogle mener som et skinnende artiskok-monstrum, andre som et mesterværk, der kan måle sig med Sydney-operaen. Han tog rundt og så baskerne løfte stenblokke og kaste med trækævler ved landsbyfester. Han opdagede, at de arbejder hårdt, at de gennem år­hundreder har været et dygtigt handels-, industri- og sejlerfolk. Han fandt utvivlsomt ud af, at Baskerlandet har Spaniens bedste køkken. At fodbold­klubben Athletic Bilbao udelukkende bruger baskiske spillere. Og at baskerne er dygtige til at tjene penge.

Men man behøver ikke lede i Gehrys grundlæggende studier for at konstatere, at baskerne elsker deres flag. Overalt vajer ikurriñaen, der bortset fra et grønt kryds ligner Dannebrog. Ved den nylige byfest i Bilbao hejste byens nationa­listiske borgmester fire flag, som traditionen byder. Alle klappede, da byflaget, EU-flaget og især ikurriñaen gik til tops. Men da det spanske flag kom op på stangen foran rådhuset, blev der hujet, og talstærkt politi måtte forhindre, at radikale separatister kravlede op på balkonen for at fjerne det.

»Jeg kan ikke selv bestemme, om jeg vil være basker eller spanier.

Spanierne tvinger mig til at være spanier. Det er en form for apartheid, der foregår her«, siger den 26-årige Egoitz.

Med sine billige sygekassebriller og sin pjuskede hestehale ligner den unge mand en typisk spansk studerende. Men han får ikke gjort noget ved sit økono­mi­studium. Egoitz er én af de mange aktive sympatisører med Batasuna og den radikale separatisme. Han indrømmer, at han har taget del i gadevold og hærværk mod busser, bankfilialer og partikontorer, en slags baskisk infifada, der af de spanske medier betegnes som terrorisme for lavt blus. Men han vil hverken be- eller afkræfte, om han også begynder at myrde for sine politiske idéer.

Mange frygter, at lukningen af Batasuna vil få den voldelige løsrivelsestrang i Baskerlandet til at vokse. Og at ETA vil svare igen ved at optrappe sin terror. Foreløbig er der stille i Bilbaos gader.
Men kun terroristerne og de rabiate separatister ved, om det er stilhed før stormen.

Oversigten over kildetekster, 2. udgave