Tekst 15 (2. udg.)/Tekst 18 (3. udg.): ETA’s kvinder i frontlinjen

Stadig flere kvinder melder sig til den traditionelt mandsdominerede, baskiske terrorbevægelse, ETA. For at bevise deres værd bliver de ofte mere koldblodige og farlige end mændene. Følgende artikel er fra den engelske avis The Guardian, september 2002.
 
Den skinnende nye plade til minde om ETA's bombekvinde Olaia Castresana er placeret højt oppe på en mur i en stille sidegade i San Sebastián.

På pladen er hendes unge ansigt indgraveret sammen med datoerne for hendes fødselsdag og voldsomme dødsdag.

Nedenfor har en eller anden fæstnet et grønt, rødt og hvidt plastikflag.

En kvindelig forbipasserende smiler op mod mindepladen, hvorefter hun skynder sig videre tydeligvis tiltalt af mindet om Castresana. Den lokale pige, som sluttede sig til det, der af spansk politi omtales som en pludseligt opstået bølge af kvindelige rekrutter i ETA's univers, der traditionelt domineres af mænd.

I et år, hvor både spansk og fransk politi har været fremgangsrig i kampen mod ETA, er antallet af kvinder, der er blevet pågrebet, steget med en tredjedel, mens anholdelser af mænd kun er steget en tiendedel.

Politiets tal viser, at hver fjerde, der melder sig til organisationen, er kvinde.

Castresanas løbebane i ETA var kortvarig.

Ved et uheld sprængte hun i en alder af 22 år sig selv i luften i den østspanske ferieby Torrevieja. Hun var næsten med sikkerhed morder.

Ifølge myndighederne var en politi­mand, som blev dræbt af en bilbombe i den nordøstlige by Roses, blandt hendes ofre.

Politiet fortæller, at den stærke tilstrøm­ning af kvinder gør det lettere for ETA's aktive enheder at skjule sig. Par vækker som regel mindre opmærksomhed end to mænd. 

En machoverden

Men ifølge eksperter er livet ikke nemt for kvinderne i en organisation, hvor machismoen, i hvert fald ind til for nylig, har været enerådig.

»Når de slutter sig til ETA, opdager de, at der findes mange fordomme om dem, og de føler sig som oftest udstødte«, siger Matias Antolin, en spansk journalist, som har skrevet en bog om kvinderne i ETA.

»Når de først udgør en del af en aktiv kampenhed, har de tendens til at være mere koldblodige og dødsensfarlige end mændene, fordi de skal bevise, hvad de er værd«.

Nogle af de nye medlemmer er ligesom Castresana meget unge. Blandt dem, der er blevet anholdt for nylig, befinder sig Leire Marquina, ligeledes 22 år, som sidder tilbageholdt i Pamplona som medlem af en gruppe, der er ansvarlig for nedskydningen af byrådsmedlemmet Miguel Angel Ruiz.

Det seneste års anholdelser af to kvinder - Nerea Bengoa og Ana Belén Ergues - tyder på, at ETA's kvindelige medlemmer er ved at kravle til tops i kommandokæden. Politiet formoder, at de hver især var blevet tildelt et ansvar for vigtige kampenheder, en i Barcelona og en i Madrid.  

Brutal og effektiv
Belén, forhenværende byrådsmedlem for det nu opløste separatistparti Herri Batasuna, flygtede fra sit hjem i Vitoria i Baskerlandet efter en ransagning af en lejlighed, som hun lejede, hvor man fandt 17 kilo sprængstoffer, tre pistoler, fire geværer og adskillige granater.

Politiet oplyser, at hun blev sendt til Madrid for at oprette en sovende enhed under ETA's 16 måneder lange ensidige våbenhvile i 1999, og hun blev en af gruppens mest brutale og effektive aktivister.

Som overhoved for kommandoen i Madrid var hun sandsynligvis ansvarlig for at udvælge mål, fremstille bomber, planlægge angreb ned til mindste detalje og trykke på den knap, der detonerede bomberne.

Da hun blev anholdt sidste år, havde hun angiveligt lige aktiveret fjernkontrollen til en bilbombe, der skulle likvidere en højtstående regerings­embedsmand, Juan Junquera. Fire forbipasserende blev såret.

Hun havde taget det smarte tøj på for at udgive sig for en gennemsnitlig kontor­funktionær i Madrid.

De tre latinamerikanske kvinder, som hun delte lejlighed med, troede, at hun var skolelærer.

Bengoa stod angiveligt i spidsen for flere forsøg på at skabe uroligheder ved EU-topmødet i Barcelona tidligere på året, og hun tilrettelagde mord på politikere, politifolk og journalister, siger politiet.

Evigt troskab

De mener, at María Soledad Iparaguirre, 42, kendt under dæknavnet Anboto, er en af ETA's vigtigste ledere. Hun siges at have svoret civilgarden evigt had, da hendes kæreste, Manuel Aristimuno, for næsten tyve år siden blev dræbt af skud.

Anboto har dannet myte hos politiets antiterrorkorps, som fortæller, at hun yndede at gentage ordene: »Sorte sko og to dage gamle skægstubbe?
Dræb ham, han er politimand«.

En anden kvinde fra ETA, som var frygtet af politiet, var Idoia López, også kaldet 'Huntigeren'. Hun blev pågrebet i Frankrig for mange år siden og udleveret til Spanien tidligere på året for at afsone mindst 20 års fængsel for sin medvirken til talrige drab.

Det spanske politis mundtlige tradi­tioner har forvandlet den kønne, blonde bombekvinde med grønne øjne til en seksuelt umættelig dræber, hvis ynd­lings­­beskæftigelse under sin tjeneste i Madrid-kommandoen angiveligt bestod i at samle politibetjente op, oftest mål for ETA's aktiviteter, for at tilbringe natten sammen med dem.

Men det er ikke alle ETA's kvinder, der er forblevet tro mod sagen.

María Dolores González, også kendt som Yoyes, blev henrettet af sine tid­ligere våbenbrødre, efter at hun offent­ligt havde undsagt sit medlemskab og krævet en afslutning på blodsud­gyd­el­serne.

En anden kendt kvinde fra ETA, Nieves Sánchez, som menes at have været med­skyldig i mindst 20 menneskers død op gennem 1980'erne, var blandt de fængslede ETA-medlemmer, der ang­rende underskrev et manifest, som opfordrede bevægelsen til at indstille myrderierne, følge nordirske IRA's eksempel og arbejde for fred.

Oversigten over kildetekster, 2. udgave | Oversigten over kildetekster, 3. udgave