Er vi terroristernes marionetter?
Dagbladet Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden stiller i denne artikel spørgsmålet om, hvorvidt medierne lader sig misbruge af terroristerne og deres behov for verdensopinionens opmærksomhed. Indlægget blev bragt i Politiken 27. oktober 2002 umiddelbart efter at en gruppe tjetjenske terrorister havde taget et fyldt teater i Moskva som gidsler.
I de sidste tre-fire dage har spalterne her i Politiken flydt over med stof om gidseldramaet i Moskva og om dets baggrund i Ruslands krig i Tjetjenien. Jeg skriver selv andetsteds i denne søndagsavis om 'Tjetjeniens retfærdige sag' i det lille folks lange konflikt med Rusland.
Gør vi og andre medier ikke dermed lige det, terroristerne i Kulturpaladset i Moskva ønskede? Er vi ikke i medierne lige så meget deres marionetter som de ulykkelige pårørende, som gidseltagerne i forgårs beordrede i demonstration for Tjetjeniens krav?
I morgen indledes en tjetjensk verdenskongres i København. Her på Politiken har vi løbende forsøgt at holde fast i en dækning af den tjetjenske konflikt, uanset den udbredte internationale ligegyldighed:
Men lad os være ærlige: Uden tragedien i Moskva havde de kommende dages møder ikke fået en brøkdel af den opmærksomhed, heller ikke fra vores side, som det nu bliver tilfældet.
Vores standardsvar på den slags ubehagelige spørgsmål er velkendt: Vi passer bare vores arbejde og skriver om det, der sker. Og sker der noget dramatisk, så har det naturligvis mere interesse, end hvis der ikke gør. Tragedie, drama og menneskelig elendighed er det, vi i journalist-jargonen kalder 'kroge', hvorpå en mere ambitiøs nyhedsdækning, nu med baggrund og perspektiv, kan hænges op.
Mediernes standardsvar er ikke forkert. Uden nyhedskriteriet ville vores opgave være umulig; vi må og skal prioritere det, der sker her og nu.
Alligevel er svaret ikke helt godt nok.
For det første fordi det ikke kun er nyhedskriteriet, men eksempelvis også mediernes stærkt begrænsede adgang til Tjetjenien, der gør, at dramaet i Moskva får en opmærksomhed, som massakrerne, terroren og elendigheden i Tjetjenien ikke får. For det andet, fordi terrorisme mod uskyldige netop lever af opmærksomhed og stort set ikke ville kunne nå sine mål, hvis ikke sådanne ugerninger havde så voldsom en medieinteresse.
Her kommer vi i medierne ikke uden om at beskæftige os med substansen i det, vi rapporterer om. Ligger der bag terrorismen en retfærdig sag, eller i det mindste en uløst politisk konflikt, som fortjener den ekstra opmærksomhed, som den nu får? Eller er terrorismen ikke bare ond i sit indhold, men også pervers og perspektivløs i et videre perspektiv? Den sondring er ikke populær i en for tiden stærkt terror-opskræmt verden. For skal terrorisme ikke bare fordømmes? Svaret er ja - men svaret fortsætter: og dækkes. Og med omtanke.
I tilfældet Tjetjenien er den menneskelige tragedie i Moskva en, ja, kærkommen lejlighed til at sætte fokus på den langt større tragedie, der i snart et årti har udfoldet sig i Kaukasus. En tragedie, der kunne bringes til afslutning, hvis Kreml indså, at man fører en perspektivløs kolonikrig. Og det sker kun, hvis konflikten internationaliseres.
Hvad mediernes rolle angår, er dette eksempel altså til at håndtere.
Selv om vi for guds skyld ikke må glemme ofrene eller undskylde forbryderne, så er det forsvarligt, at vi nu giver Tjetjenienkonflikten den opmærksomhed, konflikten fortjener. Uanset at det er terroristernes krav.
Men er dilemmaet lige så forholdsvis nemt at konfrontere i andre tilfælde? Havde snigskytten i Washington krav på al den opmærksomhed, han fik? Var han ligefrem mediernes skabning, efterhånden som han blev deres hovedperson? Og hvad med al-Qaeda? Hvem skræmmer den verdensomspændende krig mod terror mest? Terroristerne - eller alle os alle? Der er ingen nemme svar. Heller ikke for medierne.
