En Beskrivelse af Thailand fra 1636
I 1636 skrev J. Schouten bogen, ”Description of Siam – 1636”, hvori han blandt andet beskriver Thailands regering, religion og traditioner set fra et europæisk perspektiv. J. Schouten var det Ostindiske handelskompagnis udsending i Thailand i denne periode.
Kongens Palads ligger ved floden og ligner en lille by for sig selv, mægtig og storslået, mange af dets bygninger og tårne er fuldkommen forgyldte. Denne kongelige og ypperlige by ligger helt perfekt, og er forunderligt folkerig, fordi alle lande færdes i den; og er ligeledes uindtagelig, for ikke at sige umulig at belejre det halve af året på grund af flodens oversvømmelser, der dækker landet rundt omkring.
Siams suverænitet og styre hører ind under kongen, en prins af en fornem og gammel familie, som har haft overtaget over dette kongerige og de tilgrænsende provinser i mange århundreder; denne prins hersker enevældigt og råder efter behag over krig og fred, alliancer, retfærdighed, benådninger og begunstigelser, osv.; han udsteder love uden nogen som helst rådgivning eller samtykke fra sit statsråd eller overhuset, hans egen vilje er den rettesnor han følger, med mindre hans elskværdighed byder ham at rådføre sig med hans mandariner, folkene som sidder i hans Råd; disse rådslår af og til med Hans Majestæts forslag og præsenterer deres løsning for ham i form af en ydmyg bønfaldelse, som han godtager, ændrer eller afslår efter forgodtbefindende. Han disponerer enevældigt over alle standspersonerne og betydelige embeder i hans kongerige, uden hensyn til personerne, adelige eller på anden måde (med undtagelse af nogle af de ældste og største familier), alt eftersom det behager eller byder ham, som han så igen fratager æresbevisningerne på grund af mindre fejltagelser, sådan at de alle sammen er hans slaver og vasaller, hvilket de betydeligste iblandt dem tager som en ære, og indføjer i deres titler. Men selvom kongen således råder enevældigt over alting, er det ikke desto mindre sådan, at han gør noget, uden at der ser ud til at være en logisk sammenhæng og overensstemmelse med kongerigets love, og uanset hvor gamle de er, så fortolker og bøjer han dem ved den ret og beføjelse, som er pålagt ham, alt efter hans skønsmæssige ønske og behag. Hans Majestæts hof og følge er mere end stort og glorværdigt; han viser sig sjældent for folket og kun meget sparsomt for sit kongeriges adels- og embedsmænd, hvilket sker på fastlagte tidspunkter og dage. Når han afholder audiens for dem, er han iført overdådige klæder og krone, placeret på en guldtrone, ved hvis fod hans adelsmænd og opvartere ærbødigt knæler, efterfulgt af trehundrede væbnede soldater fra livgarden: Alle, såvel udefrakommende som undersåtter, som er i audiens hos kongen, skal vedblive at knæle mens de er i hans nærvær, med foldede hænder og bøjede hoveder; når de taler til ham, skal det være i denne ydmyge positur og ved at overøse ham med titler og smiger; de svar, han giver, er højagtede orakler og hans ordrer endegyldige, således at han lever lykkeligt med alverdens jordiske goder, med mange prægtige huse hele vejen op og ned igennem kongeriget, og ligeledes også andre steder, telte og pavilloner; han spiser godt, men af drikkevarer får han kun vand, eller coco, idet de gejstlige og ordensmagten har forbudt alle stærke drikkevarer, der anses for at være skandaløse. Hans Majestæt bruger gerne at rejse til vands med otte eller ti meget fine og kostbare chalupper, med 80 eller 100 roere i hver, med sit følge og vagter til at opvarte ham, flere af de vigtige folk følger efter hoffet i disse situationer, i hver sin overdådigt forgyldte chalup eller pram; sådan at de med hele følget er 1.200 eller 1.400, og nogle gange flere. Når han rejser til lands bliver han sat op på en guldtrone og båret på mænds skuldre, for det meste med det samme følge, som alle marcherer fremad i god orden og dyb stilhed; man ser aldrig at nogen kommer i vejen for ham eller skaber tumult, men at de knæler med hænderne foldede og bøjede hoveder og kroppe, med en ærefrygt værdig for en overjordisk guddom, snarere end en jordisk majestæt.
En gang om året, omkring oktober måned, viser Kongen af Siam sig til vands og lands i en gallaopvisning for sit folk, og ender ved det vigtigste tempel for guderne, for at foretage en ofring for sit eget og kongerigets vel på følgende vis: Når han bevæger sig til lands føres processionen an af 200 elefanter, hver især holdt under opsyn af tre bevæbnede mænd; efter dem følger en masse musikanter med piber, fløjter og trommer og tusind svært bevæbnede mænd udstyret med bannere; herefter marcherer landets høje herrer til hest, mange af dem med guldkroner på deres hoveder; og alle sammen opvartet af 60, 80 eller 100 mænd til fods: To hundrede japaner-soldater følger efter disse med funklende rustninger og stærke farver og med stort rabalder fra instrumenter; så kommer livgarden med kongens heste og elefanter, rigt udsmykkede med kostbare stene og guldudstyr; efterfulgt af en masse tjenere læsset op med frugt og gaver til ofringen, ledsaget af en dejlig behagelig musik: Disse efterfølges igen af mange af følgets spidser til fods, som går med hænderne foldet, ligesom også nogle af de højtstående med kronerne, hvoraf en af dem bærer den forgyldte fane og den anden retssværdet; næst herefter følger Majestæten i egen person iført sine kongelige klæder, placeret på en elefant, eller også på en guldtrone båret på skuldrene af mænd og opvartet af mange fine herrer og hoffolk; prinsen, eller kongerigets tronarving, følger efter; og efter hinanden kongens hustruer og konkubiner siddende på elefanter i små afskærmede kabinetter: Til sidst følger de sædvanlige hoffolk; med hele foranstaltningen bestående af 15.000 eller 16.000 personer, bakket op af en bagtrop på 600 bevæbnede mænd. Men hvis kongen rejser til vands, så vil 200 højtstående mænd i hver sin båd, siddende i et kabinet af guld, med firs eller halvfems roere, danne fortrop; disse efterfølges af ti usædvanligt rigt dekorerede pramme eller chalupper, som alle – med samt årerne – er af guld, alle med 90 eller 100 roere: Kongen sidder i den mest kostbare af dem, placeret som et gudebillede på en guldtrone, med hans herremænd siddende i deres mest ydmyge positur ved hans fødder: Den kongelige fane bæres med behørigt ceremoniel af en af disse højtstående personer i bådens stævn. Kongens broder følger efter med sit følge; og herefter Hans Majestæts hustruer og konkubiner i kabinetter og telte af guld, i hver deres adskilte både; til sidst følger herremændene, hoffet, livgarden og andre opvartere, som alt i alt løber op i 25.000–26.000 personer. Ved flodens bred er en række både oplinet samt et utal af mennesker, som med bøjede hoveder og foldede hænder nærer ærefrygt og beundring for deres konge, der passerer forbi.
Tronens herredømme og statsformue er stor, idet den næsten når op på mange millioner om året, som kommer fra indenrigsmarkedet, såsom ris, sandeltræ, tin, bly, salpeter; ligesom også indtjeningen fra sand- og bjergguldet, som kun sælges af kongens forvaltere til udenlandske handelsfolk: Han har også sin handelsgang med udenlandske varer; sine tribuner og gaver fra vasalprinser og storby- samt provinsguvernører, som forstår, hvor meget de bør bidrage med; således også med indtægterne fra hans handel med chormandel og china; hertil kommer den indenlandske handel, som drives af hans forvaltere i byen Indica eller andre steder, og Hans Majestæt af Siam vil kunne anses for at være en af de rigeste prinser i India.
Der er adskillige embedsmænd udnævnt til at indkræve indtægterne, som skal aflægge regnskab hvert år, og dét ned til mindste detalje: De fleste af disse penge går til at bygge og reparere templer, til at uddele belønninger for fortjeneste og til at dække kongerigets almene omkostninger; resten går til statskassen, som regnes for at være pengestærk og mægtig. Siams love og skikke er usædvanlige (med dog velordnede) når det gælder deres prinsers arvefølge; når kongen dør er det ikke hans søn, men hans broder, der er tronarving; men i tilfælde af, at han ikke har en broder, så træder hans søn ganske vist ind som en selvfølge, hvis brødre så følger efter hinanden; herefter følger endelig efter hinanden alle sønnerne af den ældste søn, der har regeret, mens døtrene helt afskæres fra at kunne gøre krav på regeringsmagten. Men denne orden opretholdes ikke altid, idet sceptret nogle gange tilranes af den i familien, som er mest magtfuld og mest nådig i forhold til folket, som det er tilfældet med den nuværende konge; som, da han forfremmede sig selv før det var hans tur, var skyld i at alle hans rivaler og deres tilhængere blev skaffet af vejen for at han i ro og mag kunne nyde, hvad han uretmæssigt havde fået og overdrage tronen til sin broder eller børn efter sig.
Den almindelige håndhævelse af loven, både kriminal- og civilretslig administreres gennem kongen, i henhold til deres gamle skikke og love, af embedsmænd udpeget til formålet: Men i Judica findes der (ud over de sædvanlige retsmyndigheder) en forsamling bestående af tolv rådgivere, med en formand over sig, som tager den endelige beslutning i alle appeller og andre sager, hvad enten de er kriminal- eller civilretslige. Det er ganske vist tilladt, dog med ekstraordinært store omkostninger, at rette en appel til kongen og hans råd, som almindeligvis stadfæster og sørger for at den tidligere sag fuldbyrdes. I sådanne og mindre retssager bliver alle civile tvistemål forelagt af advokater; og når der er tale om en appelsag, og vidner kommer under forhør fra begge sider foran dommerne, så laver sekretæren et resumé af det hele, som, efter at være blevet indskrevet i en bog, underskrives af både sagsøger og forsvarer eller af andre beskikkede af disse; efter det er gjort, forsegles bogen og opbevares af dommeren indtil de næste møder; hvor den igen åbnes i begge parters påsyn, og deres debatter er til høring, nedskrives og forsegles som før: Sådan at advokaterne, ved hjælp af deres respektive indsigelser, protester og praksis vældigt ofte forsinker og fastholder parterne i årevis; indtil sagen endelig, efter mange tåbeligheder og omkostninger, genåbnes og undersøges, og der til sidst fældes dom og sagen afgøres af en fuldtallig retsforsamling. Men i kriminalsager, såsom krænkelser, røverier, mord, højforræderi og lignende bliver den skyldige eller mistænkte hentet ind, fængslet og forhørt; hvis han modsætter sig skyld imod vidneudsagn eller betydelige formodninger bliver han under tortur tvunget til at tilstå; hvilket alt sammen bliver noteret ned i en bog og forelagt for dommerne, som hurtigt når frem til en straffedom og eksekvering; bortset fra i forbrydelser som kan give dødsstraf, der overlades til kongens fornøjelse, som enten benåder, forviser eller giver ordre til at den dømte henrettes, alt efter domafsigelsen. Lovovertrædelser afstraffes almindeligvis, alt efter hvor slemme de er, med afskedigelse, forvisning til ødemarker, slaveri, beslaglæggelse, lemlæstelse af hånd eller fod, forbrænding i olie, isolering og andre hårde straffe. I sager der kan være tvivl om – hvis der ingen vidner findes og der heller ikke forligger nogle indicier imod den mistænkte, sådan at dommeren ikke kan afgøre hvad eller hvordan han skal gribe det an – så giver han tilladelse til at begge parter afgør sagen ved simple prøvelser, enten ved at nedsænke i vand, stikke deres hænder i kogende olie, gå barfodet hen over glødende kul eller at spise en blanding med forheksede ris, hvor denne blanding er blevet formet til kugler, som med megen ceremoni gives til dem af præsten; og den, som kan sluge den uden at kaste den op igen, og i denne og de andre prøver fremstår som den modigste, regnes for at være den mest uskyldige og frifindes, mens den anden, hvad enten det er anklageren eller den anklagede, straffes særdeles hårdt, alt efter forbrydelsens omfang.
Kongens magt og militære styrke til vands og lands består hovedsageligt af hans egen vasaller og landsmænd; han har ganske vist nogle få udefrakommende, som morer, malajer og omkring 400 japanere, som er dem, der er mest respekterede for deres mod og loyalitet, selvom den prins, der regerer i øjeblikket, fordrev dem af sit land, men nu er de krøbet herind igen, således at hoveddelen af hans styrken udgøres af stammere, som skal tjene uden at få løn for det og altid stå på spring, eftersom der bliver kostet rundt med mand nummer 100, 50, 20, 10 eller 5 alt efter kongens forgodtbefindende og anledninger. Udover disse har stormændene i reglen et par hundred mænd under sig, som står til rådighed for dem i marken, sådan at Hans Majestæt når som helst kan mønstre en hærskare på 2.000–3.000 mand, med 200–300 elefanter, viktualier, ammunition og andre krigslignede redskaber; i alt kommer hans hærskarer dog aldrig op på mere end 100.000 mand og ikke i reglen over 30.000–40.000, alt efter hvad hans anliggender kræver, enten til offensive eller defensive formål. Hans fodfolk er i nogenlunde god stand, dog kun bevæbnede med buer og pile, skjolde, sværd, spyd og nogle få skydevåben: Kavaleriet er det ikke bedre med, selvom de dog i reglen er bevæbnede med sværd, skjolde, buer og lanser. Hovedparten af deres styrker består af et par hundrede dresserede elefanter, hver især udstyret med tre bevæbnede mænd; og de er ret godt forsynet med kanoner, men er ikke helt fortrolige med, hvordan de skal bruge dem. Til søs har Hans Majestæt adskillige galejer og fregatter, som er velforsynede med svært skyts, selvom sømændene og matroserne dog er et sørgeligt syn. Prammene, som siamerne tappert kan kæmpe i, er utallige, men dårligt organiserede og udrustede, og alligevel tilstrækkeligt til at tage sig af deres fjendtlige naboer, uanset hvor ringe de er, men de kommer dog ikke op på samme niveau som vores europæiske vasaller og marinefolk, hverken når det gælder at kæmpe eller sejle. Disse marinefolk har, især når deres prinser har udvist stort vovemod, erobret adskillige af de tilstødende kongeriger og provinser; men da det alt sammen er menneskelige ting, har de haft deres del af skæbnens luner, disse sejre fulgte jo også blot deres yndlinges gode held.
