Kongens 50 års jubilæum
Kong Bhumipol er højt respekteret af det thailandske folk, og hans jubilæum i 1996 var en gigantisk national fest, hvor han blev fejret efter alle kunstens regler. I anledning af dagen blev 25.000 fanger løsladt fra de thailandske fængsler. Teksten er en reportage fra CNN’s hjemmeside.
Verdens længst regerende monark, Kong Bhumipol Adulyadej af Thailand, fejrede søndag sit 50 års jubilæum ved en storslået fest. Parader med elefanter og marchorkestre gik ned ad Bangkoks boulevarder, mens forgyldte, royale både gled ned ad Chao Phraya-floden, og fyrværkeri fyldte himlen til de tusinder af fremmødtes store fornøjelse. I resten af landet var der tilsvarende festligheder.
Hen under aftenen samledes hundredetusinder af mennesker uden for Kongepaladset i Bangkok, hvor de tændte levende lys til ære for kongen. Den mørke nat blev forvandlet til et levende lyshav.
Kong Bhumipol blev kronet som 18-årig – 14 år efter et militærkup havde gjort op med monarkiets absolutte magt. Den unge mand blev konge, efter hans bror, Kong Ananda Mahidol, blev myrdet.
Under en udvidet ceremoni, der havde rødder i et buddhistisk ritual, og som skulle markere jubilæet, takkede Bhimupol de tidligere konger og bad arrangørerne sikre, at festlighederne også kom folket til gode.
”Jeg vil gerne takke jer… for jeres venskab og for jeres gode vilje, som har hjulpet mig gennem mange anstrengelser de seneste 50 år,” sagde Bhumipol.
Begivenheden blev transmitteret direkte til de godt 60 millioner mennesker, der ser kongen som et symbol på stabilitet.
Den 68-årige Bhumibol hjalp landet igennem en turbulent overgang fra landbrugssamfund til en af verdens hurtigst voksende økonomier. Hans 50 år lange regeringsperiode er den første af den længde i Thailands 700 år gamle monarki.
Ura Hemasurin på 65 havde taget op stilling uden for paladset for at få bare et glimt af kongen. ”Jeg har ventet på det her i lang tid. Uanset hvad der skete, var jeg bare nødt til at være her og se ham”.
I anledning af den royale begivenhed havde kongen benådet 25.000 fanger, hvilket svarer til omkring 20% af landets indsatte. Næsten 45.000 andre fanger fik nedsat deres straf.
Surachai Sae Dan havde siddet i fængsel i 16 år, indtil han i søndags blev løsladt. Han fik en dødsdom i 1970’erne, da han som kommunistisk oprører blev dømt for terrorisme I søndags fik han nyt håb.
”Som tak for kongens tilgivelse vil jeg være munk. Mine forældre og mit barn er døde, men jeg selv undgik døden takket være hans majestæt”, sagde han.
Andre indsatte forlod fængslet under mindre ståhej, da de omfavnede deres familier mellem en flok journalister. Mens mange taknemligt tog imod kongens benådning, var andre grebet af gavmildhed.
Gavmildhed
På det nationale Røde Kors Center slog antallet af fremmødte bloddonorer alle rekorder. Næsten 2.000 mennesker mødte op for at give blod i anledning af kongens jubilæum. På en gennemsnitlig søndag møder kun 200 mennesker op på centret.
Røde Kors Centret overrakte hver af donorerne en pose med jod som en gave fra kongen. Imens delte de lokale handlende i Bangkoks Chinatown mad ud til de fattige. Adskillige ekstra lastbiler med mad ankom for at sikre mad til alle.
Kongen må have været tilfreds.
”Hver dag har vi masser af mad og mulighed for at trække vejret. Alt dette på grund af vores konge”, sagde købmanden Amorn Apitanakul.