En visionær monark
I anledning af Kong Bhumipols 72 års fødselsdag lavede avisen Bangkok Post en bog om kongens visioner for Thailand. Bogen indeholder blandt andet en beskrivelse af, hvordan de mange landbrugsprojekter, som kongen har sat i gang, har hjulpet de etniske minoriteter i det nordlige Thailand. Dette er uddrag et af kapitlerne fra bogen, som desuden findes i elektronisk form på http://www.bangkokpost.com/king2000/
De bor i ulovlige bjergrige områder. De ser anderledes ud, de taler et sprog fuld af mærkelige lyde, og de holder fast i deres traditioner. Og uanset hvor længe bjergstammerne har boet i Thailand, så ser mange thaier dem som fremmede og truende. Heldigvis deler Hans Majestæt Kongen ikke denne opfattelse.
Mens myndigheder fortsat fremstiller bjergstammerne som narkohandlere, mener Kongen, at de er ofre for fattigdom og narkogeneraler – en dårligt stillet befolkning, som har brug for hjælp for at kunne tage del i det thailandske samfund. De offentlige myndigheders fjendtlige og aggressive taktik går ud på at anklage dem for at ødelægge skoven for med vold at kunne tvinge dem væk fra deres jord. Kongen derimod arbejder hele tiden på at udvikle billig landsbrugsteknologi, som både kan forbedrede bjergstammernes levevilkår og beskytte miljøet.
Bevæbnet ikke med magt men med medfølelse og altid villig til at lytte opmærksomt har Kongen vundet bjergstammernes tillid og vist, at der en vej ud af de etniske og miljømæssige konflikter, der længe har plaget Nord[thailand].
Tre årtier efter, at Kongen med sine egne private midler etablerede Det Royale Projekt og opmuntrede bjergfolkene til at dyrke nye afgrøder, er resultatet, at mange bjerglandsbyer har fået nyt liv. På ryddede og nøgne skovområder er der atter grønt, og dyrkningen af opium, som for 30 år siden var genstand for national bekymring, er i dag praktisk talt udryddet.
Mange af de bønder, der før dyrkede afgrøder, som krævede meget jord, har nu skiftet til afgrøder, som er tilpasset klimaet, og derfor ikke kræver så meget jord, og som samtidig sikrer bønderne en mere stabil indkomst. Med teknisk assistance fra Det Royale Projekt er bjergstammerne blevet eksperter i at dyrke grøntsager som babygulerødder, porrer, sukkerærter, squash og peberfrugt; krydderurter som rosmarin og oregano; blomster som røde roser, krysantemum, iris, asters osv. og frugt som jordbær, pærer og ferskner – afgrøder, som deres forfædre aldrig have hørt om.
”Vi er så glade for, at vi endelig kan leve et fredeligt liv. Det er det bedste, der nogensinde er sket for os,” siger Tong Sae Li, leder af [landsbyen] Ban Khunlang. Han kan stadig levende huske tiden med konstante og pludselige militære overgreb, som havde til hensigt at udrydde opiumsdyrkningen.
[…]
Dengang da opium var bøndernes vigtigste afgrøde, måtte de hele tiden være på vagt over for myndighederne.
”Når vi så tropperne komme op ad bjerget, pakkede vi hurtigt noget mad og gemte os i skovene,” husker Chakhoy Pueatit fra landsbyen Ban Kob Dong. ”Vi gik først hjem, når de havde forladt landsbyen og ødelagt alle vores valmuer.”
Men besøgene fra Kongen var meget anderledes. ”Kongen er en stærk vandrer. Han vandrede mange kilometer igennem et svært terræn for at besøge os,” erindrer Hr. Chakhoy.
”Når han kom hjem til os, sad han på trægulvet og spurgte, hvordan vi levede. Han lyttede interesseret til vores problemer. Hans Majestæt fik også middag i landsbylederens hus, en simpel ret som bestod af dampet kylling og ris,” fortsætter Mr. Chakhoy, som på det tidspunkt var 12 år gammel. ”Vi lyttede til, hvad Kongen sagde, og vi følte, at hans interesse var oprigtig,” tilføjede Tong Sae Li.
Ifølge Prins Bhisatej Rjani, leder af Det Royale Projekt-fonden, var det gennem besøg og samtaler som disse, at Kongen samlede den nødvendige information for at kunne udarbejde de planer, der kunne forbedre bjergstammernes levevilkår
Han forklarede, at det var gennem samtaler med hmongerne [en af de etniske minoriteter] i 1969, at Kongen fandt ud af, at de udover opium også dyrkede abrikoser for at supplere deres indkomst. Han bad derefter nogle forskere om hjælp til at forbedre kvaliteten og størrelsen af frugten, så landsbyernes kunne få bedre priser.
For sætte gang i forskningen etablerede Kongen en fond ved Kasetsart Universitetet. Forskerne skulle undersøge, hvilke alternative afgrøder bjergstammerne kunne anvende. Da undersøgelserne blev omsat til praksis, og det blev tydeligt, at Kongens nytænkende tilgang var et effektivt middel i opiumbekæmpelsen, kom der også penge fra statslige myndigheder og fra udenlandske donorer.
Det Royale Projekt, som i år fejrer sin 30 års fødselsdag, finansierer for tiden fire forsøgsstationer og 35 Royale Projekt-udviklingscentre, som dækker 295 landsbyer, der består af 14.109 husstande med en samlet befolkning på omkring 85.000 mennesker. I modsætning til tidligere er der i dag veje til landsbyer, som også nyder godt af sundsheds- og uddannelsesprogrammer.
”Vi organiserer jævnligt uddannelsesprogrammer for landsbyerne, hvor vi fortæller om nye dyrkningsmetoder og afgrøder, der er gode afsætningsmuligheder i,” sagde Viwat Duanpoj, leder af den Royale Inthanon Landsbrugsstation. ”Vi viser dem vores demonstrationsmarker og lærer dem, hvilke teknikker vi bruger på markerne. Det er vigtigt, at de får et indgående kendskab til de nye afgrøder, før de beslutter, om det er noget, de vil dyrke. Og når de søger om assistance, gør vi alt, hvad vi kan for at hjælpe dem.”
Yaeh og hans kone Mee er et af de par, som besluttede sig for at eksperimentere med nye afgrøder. I marts i år plantede de squash, og i løbet af de første måneder tjente de gode penge. Men et regnskyl uden for regntiden ødelagde afgrøderne, og Hr. Yaeh havde ikke lært, hvordan han skulle få dyrkningen tilbage på ret køl.
”Squash kan kun sælges, hvis den har en bestemt størrelse, og skindet er glat,” forklarer en af de landbrugseksperter, der hjalp Hr. Yaeh med at løse problemet. ”Squash, der er for store eller ikke har et glat skind, bliver afvist, og bønderne er nødt til at fjerne mange af grøntsagerne fra stilken for, at en af dem kan modne på. Det er normalt at lave fejl i begyndelsen, men nu har Hr. Yaeh fået en bedre forståelse for, hvordan man dyrker squash, og så er jeg sikker på, at hans næste høst vil blive meget bedre.”
De unge par indrømmede, at de stadig er grønskollinge, når det gælder squash. ”Men vi kan lide det,” smilede Hr. Yaeh. ”Vi synes, det er sjovt at prøve nye afgrøder.”
[…]
En af grundene til, at Det Royale Projekt koncentrerer sig om afgrøder som squash, roser og cherrytomater, som kan dyrkes i de kølige, bjergrige egne i nord[thailand], er, at de ikke konkurrerer med de afgrøder, som lavlandsbønderne dyrker.
[…]
De bjergfolk, der deltager i Det Royale Projekt, skal ikke længere gemme deres gårde for offentligheden. De skal ikke længere leve i frygt og usikkerhed takket være Hans Majestæts forståelse og medfølelse.
Men for mange bjergfolk andre steder er livet fyldt med konstant angst for at blive forflyttet eller diskrimineret – og den fare er langt fra ovre.
En højt respekteret udviklingsarbejder, Tuenjai Deetes, som har brugt meget tid sammen med bjergstammerne i nord, understreger, at billedet af bjergfolkene som et folk, der ødelægger skoven og dyrker narkotika, er sejlivet.
”Men Hans Majestæt forstår, at bjergfolkene kun er syndebukke i et stort spind af international handel med narkotika, som ledes af indflydelsesrige mennesker,” sagde hun. ”Kongen anerkender også bjergfolkenes ret til land, fordi mange af dem levede i disse skove længe før, området blev erklæret for statens ejendom.”
Hun tilføjede, at i modsætning til den officielle skovpolitik, som staten gennemfører, så sværger Det Royale Projekt til Kongens holistiske syn på udviklingen af højlandet, som anerkender, at et harmonisk forhold mellem mennesker og natur er vigtigt for bevare skovene.
