Asien i finanskrisens kølvand

Denne artikel af J. Øhrstrøm Møller er fra bladet ”Samfundsøkonomen” (1999) og beskriver den økonomiske krise i Asien. Den skitserer nogle mulige årsager til, hvorfor det gik så galt, og den ser på fremtidsudsigterne for den asiatiske økonomi.

Under indtryk af den finansielle krise og det efterfølgende økonomiske tilbageslag ændrer den politiske konstellation og de økonomiske magt­forhold sig i Østasien. Kina fremstår som om­rådets ubestridte kommende stormagt. Japan har tabt spillet. Der er risiko for at den hidtidige so­­ci­ale stabilitet kommer i fare. Det kan ikke helt udelukkes, at der sættes et alvorligt spørgs­målstegn ved den fortsatte økonomiske inter­nationalisering. Selv efter inddragelse af disse risici er det dog konklusionen, at verdens økonomiske centrum et stykke ind i næste århundrede kommer til at ligge i Østasien.

I foråret 1997 tegnede der sig et stabilt billede af Østasien. Økonomisk set var der enighed om, at dette område var inde i en sikker og uforandret vækstperiode. Verdensbanken henviste til Indonesien som et eksempel på et land, der gennem en »rigtig« økonomisk politik havde formået at sætte kursen på vækst og holde den der. Sikkerhedspolitisk set tegnede trekanten USA-Kina-Japan konturerne af en holdbar konstellation, som med hver part på plads ville sikre Østasien mod bølgeskvulp i adskillige år fremover.

Kun få måneder senere lå hele dette billede smadret pa gulvet, og de fleste havde travlt med at forklare, at alle andre også havde taget fejl eller, at det havde været ganske umuligt at forudse, hvad der ville ske, hvorfor det ville ske, og hvad der nu ville ske.

Hvorfor gik det galt?

Set i bakspejlet er det selvfølgeligt altid let at forklare, hvorfor det gik galt. Det skete af flere forskellige grunde, der tilfældigvis kom til at virke på samme tid og dermed for­stærkede et finansielt problem og i sidste ende førte til et økonomisk tilbageslag. På flere trin i denne proces havde det været muligt gennem an­dre skridt end dem, som rent faktisk blev ta­get, at hindre nedturen; men eftersom alle men­te, at der var tale om mindre krusninger, fore­kom sådanne indgreb ikke.                

I 1994 gennemførte Kina en devaluering af sin valuta - yuan. Det var ikke noget epokegorende skridt; men det fandt sted umiddelbart forud for en opskrivning af USdollar over for den ja­panske yen og de europæiske valutaer. En lang række lande i Østasien havde bundet deres valu­ta til USdollar. Nu kom de i en dobbelt klem­me. Den kinesiske devaluering gjorde kine­siske varer billigere, og den stigende ameri­kanske dollar pressede dem ud af deres mar­ked­er over for konkurrenter fra andre dele af ver­den, som ikke havde bundet deres valuta til USdollar. I den periode, hvor den faldt, var det fremragende med bindingen. Det gav valuta­risk stabilitet. Da den steg førte det til kata­strofen.

Det gjorde det, bl.a. fordi de pågældende lande befandt sig på eller næsten over kapacitets­grænsen. Og det fandt de ønskeligt. Deres pris- og lønniveau blev presset opad, og de kunne således ikke gennem økonomiske skridt, som påvirkede det hjemlige omkostningsniveau kompensere for tabet af konkurrenceevne i medfør af den valgte valutakurspolitik. Fra overskud eller ligevægt på betalingsbalancen gled land efter land ind i et underskud, som efterhånden androg i gennemsnit ca. 5% af bruttonationalproduktet.

Det slog ikke igennem på den nationale øko­nomi, fordi der foregik en meget stor kapi­talimport. Alle havde læst verdens­bank­ens og IMF's rapporter. Alle vidste, at i dette om­råde ville der i de næste mange år være høj vækst og det uden nogen form for afbryd­else. De private banker i Europa, Japan og Nordamerika (i den rækkefølge) læste også disse rapporter og lavede nu deres egne, som ikke overraskende kom til det samme re­sul­tat. Derfor nærmest væltede uden­landsk va­luta ind og fyldte op i valutakassen. Renten var lav og likviditeten høj.

Ethvert investeringsprojekt blev et godt pro­jekt. Man skulle ud der, hvor kragerne vender, hvor et investeringsprojekt er dårligt, hvis der regnes med ca. 7% vækst hvert år i de næste 10 eller 20 år. Nærmest ukritisk søsattes det ene projekt efter det andet.

Ballonen revnede den 2. juli 1997, da Thai­land efter at have brugt ca. 20 mia. USdol­lars under et flerårigt, men forgæves forsvar af sin valuta – baht – blev tvunget til at de­va­­­lu­ere. Pludselig begyndte det hele at køre den anden vej som en film, der spoles tilbage. Devalueringen bragte noget frem i lyset, som ingen havde regnet for et problem. De store udenlandske lån var optaget i Usdol­lar; men tilbagebetalingen skulle finansieres gennem indtægter i lokal valuta. Under den hidtidige valutakurspolitik havde dette ikke været et problem. Kursen lå jo fast; men det blev det nu, eftersom den lokale valuta var nedskre­vet. Så viste det sig, at en række pro­jekter havde kørt på kanten af renta­bi­liteten og for manges vedkommende havde været over kanten. De hang ikke sammen med udsigt til en faldende vækst og slet ikke med sik­kerhed for en devalueret lokal valuta. De blev stoppet. Dermed begyndte den finansielle krise at give sig udslag i den økonomiske aktivitet og skønnene over vækstraterne for de næste år faldt for hver måned og trak antallet af fejlslagne projekter med sig. Valutakursen gik nedad. Antallet af afbrudte projekter gik opad.

Ved årsskiftet 1997/1998 kunne man med ri­me­lig sikkerhed skitsere følgende dia­gno­se for det ramte Østasien:

1. Det finansielle system og den reelle økonomi passede ikke sammen mere. Det finansielle system var så at sige for stort til den reelle økono­mi­ske aktivitet, der nu aftegnede sig.

Svaret på dette problem var: restrukturering af det finansielle system hurtigst muligt, således at det svarer til den reducerede øko­nomi sam­tidig med, at der på ny sættes gang i væksten. Dette svar stødte imidlertid på to pro­blemer. Det ene var, at det finansielle sy­stem ikke sådan uden videre kunne restruk­tureres og, som det siges, rekapita­liseres. Der var tale om institutioner med tydelige bind­inger til det politiske system d.v.s. mere eller mindre di­rekte korruption og politisk ind­blanding. Derfor blev der sat bremser ind i processen. Det var også vanskeligt at starte økonomisk vækst, fordi betalingsbalancen fortsat var i under­skud og de økonomiske udsigter dårlige. Forbrugerne begyndte at spare endnu mere op i stedet for at forbruge. Investorerne holdt sig til­bage.

1. Produktionskapaciteten var blevet for stor, alt for stor, til den reelle efter­spørg­sel.

Svaret på dette problem var: Formindskelse af produktionskapaciteten, således at den svarer til efterspørgslen eller udvidelse af efter­spørg­s­len, således at den bringes op i nærheden af kapaciteten. Ogsa dette var lettere sagt end gjort. Det ville være nemt nok at redu­cere kapaciteten; men det krævede en lang periode med faldende kapacitet, og det ville være pinefuldt for landene. Forøgelsen af efter­spørgselen var også vanskelig af de grun­de, som er anført ovenfor.

Derfor forløb 1998 på den måde, at efter­hånden som året gik, blev den finansielle krise bragt under kontrol samtidig med, at den øko­­nomiske tilpasning lod vente på sig. Eller med andre ord: Den finansielle krise fulgte sit forudsigelige spor med betalingsstandsninger etc., medens den økonomiske vækst faldt ned igennem gulvet og nåede ca. minus 15% i det værst ramte land, Indonesien. Den finansielle krise var måske ved at være forbi. Til gengæld forelå en realøkonomisk tilpasning af svær karakter.

Konsekvenser

Der er en lang række politiske og økonomiske virkninger af dette forløb, som efterhånden står nogenlunde klart.

Japan har tabt, Kina har vundet

Så enkelt er det. Når det er tilfældet, er det, fordi Japans politiske og økonomiske ledelse har været ude af stand til at løse krisen i den øvrige del af Østasien. Hvor de fleste iagt­tagere for et par år siden så Japan som Øst­asiens ubestridte stormagt, er det nu kommet frem på lystavlen, at selv om Japan er ver­dens næststørste økonomi, er det en magt uden evne til at føre politik og varetage sine interesser. Det har været på det nærmeste pa­tetisk at se de japanske politikere fremkom­me med  udtalelse efter udtalelse om alt det, som Japan agtede at gøre, uden at det har ført til noget som helst. Omkring årsskiftet 1998/1999 tegner der sig et billede af en ja­pansk økonomi i dyb krise med forventet vækst for 1998 på minus 1 til 2% og i bedste fald nulvækst for 1999.

Kina har spillet sine kort overordentligt dyg­tigt ved blot at undlade at devaluere sin valuta. Særligt i efteråret 1997 og igen i pe­ri­oder af 1998 var der stor angst for, at Kina ville gøre dette, idet det ville trække Hong Kong dollar med sig og dermed forstærke den finansielle nedsmeltning og muligvis føre til en verdensomspændende  krise i stil med 1930’erne. Det undlod Kina. Af den simple grund at der ikke var nogen grund til kinesisk devaluering. 1998 slutter med en kinesisk valutareserve på næsten 150 mia. USdollars og en eksport som i løbet af året har haft aftagende stigningstakt, men stadig slutter på sammen niveau som året før.

Sjældent har historien vist, at et land har fået så store gevinster i løbet af så kort tid ved simpelthen at undlade at gøre noget, som det slet ikke havde tænkt sig at gøre, og som der slet ikke var nogen grund til at gøre! Hvorom alting er. Hele verden er Kina taknemmelig for ikke at devaluere sin valuta og de kinesiske ledere har, da det gik op for dem, med statsmandsagtige ansigter og vel­for­mulerede udtalelser taget stikkene hjem og skrevet gevinsten ind i bogen.

Under alle omstændigheder ville Kina i kraft af sin tyngde være blevet Østasiens for ikke at sige Asiens stormagt; men denne krise og den måde som kortene er blevet spillet på af andre og af Kina selv indebærer, at tids­punktet er rykket nærmere. Det gik op for Japan, men på et for sent tidspunkt. Da Kinas præsident Jiang Zemin aflagde besøg i Japan i november 1998, bad han om en undskyldning for de japanske krigs­for­bryd­elser over for Kina og den kinesiske befolk­ning i stil med den, som Japan havde givet Korea. Svaret blev et nej. Grunden kan kun være den, at havde Japan gjort dette, ville det i hele Asien være blevet opfattet som den dybe og endelige japanske anderkendelse af det ændrede magtforhold i Asien. Derfor sagde Japan nej. Men det ændrer ikke det forhold, at skiftet var sket.

Østasien er ikke mere noget sammenhængende område.

Det var det sikkert heller ikke forud for krisen; men da mente mange, at det gjorde ikke så meget, at man opfattede det sådan. Sydøstasien er heller ikke mere noget homogent område. Det giver ikke mening at tale om området som sådant eller ASEAN-landene som en form for helhed.

Hvert land må fra nu af vurderes som en selv­stændig enhed og opfattes på sine egne præ­misser. For Sydøstasien er dette nok værst, fordi der indtil sommeren 1997 var et vist håb om, at Sydøstasien kunne blive homogent gennem højere vækstrater for de fattigste lande som Indonesien og mindre vækstrater for de rigeste som Singapore. Det ville føre til konvergens i den økonomiske udvikling i stedet for divergens. Nu ligger det klart, at den økonomiske udvikling bliver divergerende med de store politiske, økonomiske og sociale virk­ninger det får for området som helhed. De po­ten­tielle spændinger bliver større.

Indtil nu har ASEAN som organisation kun­net hænge sammen og leve videre. Det kan den måske stadig; men det varer lang tid, for man er tilbage, hvis det overhovedet sker, til de store planer med en realistisk udsigt til deres gen­nem­førelse. Det er negativt for Asien som helhed for det indebærer, at den politiske og økonomiske organisation af Asien eller i hvert fald Østasien, som er nødvendig for, at om­rådet kan forhandle på lige fod med Nord­amerika og Europa om de verdens­po­litiske og verdensøkonomiske spørgsmål ikke finder sted. Østasien kommer ind i den latterlige situation, som Henry Kissinger i sin tid beskrev for Euro­pas vedkommende: »Når jeg ringer for at høre, hvad Europa mener, hvem tager så tele­fonen?«. Det kunne være Japan; men Ja­pan ville ikke selv påtage sig lederskab. Kina ville utvivlsomt gerne, men er endnu ikke stærkt nok. Der er ikke noget sidestykke til EU – ikke engang til NAFTA.

Den kinesiske diaspora er slaet igennem med stor styrke.

Kina, Taiwan, Hong Kong, Singapore samt de oversøiske kinesere i Thailand, Indo­ne­sien og Malaysia har alle klaret sig bedre end de øvrige lande og/eller befolkningsgrupper.

Det trækker linier til en risiko for konfron­tation baseret på race og/eller religion. Det er ikke sik­kert, at det sker; men risikoen er nu mange­doblet i forhold til, hvad den var tid­ligere.

Fremtidsudsigter

Det er fortsat Østasien, som i de kommende tiår bliver verdens økonomiske centrum. Det kan lyde underligt i lys af, hvad der er sket, men er ikke desto mindre rigtigt. Det er her, at der findes den store befolkningsvækstog den store opsparingsrate kombineret med drifts­herreinstinkt og ny teknologi.

Efter et par år, hvor området skal finde sig selv, begynder der for alvor at gå opad igen. Det er ikke utænkeligt, at man kommer tilbage til vækstrater af samme eller endog højere stør­relsesorden som i begyndelsen af 1990'erne. Det skyldes, at mange af de forhold, der blokerede for høj vækst nemlig korruption, politiske indgreb i økonomiske forhold, og subsidier af hensyn til visse befolk­nings­grup­per vil være om ikke fjernet så dog redu­ceret. Dermed kommer de pågældende nærmere en optimal allokering af produktions­faktorerne.

Samtidig er det også klart, at der bliver større skel imellem vækstraterne. Lande som Thai­land og Singapore kommer formentligt hurtigere op på et højere niveau, medens det kommer til at tage længere tid for lande som Indonesien og Malaysia.

Et stort spørgsmålstegn er, om den tone Ma­lay­sias premierminister Mahathir har slået an med restriktioner og kontrol af udenland­ske kapitalbevægelser kombineret med fortsat stærkt politisk islæt i det øko­no­miske system gennem projekter do­mineret af regerings­par­tiet UMNO får lov til at blive stående eller endog brede sig til andre østasiatiske lande.

Sandsynligheden er for, at Malaysia og Mahat­­hir knækker halsen på dette eksperiment. Ingen økonomiske tal for Malaysia er gode. Det ene­ste, som virkelig kan føre den anden vej, er at Indonesien glider ind i et tilsvarende politisk regime i løbet af det første halvår 1999, der vælger samme økonomiske orien­tering. Og det kan ske, uanset hvor stor eller hvor lille sand­synligheden er.

I den vestlige verden undervurderes styrken af det spørgsmål, som mange steder i Østasien, stilles ved den fortsatte økonomiske inter­nationalisering. Store dele af befolkningen finder ikke, at den rummer fordele for dem og flirter derfor med tanken om at anlægge en mere nationalistisk kurs. Når odds vel stadig er for, at Mahathirs politik ikke danner skole, skyldes det to fejltagelser. For det første at disse økonomiske skridt blev taget på et tids­punkt, hvor konjunkturudviklingen endnu ikke havde vendt. Tværtimod. Den nye poli­tik blev sat i værk, medens det fortsat gik ned ad. For det andet at den kapital, som er blevet bragt til veje på denne måde, kanaliseres ind i tvivlsomme projekter domineret af UMNO re­geringspartiet og Mahathirs venner og be­kend­te. Som 1999 forløber, er det mest sand­syn­ligt, at Malaysia får en dårligere økonomisk ud­vikling end de fleste andre, og det vil med­vir­ke til at reducere interessen for denne politik.

Det er opmuntrende, at der i Korea, Thai­land, Indonesien og nu også i Malaysia er set frem­komsten af en stærk opinion i befolk­ningen, som kræver et bedre og mere effektivt styre. Det viser, at Østasien i de kommende år kan vente at få et stærkere og mere solidt funderet politisk system baseret på befolk­ningens enga­gement. Den gamle tid, hvor de store politiske personligheder kunne regere næsten ene­væl­digt, er forbi. Nu går de øst­asiatiske lande ind i en virkelig demokratisk periode, som givetvis adskiller sig fra demo­krati, som det praktiseres hos os, men lige så givetvis er langt nærmere en reel indflydelse fra befolkningens side end det tidligere var til­fældet.

Tekst 17 - UDGÅET | Oversigten over kildetekster | Tekst 19