Østens Jøder
I 1914 skrev en forfatter under pseudonymet Asavabahu (Pegasus) en række artikler i de thailandske aviser. Artiklerne blev samlet i en lille bog med titlen Østens jøder, og bogens anti-kinesiske tone vakte opsigt både blandt thaier og kinesere. Det skyldtes ikke mindst, at Asavabahu var et pseudonym, som ofte blev brugt af Kong Chulalongkorn. Det er aldrig blevet afsløret, hvem der skrev artiklerne, men indholdet er igen og igen blevet brugt i hetzen mod det kinesiske mindretal i Thailand.
Det første lighedspunkt er loyalitet over for sin race (Thu’ Kotra). Lige meget hvor de lever, hvilket statsborgerskab de har, så forbliver kineserne i bund og grund kinesere. Men de opfatter ikke denne loyalitet som ’patroitisme’ eller ’fædrelandskærlighed’, som ellers er forbundet med Thu’ Kotra.
[…]
Det er deres etniske bevidsthed, der gør kineserne uønskede immigranter. [N]år de anser deres ophold i et land for at være midlertidigt og ikke er villige til at blive statsborgere, så har de ikke levet op til de forventninger, som det land, der har givet dem ophold, har til dem.
Ingen landmand er interesseret i skadedyr, som æder hans afgrøder og efterlader markerne tørre og uden korn. På samme kan lande ikke tage imod fremmede, hvis eneste formål er at skabe så stor en formue så mulig og derefter forlade landet uden nogen intentioner om at betale de tjenester, som de har fået, tilbage.
[…]
Deres loyalitet over for racen, som er et af de stærkeste kinesiske karakteristika, er den største årsag til de vanskeligheder, de møder; den samme indstilling giver også jøderne problemer. Sådan en opførsel skaber ængstelse blandt borgerne i de lande, hvor de opholder sig og er uden tvivl med til at forhindre et ligeværdigt samkvem mellem de to folkefærd. Deres overlegenhed er den primære grund til, at de føler sig forfulgt så ofte, som de gør.
Jødernes andet kendetegn er fuldt lige så udviklet hos kineserne. Det er: Kineserne er ligesom jøderne en ældgammel race, og deres højtudviklede kultur opstod på et tidspunkt, hvor vores forfædre fortsat var ganske uciviliserede. Igennem årene har kineserne lærte at inddele mennesker i to klasser: Kineserne og Huan (barbarerne), som de hedder ifølge deres tankegang. For kineserne er europæerne er lige så meget Huan som asiater eller sorte. Eftersom det er sådan, de opfatter os, behøver jeg vel ikke fortælle, at de overhovedet ikke har nogen intentioner om behandle os hverken ærligt eller respektfuldt. De mener højst sandsynligt, at vi kun lever for at de kan bestjæle og snyde os. I deres kontakt med Huan eksisterer der ifølge kineserne ikke rigtig eller forkert; det samme gælder for jøderne behandling af Hedninge.
[…]
Kineserne er tilsyneladende villige til at gøre alt for penge. Kun kineserne vil bytte selv liv for penge. En kriminel kineser, der bliver dømt, er oftest rig nok til at betale en fattig til at blive henrettet i stedet for ham selv. Tænk over det: Det kunne ikke ske andre steder end i Kina. Kineserne er villige til at lide stort set alle former for afsavn for penge. Enhver der har set kinesiske kulier spise, kan ikke undgå at føle en smule afsky. For det mad, de spiser, ville formentlig ikke en gang tiltrække de køtere, der strejfer rundt i gaderne. Og hvis vi taler om de steder, hvor de bor, så er utroligt, at så mange mennesker er i stand til at klemme sig sammen på så lidt plads, at intet andet folkefærd på jorden ville være i stand til at trække vejret.
Når det forholder sig sådan, kan det heller ikke overraske, at de er i stand til at beholde stort set alt ledigt arbejde for dem selv. Uanset hvor lav lønnen er, er de altid villige til og glade for at tage imod jobbet, fordi de ved, hvordan man skal overleve på selv den mindste smule mad. Det er ikke mærkeligt, at amerikanske og canadiske arbejdere ikke kan konkurrere med dem.
[…]
Kinesere ikke mere buddhister, end jøderne er kristne. Ligesom jøderne aldrig har været i stand til at sluge Jesus Kristus’ lære om begærlighed, så er kineserne ude af stand til at handle i overensstemmelse med buddhismens forskrifter, som ligeledes forbyder begærlighed.
Det minder mig om et billede med titlen ’Den gule Fare’, som blev trykt omkring tyve år siden, og som vakte en del furore. Billedet viste en fremmede form for engel ved navn Michael, som advarede europæerne mod faren fra den gule race, som langsomt breder sig verden over. Faren var afbildet som en Buddha med krone og bag ham en søjle af ild. Jeg har intet ønske om at udbrede min fulde mening om billedet, men vil blot sige, at valget af Buddha som symbol på ødelæggelse og krig var meget upassende. Selve hjertet af den buddhistiske tro er fred og barmhjertighed. Det gælder også for Jesus Kristus’ lære, som kom 500 år efter Buddha.
[…]
PENGE! Der har vi det! Kinesernes hjerte! Det er, hvad de føler sig nødsaget til at søge uden så meget som at se sig tilbage. Det er deres hjerters største begær og kan ikke sammenlignes med noget andet. Stilling og ry, ære og ærlighed, kærlighed og barmhjertighed og medfølelse er livets vand for os andre, men for dem er det blot et drikoffer, som kan skænkes til PENGEGUDEN, som er Herren. Jo mere man tænker over det, jo mere forfærdeligt er det! jo mere ynkeligt bliver sådan en tilstand!
Med sådan et begær i kinesernes hjerter er det ikke underligt, at de har opfundet deres eget moralkodeks, som ingen, der ikke er af kinesisk afstamning, kan håbe på at forstå. Hvor der er penge involveret, er der ingen uærlig eller forkert måde at opnå dem på. De hædrer og praktiserer en etik, som siger, at ”målet helliger midlet”.
[…]
De få ting, der er skrevet her, er nok til at vise, hvor ekstremt svært det altid vil være at have at gøre med mennesker af denne slags. Der er utallige kinesere, nok til at oversvømme ethvert land i verden. Dette faktum kombineret med deres utrolige evne til at udholde alle former for lidelser, deres LOYALITET OVER FOR RACEN, som forhindrer dem i at blive en del af andre nationer, og deres snedighed i finansielle spørgsmål er grunde nok til den voksende frygt for ”FAREN” i alle lande.
[…]
I forhold til Thailand håber jeg ikke, at vi vil blive tvunget til at forholde os til dette spørgsmål i mange år fremover. Selv en mindre krise med strid og blodudgydelser efterlader altid en bitter smag. Jeg håber, at de kinesere, der er kommet for at bo i Thailand, vil lade være med at skabe flere splittelser mellem dem selv og thaierne end højst nødvendigt. For at være helt ærlig så er der kun lidt samkvem hvis noget overhovedet mellem kineserne og folkene fra min egen nation. Men heldigvis er thaierne et medmenneskeligt folk, som ikke har smag for krig og massakrer. På den anden side holder vi ikke af at blive kaldt Huan eller for at blive foragtet som uværdige ligemænd.
