De mange Barnemord (1900)
Fra: Tjenestepigernes Blad, udgivet af Københavns Tjenestepigeforening, juli 1900
I begyndelsen af 1900-tallet blev det store problem omkring barnemord adresseret i Tjenestepigernes Blad, som blev stiftet i 1900 af Marie Christensen, formanden for Københavns Tjenestepigeforening (stiftet i 1899). Marie Christensen var skrivende redaktør i bladet fra 1900-1917, men det er uklart, hvem der står bag netop denne artikel.
I et sørgeligt stort Antal er unge ulykkelige Kvinder i Aar tyede til ”Fortvivlelsens Selvhjælp”. – De har vel troet – og haabet – at kunne unddrage sig et Ansvar, der laa tungt over dem og truede hele deres Fremtid; - stakkels Piger, de har kun ikke forstaaet, at Kvinder ikke kan frigøre sig for et saadant Ansvar: - de rammes kun saa meget tungere paa en anden Maade. –
Nu har hele vor samlede Presse vistnok været enig om at udtale en dyb Medfølelse med disse ulykkelige Kvinder, - men – er det ikke lidt mærkeligt – derudover har der ikke været stort mere at sige om den Ting – ikke en Gang et lille venligt Ord til den anden Part i Sagen – til Manden!
Ja – i Sandhedens Interesse bør det dog siges, at ”Social-Demokraten” i et enkelt Tilfælde har stemplet en saadan Kavaler som en Slyngel. Men hvorfor – maa vi ikke nok spørge?? Hvorfor skal denne anden Part i Sagen ellers holdes saa aldeles udenfor? Hvorfor skal han kunne frigøre sig for Ansvaret? Hvorfor skal en ”Slyngel” kunne bringe Ulykken over stakkels Kvinder – som Regel fattige Piger, der selv maa tjene deres Brød – og ligefuldt gaa fri for Ansvaret og for dettes Følger?
Hvorfor skal Skammen, Skylden, Fortvivlelsen og Straffen lægges udelelig hel over paa den forladte, den bedragne unge Pige – mens han skal gaa fri og frank fra det hele, fri endog for Alimentationsbidrag – mere fri, end om hun ikke gjorde sig skyldig i det sidste fortvivlede Skridt?
Hvorfor skal han egentlig være for god til at dele Fængslets Forbedringshus med hende?
Kan hænde, vi hørte lidt mindre om Barnemord dersom ogsaa han skulde staa til Ansvar for sine Gerninger.
Ingen kan jo tvivle paa, at det kun er den forladte, den ulykkelige Kvinde, der lader sig drive saa langt ud. Byd hver eneste af disse ulykkelige et Hjem, byd dem Fattigdom og Arbejde, men en Hustrus Stilling – ikke en af dem vil gøre sig skyldig i Barnemord.
Men saa vist er det nu kommen – trods vor lovpriste Civilisation – at det vore Samfund har et Smil tilovers, men heller ikke stort mere, for den Kvinde, hvis Redning og hvis eneste Ønske og Haab nu kun staar til dette at ”blive gift”.
Og han – ”Slyngelen” – kan med Sindsro deltage i den almindelige Munterhed over en saadan kvindelig Naivitet og – over vore unge Pigers noget løse Moral -. Han er garderet – af Loven – blot han passer paa at nøjes med at forlade hende og ikke direkte giver hende nogen ”Anvisning”.
Kan der dog ikke rejses en offentlig Mening mod et saadant Barbari?
Kan Kvinder dog ikke blive enige – en Gang – om at kræve Retfærdighed? Eller er der intet – intet i Verden – der kan bringe Kvinder i Oprør, intet der kan fremkalde en Harme, stærk nok til at samle alle Kvinder i en fælles Optræden?
Hvem ved?
--
En fattig Arbejderkone fortæller nogle Oplevelser, der i meget høj Grad er egnede til at vise, hvilken Rolle Manden spiller i Retning af Lykke eller Ulykke i Kvindens Liv: Hjemliv og Familieliv eller Forbryder- og Fængselsliv – og disse Oplevelser meddeles derfor her i korte Træk:
”Jeg var meget ung” – siger hun – ”kun 18 Aar gl., holdt forfærdeligt meget af at gaa til Dans og kom da ogsaa meget snart ”med paa Galejen”.
Jeg holdt meget af ham, og vi skulde jo nok indrette vore Sager saadan, at naar andre Folk sov, gik jeg fra den ene Gaard og han fra den anden.
Langt om længe gik det saa ogsaa galt - - Alle saa skævt til os.
- - Mine Forældre var helt ulykkelige – meget mere end jeg – jeg stolede paa ham. Vi kunde ikke gifte os.
Han kunde ikke tjene saa meget dér, saa vi kunde sætte Bo. Vi maatte blive ved at tjene – begge to – og saa vente. - -
Tiden gik. Vor lille Dreng døde. Nu havde der jo været den bedste Anledning for ham til at tage sig Tøj og gaa – om han ville være mig kvit. Men han sørgede ligesaa meget over Drengens Død som jeg. Vi tjente endnu i nogen Tid, saa giftede vi os og rejste her til København. Her har vi prøvet at sulte. Her har vi prøvet, hvad Arbejdsløshed vil sige. Men nu, min Mand er bleven kendt som en dygtig og paalidelig Arbejder, begynder det at gaa. Men det er det jeg siger, det kommer ene og alene an paa, hvad det er for et Mandfolk, man kommer i Lav med. Jeg har tit prist det som min Lykke, at det netop blev ham, som det blev. Jeg var ung og let og løs paa Traaden og kunde være kommet i hvilken Ulykke det skulde være, om jeg ikke netop havde truffet en, som ikke svigtede, da det kneb, men hele den tunge Tid igennem var mig tro og hjalp mig.
Dette er en Kvindes Vidnesbyrd. Et andet Vidnesbyrd kan gives af en anden Kvinde, der nu er dømt til at henleve Resten af sit Liv bag Fængselets Mure.
Hun blev ledet i Ulykken af en gift Mand. Det sagde han jo ikke. Det vidste hun ikke, anede ikke, at der blandt Menneskehedens ene Halvdel kan gives saa lavsindede, saa troløse og ryggesløse Naturer som – Livet maatte lære hende – godtroende og ærlig som hun var.
Han talte kønt om Kærlighed, og Kærligheden som er ”Lykken i Livet”, - muligt han tænkte lidt i Smug paa det bekendte: trofast Kærlighed indtil Kærligheden slukkes. Han blev ene om Sorgen og ene om Skammen. Han gik fri. Hun er senere gaaet fra Fald til Fald og nu i Fængsel for Livstid. Begge disse Kvinder har Søstre. Den sidste har kun alt for mange.
Men hvorfor – (vil aldrig nogen svare?) Hvorfor skal den Mand, der bringer Skam og Skændsel, Nød og Fortvivlelse over en Kvindes Liv gaa fri, naar det nu er vitterligt, at aldrig ville hun komme ind paa Forbryderbanen (af disse Grunde), om han ikke først havde sveget sine helligste Forpligtelser.
Ja, hvorfor?
Hvem har vel skrevet Lovene?
--
Nu hører man jo for øvrigt, at en ny Røst vil gøre sig gældende.
Det er dem, der mener, at Samfundet vil være vel tjent med en ”Forskydning af Moralen” i den Retning, at Kvinderne heller ikke skal tage sig Sagerne saa nær: det er slet ikke saa farligt – ingen Skam længer – Kvinderne skal blot blive ligesaa dejligt fri for Ansvar som Mændene hidtil har forstaaet at gøre sig.
Ja, man har endog set Forslag fremme om et Hittebørns-Hospital, hvor de unge Mødre uden Ceremonier kunde skille sig af med deres Børn – saa var de over det hele, og Samfundet blev forskaanet for Barnemord.
Det er dog alligevel en underlig vej at gaa.
Det er sandt, og det vil indrømmes af ethvert sandhedskærligt og rettænkende Menneske, at findes der Uretfærdighed paa Jorden, saa maa det være noget saadant, at hvad der skal være en Skam for en Kvinde ikke skal være det for en Mand. Men deraf følger dog vist ikke, at Samfundet skulde være bedst tjent med, at Skamfølelsen bliver udryddet af Slægten.
Der maa vel gives en anden Udvej.
Og er der ikke her et andet Spørgsmaal, der trænger sig frem i første Række? Hvad er hovedaarsagen her: Skammen eller – Børnene?
En af Socialdemokratiets Mænd: Hr. A.C. Meyer har ved et Arbejdermøde i Kristiania – Ifølge Bladets Referat – udtalt sig som følger om de ”ændrede Moralbegreber”, som Københavnere nu skal være inde paa:
”Hensynet til Kønnenes Forhold træder i Skygge for Hensynet til Børnene, men samtidig udvikles ogsaa Individernes Ansvarsfølelse”.
Gid dette dog var sandt – eller snart maatte blive det. Da er de ”ændrede Moralbegreber” jo ikke saa fejle endda – de nærmer sig derimod godt de gode gamle Moralbegreber, som adskillige – til deres egen Ulykke – kun er kommen alt for langt bort fra.
”Individernes Ansvarsfølelse” – det vil jo i denne Sammenhæng kort og godt sige, at Forældre tilhører deres Børn og disse deres Forældre, og intet voksent Menneske, der ejer et lille Gran af Ansvarsfølelse, vil derfor fritage sig for det Ansvar at sørge for sine egne Børn – indtil de selv kan klare for sig.
Men naar det nu er saaledes, at ingen tør paastaa, at Vejen for den unge Slægt bør gaa gennem Hittebørns-Hospitaler – hvad dog vistnok ingen vover – eller at der gives noget som helst unde Solen, der kan erstatte et godt Hjems Opdragelse og Indflydelse paa sine Børn, hvorfor kommer da saa mange Anstrengelser for at komme uden om Hjemmene? Hvorfor ikke ved enhver given Lejlighed fordre et Hjem for hvert et lille barn, der ser Lyset? Hvorfor ikke lade ”Hensynet til Kønnenes Forhold træde i Skygge for Hensynet til Børnene? Og han lige saa lidt fritaget for Ansvar som hun.
Ja, kan Børnene tilmed ikke stille et saadant Krav? Har de ikke Ret til at fordre deres Pleje og Omsorg, der har givet dem et Liv, som de aldrig har bedt om? Og vil der ikke her være noget, der kan hedde Gengældelse – noget, der hævner sig – om det nægtes dem? Noget, saa vel Mand som Kvinde har grund til at frygte for? Ja – er det dog ikke en umenneskelig Raahed, at kaste smaa uskyldige Væsener ud i en Tilværelse, som fra Vuggen af er viet til Nød og Elendighed?
Ansvarsfølelse – ja, - og Manden ikke fritaget derfor, - det er tilvisse den, det skorter paa i vor Tid – og ikke paa Hittebørns-Hospitaler. Maatte vi faa Ansvarsfølelsen frem – ja og Skammen med, Skammen for hver den – saavel Mand som Kvinde, der unddrager sig sit Ansvar, der svigter sine helligste Pligter, da kan det vel hænde, at de mange Hjem, smaa Hjem, gode Hjem for bestandig kan overflødiggøre Hittebørns-Hospitaler – saavel som de grufulde Barnemord.
