Tyendesagen (1874)
I 1874 indsendte Randers Amts Landhusholdningsselskab, med støtteerklæringer fra 33 landboforeninger, en henvendelse til Rigsdagen. Titlen var »Forslag til Forandringer i Tyendeloven«, og indeholdt en række forslag til, hvordan Tyendeloven kunne strammes til husbonds fordel, primært fordi mange husbonder oplevede, at tyende forlod deres plads i utide. Dette igangsatte en debat omkring tyendets forhold, den såkaldte tyendesag. Debatten omhandlede tyendets retsstilling, forholdet mellem husbond og tyende, og de leveforhold, tyende havde rundt om i landet. Følgende artikel er fra Socialisten.
Socialisten var Danmarks første arbejderavis. Avisens undertitel var »Et ugeblad for arbejdernes berettigede Fordringer«, og det var forløberen for avisen Social-Demokraten. Socialisten udkom første gang i 1872 som en videreudvikling af Socialistiske Blade, som var blevet udgivet af Louis Pio, (1841-1894), Harald Brix (1841-1881) og Paul Geleff (1842-1928). Sammen var de grundlæggerne af den socialistiske arbejderbevægelse i Danmark. I maj 1996 genopstod Socialisten som Enhedslistens ugeavis, der stoppede i 2001.
Fra: Socialisten, den 21. april 1874.
Tyendesagen
Jeg spørger først den offentlige Mening, om et Tjenestetyende ikke ligesaavel er et Menneske som Kapitalisten? Dette antager jeg, og den offentlige Mening vil vist give mig Ret. Men naar vi først er enige herom, vil vi ogsaa være enige om, at Staten skal sørge for, at hævde Tyendets Menneskeværd, men dette vil langtfra blive Tilfældet, dersom Lovgivningsmagten skulde gaa ind paa at give strængere Regler om Tyendets Ret til at gaa fra sin Kontrakt, end dem, som findes i Lov af 10de Maj 1854, ti Tyendet er udsat for altfor stor Vilkaarlighed af sin Husbond. Det blev for længere Tid siden i et af Hovedstadens Blade fremhævet, hvilken ussel Stilling, det kvindelige Tyende har her i Byen, og hertil kan vi føje, at det langtfra er bedre paa Landet. Det er især ved hjælp af Fæstevæsenet at Tyendet ofte bringes i stor Elendighed. Som et enkelt Eksempel skal vi fremhæve Forholdet, som finder Sted mellem Forpagter Kjær til Knappeholm paa Langeland og hans Tyende. Forpagteren hører til den Slags Storborgere, der betragter Arbejderen som en Maskine, der alene er til for Kapitalistens Skyld, og dette viser han især paa en inhuman Maade overfor sit eget Tyende. Fra selve Langeland er der ikke Tale om at Forpagteren kan erholde [holde på] Tjenestetyender, og derfor søger han dem andetstedsfra igennem Fæstemænd. Disse, som nærmest maa kaldes en Art Menenskehandlere, forskaffer ham da ofte unge Mennesker i en Alder af 18 a 18 Aar. Fæstemanden forsikrer naturligvis Vedkommende, at Kjær er et prægtigt Menneske osv., og den Unge kommer da til at tjene ham. Ikke sjælden hændes det, at Tyendet første Dag, det er i sin Tjeneste faar Prygl, og saa jages bort med det samme; men undertiden kan det ogsaa være, at der hengaar 2 a 3 Maaneder, før det kommer saa vidt, og saa blive vist af Tjenesten. I begge Tilfælde erholder det ingen Løn, og da nu Tyendet i Reglen er uformuende, saa det ikke kan føre Proces, saa erholder [tildeles] det slet ingen Godtgørelse. Herved tvinges Tyendet ofte i stor Elendighed, ti det kan meget let indtræffe, at det intet Arbejde kan erholde, og det saa meget mere, som Folk i Almindelighed er bange for Alle, som har tjent hos Kjær. Vi tror, at der kunde være Grund for Lovgivningsmagten til at se at ordne Forholdet paa en saadan Maade, at Tyendet ikke blev udsat for altfor megen Vilkaarlighed af Husbonden. Staten kunde vist ogsaa bestaa, selvom Fæstevæsenet i sin nuværende Form blev afskaffet.
Vi tror, at der er nok saa stor Trang og Grund til at skærpe de Paragrafer i Tyendeloven, som skal beskytte Tyendet, som til at skærpe dem, der skal beskytte Husbonden.
Clandestina
Til tekst 15 | Til oversigten over kildetekster | Til tekst 17
