Tidsskrift for Landøkonomi (1876)

Tidsskrift for Landøkonomi er udkommet 4 gange årligt siden 1814. I 1876, hvor denne tekst er fra, redigeres tidsskriftet af landøkonom Jørgen Carl la Cour, som også var sekretær i Landhusholdningsselskabet samt forstander for den grundtvigske landbohøjskole ved Lyngby (i dag er landbohøjskolen driftsbygning for Frilandsmuseet i Lyngby). Langt størstedelen af tidsskriftet beskæftiger sig med praktiske forhold i landbruget, f.eks. produktionen af smør, forædling af kvæg, afprøvning af nye maskiner mm., men i tidsskriftet indgår også en afskrift af en diskussion i det kongelige landhusholdningsselskab om landbruget 1875. I denne indgår en debat om tyendeforholdet, foranlediget af Randers Amtshusholdningsselskabs 'Andragende' i 1874. Talerne i uddraget er »folkethingsmedlem L. Larsen« (sandsynligvis gårdejer, L. Larsen fra Vejby), »Præsidenten og forstander J.C. la Cour« (redaktøren).

Fra: Tidsskrift for Landøkonomi, udgivet af Jørgen Carl la Cour, fjerde bind, København, 1876.

Folketingsmand L. Larsen. Naar der er Tale om vort Agerbrugs fremtidige Stilling, maa man ogsaa se hen til Arbejdskraften, til Tyendeforholdet. Man hører idelig Klager, dels over at Arbejdet bliver udført daarligt og med en vis Uvillie, og dels over at der bliver udført mindre Arbejde end førhen. At disse Klager ere berettigede troer Taleren. Indlederen haabede, at det snart vilde blive bedre; men at Ulemperne kunne rettes ad den Vej, der antydes, nemlig af Lovgivningsvejen, troer han ikke; thi selv om der ogsaa fra Lovgivningens Side bliver vedtaget Bestemmelser, som tilsigte en strængere Overholdelse af det saakaldte Kontraktsforhold, maa det dog siges, at Tyendet ikke er saa udviklet eller prøvet i Livet, at det tilfulde kan opfatte Betydningen af et saadant Kontraktsforhold. Nej, Fejlen ligger ikke saa meget i Lovgivningen, den ligger andetsteds, som Taleren nu skal tillade sig nærmere at forklare. Samtidig med at Agerbruget er skredet fremad, er Bonden ogsaa gaaet fremad i Retning af at have det hyggeligt og godt, medens derimod Tyendet er kommet til at leve under slettere moralske Vilkaar end tidligere, skjønt det ganske vist faaer en større Løn end tidligere. Man har bygget Bøndergaardene om, lavet pæne Værelser, sørget for gode Mælkestuer, Stalde osv., men man har ikke sørget for at skaffe Folkene noget godt Opholdssted. Mange steder er dette meget Mangelfuldt, og det bestaaer som oftest af en lille mørkt Hul, hvori intet ordentligt Menneske kan føle sig tilpas. Her er et Forhold, som maa søges rettet, og som mere end en Forandring i Lovgivningen vil bidrage til, at der kommer et bedre Forhold i Stand mellem husbond og Tyende.

Præsidenten. Det Punkt, der blev berørt af den sidste Taler, er et Punkt, som kan give Stof til en Forhandling for sig. Men da Indlederen af Diskussionen har berørt denne Sag i sit Indledningsforedrag, kan ikke enhver Diskussion om denne Sag afskæres.

Forstander la Cour er fuldstændig enig i, at det rette Forhold mellem Husbonde og Tyende aldrig kan tvinges frem ad Lovgivningsvejen, thi det rette Forhold er det, hvori Arbejderen betragter sig som en interesseret Medhjælper i Bedriften. Han er ogsaa enig med den sidste Taler i, at Fejlen sikkert ligger paa begge Sider, naar der ikke er et godt Forhold tilstede; og navnlig lade de nye Bygninger meget tilbage at ønske m.h.t. Indretningen af Karlenes og Pigernes Opholdssteder udenfor Arbejdstiden. Imidlertid kjender Taleren ogsaa Exempler paa at Gaardmænd paa en højst agtværdig og forstandig Maade have søgt at lade Tyendet vedblivende have Plads saa at sige som Medlemmer af Familien og hjulpet det med Raad og Daad, uden at det dog er lykkedes at skaffe det ønskede Forhold tilveje. Den Løshedsaand, om man saa kan sige, der har faaet Indpas hos en stor Del af Tyendet, gjør at det, i Stedet for at slutte sig til Arbejdsgiverne, hellere vil nyde ubundet Frihed. – Taleren har egentlig ønsket Ordet, for at gøre en Modbemærkning til Udtalelsen om, at Tyendet var for ungt og for lidet udviklet til, at det kunde opfatte den rette Betydning af et fast Kontraktforhold. Man kunde maaske mene, at her var et Punkt, som Randers Amtshusholdningselskab have overseet; men saavidt Taleren veed, er der ikke i de Andragender, der ere sendte til Rigsdagen, nogen Tale om at faa Midler i Hænde til at faa Tyendet til at være flittigt, men kun Tale om at bringe det til at holde indgaaede Forpligtelser, og dertil kan Tyendet ikke ansees for ungt eller for lidt udviklet. Hovedanken mod Tyendet er den Ustadighed, der er kommen over det m.h.t. at blive i Tjenesten, og der kan man efter Talerens Mening – og det er ogsaa det, der er kommet til Orde gjennem Landboforeningernes Henstilling – ikke slaa sig til Ro med et udtalt Ønske om, at der bliver gjort noget mere end nu, for at drage Tyendet til sig. Nej, skal Agerbruget ikke lide for meget af usikre Tyendeforhold, maa de indgaaede Forpligtelser ikke kunne brydes saa let som nu, og der maa ikke vises Læmpfældighed mod dem, der bevidst tage bortløbet Tyende i Tjeneste. Vel er det vanskeligt, navnlig i det sidste Punkt, at ramme de Skyldige og ad Lovgivningsvejen gjøre noget, men helt umuligt have Landboforeningerne ikke anseet det for at være, og er dette vistnok heller ikke, og ligeover for den ærede Rigsdagsmands Udtalelser skal Taleren blot hævde, at vi maa og kunne ikke lade denne Løshed i Tyendeforholdet vedblive at bestaa, skydende os ind under, at Tyendet ikke er tilstrækkelig udviklet.

Folketingsmand Larsen. Naar man ikke skal gaa videre end at forlange, at Tyendet skal blive i Tjenesten, kan Taleren følge med, men videre kan han heller ikke gaa, thi lige over for et mere udviklet Kontraktsfohold troer han som sagt ikke, at Tyendet, efter dets Udvikling, kan staa. Han tvivler ingenlunde om, at der er mange hæderlige og kjærlige Mænd, der have forsøgt at drage Tyendet til sig, men han troer, at den største Del af vore Herremænd og Jordbrugere er gaaede i modsat Retning. Man skal ikke blot sørge for Tyendet i materiel Henseende, men man skal ogsaa sørge for dets moralske Opdragelse; thi det er nu engang saa, at Tyendet ikke kan staa paa egne Ben, men skal vejledes, og denne Vejledning skal komme fra Arbejdsgiveren, Husbonden.

Til tekst 16 | Til oversigten over kildetekster | Til tekst 18