Fra Landet til Byen (1901)

Tjenestepigernes Blad blev stiftet i 1900 af Marie Christensen, formanden for Københavns Tjenestepigeforening, som blev stiftet i 1899. Marie Christensen var skrivende redaktør fra 1900-1917. Bladet indeholder først og fremmest artikler om tjenestepigernes forhold. Der er også opfordringer til at gøre reklame for såvel foreningen som bladet til andre tjenestepiger, og der annonceres om faglige møder, demonstrationer mm. Mange artikler opmuntrer tjenestepiger til at uddanne sig, stå op for sig selv, og gå aktivt ind i arbejdet for at højne tjenestepigers status i samfundet. Nedenstående artikel, skrevet af Marie Christensen, adresserer det problem, at mange piger, på grund af dårlige forhold, ikke vil have tjenestepladser på landet, men i stedet søger ind til byerne, hvor de risikerer at komme i uføre.

Fra: Tjenestepigernes Blad, februar 1901.

Fra Landet til byen rejser Tjenestepigerne i Hundredevis hver 1st Maj og 1ste November. Nu er det netop den Tid, da de skal sige deres Pladser op, og de gaar derfor og spekulerer paa at tage til København eller nærmeste Købstad til Foraaret og tror, at de der faar det meget bedre end de har det, hvor de ere. I enkelte Tilfælde faar de vel en bedre Plads; men i de fleste Tilfælde bliver de skuffede. Alligevel søger de ikke tilbage igen, uagtet der nu bliver budt dem en meget høj Løn, og der er dem, der har 220 á 240 Kr. Dog hører man fra alle Egne af Landet, at det er umuligt at faa Piger. Hvert Aaar kommer der flere Hundrede Piger hertil fra Sverige og Polen for at udføre det danske Arbejde. Ved at tænke nærmere herover fristes man til at spørge: ”Er det en Skam for de danske Kvinder, eller er det en Skam for Husbonderne?”

Man kan ikke sige andet end, at 200 á 220 Kr. er en rigtig god Løn for en Tjenestepige paa Landet, især naar man tager i Betragtning, at de der ikke behøver at gaa saa flot og godt klædt som i Byerne. Det kan altsaa ikke være af Hensyn til Lønnen, at Pigerne ikke vil tjene paa Landet.

Saa maa vi søge Grunden andet Steds, og den er let at finde.

For det første er det gamle, gode Forhold, som fandtes mellem Husbonde, Husmødre og Tjenestefolkene, ogsaa paa Landet, snart blæst bort; der er kommet Afstand imellem dem, saa de ikke mere sidder ved samme Bord, ikke mere søber af eet Fad. Tjenestefolkene spiser nu i Køkkenet eller i den saakaldte ”Folkestue”; og det er ofte meget sløj Kost, de faar. Middagsmaden bestaar gerne af Mælkemad, kogt af Centrifugemælk, samt Flæsk tilberedt paa forskellig Maade og Kartofler.

For det andet er det meget sjældent, at en Pige paa Landet har et ordentligt Værelse. Det er gerne et uhyggeligt Rum, hvor der kun findes de allermest nødvendigste Stykker Bohave, en Seng og en Træstol. Servante kendes ikke; hun maa vaske sig i Køkkenet eller tage en Skaal med Vand ind i Kammeret. Kakkelovn findes saa godt som aldrig.

For det tredje maa Pigerne staa op Kl. 4 à 5 om Morgenen, da saa godt som alle Landmænd nu ere med i Fællesmejerierne, og Vognen derfra kommer for at afhente Mælken Kl. 6. Til den Tid skal altsaa Køerne være malkede.

Det er jo nødvendigt, at Folk paa Landet staar tidligt op af Hensyn til Dyrene, som skal passes; men for alle Folk paa Gaarden – undtagen Tjenestepigen – gælder det, at de daglig faar en Middagshvile paa ca. ½ Time. I den Tid maa Pigerne vaske op efter Middag, og saaledes har de en længere Arbejdsdag end Mændene, saa at de nok kan blive trætte og kede af det.

For det fjerde har Pigerne meget lidt Frihed, og naar de endelige har den, er den lagt saa ubekvem, som tænkes kan. De fleste Piger har kun fri en Gang hver tredje Uge eller en Gang om Maaneden.  De faar gerne Fri Kl. 2, men skal komme hjem Kl. 7 og malke. Da dette Arbejde ikke er det fineste, maa de altsaa lægge deres Spadserdragt og trække i Malketøjet og saa begive sig til Kostalden. Naar de ere færdige med at malke, og har siet Mælken, har de atter fri, hedder det; men først maa de have en ekstra Vask med dem selv og derefter klæde sig om igen. Man maatte ikke forbavse sig, om de havde tabt Lysten til at nyde Fritiden; men ofte bliver den modtaget – af Mangel paa bedre.

Mon ikke det var Umagen værd for Husbond og Husmoder paa Landet at forbedre de Forhold, deres Tjenestepiger ere undergivne, i Stedet for at lade dem rejse og saa tage Udlændinge i Stedet.

Det er til stor Skade for Landet i sin Helhed, at der kommer saa mange Tjenestefolk fra Udlandet hertil, thi vi har Arbejdskraft nok i Danmark, der gaar mange Hundrede Mennesker ledige.

Man maa ikke undre sig over, at de danske Arbejdere ikke ere, som de var for 100 Aar siden. Hvis man havde villet, at de vedblivende skulle finde sig i alt, burde man aldrig have aabnet Skolerne rundt omkring i Landet. Nu have de lært, at de ere Mennesker, og ville derfor ikke finde sig i at blive behandlet som Trældyr.

Vi raader indtrængende alle Tjenestepiger paa Landet til ikke at sige deres Pladser op, men forlange Forholdene forbedrede.

Det er Eders Pligt at udrette det Arbejde, I have paataget Eder at udføre; men naar I gør det, saa forlang for det første: Tilstrækkelig og god Kost.

For det andet: Et net møbleret Værelse, hvori der kan komme Dagslys og og frisk Luft, og hvor der findes en Kakkelovn, som kan opvarme Værelset.

For det tredje: Tilstrækkelig Hviletid, saa I med fornyede Kræfter kan gaa til Eders Arbejde.

For det fjerde: Frihed! Saaledes at det virkelig er Frihed, mindst en halv Dags Frihed hver Uge.

Vi raader Husbond og Husmoder til at skænke Sagen Opmærksomhed; De kan allerbedst gøre det ved at tænke Dem selv i Pigernes Sted.

Husk f.Eks. paa, at De har 4 à 5 Værelser til egen Raadighed, og tænk saa paa, om De kan være bekendt at byde det Menneske, som udretter saa meget for Dem, et elendigt Rum til Opholdssted i den Hviletid, hvori der skal samles Mod og Kræfter til Arbejdet.

Tænk, at De en dejlig Søndagsformiddag sidder og har det hyggeligt hos Deres Venner, og saa pludselig skulde forlade det hele for at tage hjem og malke nogle Køer!

Mon det ikke skulde være Husmoderens Pligt at malke sine Køer, eller skaffe en Kone til at udføre det den Dag, som kaldes Pigens Fridag.

Det var ønskeligt, at Husmødre og Tjenestepiger maatte række hinanden Haanden, og søge at forbedre Forholdene, saa at begge Parter vare tjente dermed, thi det fører til Elendighed, som det nu gaar. Masser af Kvinder ere uden Beskæftigelse i Byerne og synker derfor ned i en ussel Tilværelse, fra hvilken det er vanskeligt at hæve sig igen.

M.C

Til tekst 26 | Til oversigten over kildetekster | Til tekst 28