Hvorfor vil tjenestepigerne ikke organisere sig? (1902)
jenestepigernes Blad blev stiftet i 1900 af Marie Christensen, for kvinden for Københavns Tjenestepigeforening, som blev stiftet i 1899. Marie Christensen var skrivende redaktør i bladet fra 1900-1917. Bladet indeholdt først og fremmest artikler om tjenestepigernes forhold. Der var også opfordringer til at gøre reklame for såvel foreningen som bladet til andre tjenestepiger, og der blev annonceret om faglige møder, demonstrationer mm. Mange artikler opmuntrede tjenestepiger til at uddanne sig, stå op for sig selv, og gå aktivt ind i arbejdet for at højne tjenestepigers status i samfundet. Denne artikel adresserer problemet med at få tjenestepiger til at organisere sig. Artiklen er skrevet af tjenestepigen Martine Lauersen, som var aktiv skribent på bladet.
Fra: Tjenestepigernes Blad, 15. maj 1902.
Ere de ikke kloge eller intelligente nok? Eller sover de endnu med Visheden om, at de ere en Slags Trældyr eller i hvert Fald saa underordnede Væsener, at det ikke nytter for dem at prøve paa at staa paa egne Ben og kræve den Ret, som der selvfølgelig tilkommer dem, og som saa skammeligt er frataget dem?
Jo, sandeligt kan det nytte at prøve derpaa. Mændene har jo vist os vejen; hvad har Arbejderne ikke opnaaet ved deres Organisation, og det samme kan vi selvfølgelig naa, blot vi forener os og holder sammen; men dette maa vi ogsaa fremfor alt.
Desværre møder os det sørgelige: Kvindernes Sendrægtighed til Organisation. Hvis det var, fordi Tjenestepigernes Løn var særdeles lav fremfor andre Arbejderskers, og Kontingentet i vor Forening særdeles højt, kunde man jo tænke sig, at Grunden tildels kunde søges deri, men det er da umuligt. Thi vor Løn er i Almindelighed større end vore ligestillede Medarbejderskers, og vort Kontingent er 50 Øre pr. Maaned, og vor Forenings Blad ”Tjenestepigernes Blad” koster 25 Øre Kvartalet, det kan dog virkeligt enhver Tjenestepige overkomme. Altsaa maa vi søge Grunden andet Steds, og den er let at finde.
En stor Del af Tjenestepigerne er dorske og sløve og tænker kun paa at sløse fra deres Gerning, og har kun Øjnene aabne for Pyntesyge og Dansebuler; selvfølgelig har saadanne ikke Interesse for et alvorligt Arbejde, men kan derfor heller ikke forlange at blive respekterede.
De Tjenestepiger, der nu er samlet i Københavns Tjenestepigeforening, nærer dog det Haab, at det maa lykkes Foreningen ogsaa at faa disse vakt til at blive dygtige og fornuftige Piger, som virkelig kan og vil opfylde deres Pligter, og med løftet Hoved være med til at kræve den Ret, som Husmødrene i en Aarrække har vist at de ikke vil give godvillig. Sikkert er mange uvidende om, hvor skændigt Tjenestepigerne ofte bliver behandlede. Jeg vil her fremdrage et lille Træk fra en af mine Pladser, ikke fordi det absolut er det værste; thi skulde alle de Uforskammetheder, som jeg var Genstand for i det halve Aar, jeg opholdt mig i Pladsen, maales, da vilde det vist blive et Spørgsmaal, hvilken der egentlig var værst.
En Præstefamilie, jeg havde tjent i 3 Aar, skaffede mig Plads hos en Læge. Min Skudsmaalsbog blev sendt til vedkommende, og da den kom tilbage, var der skrevet i den ”M.L. fæstet for en Løn af 125 Kr. for et Aar, deraf 75 Kr. for Sommeren og 50 for Vinteren”, skønt det aldeles ikke var aftalt mellem os. I det halve Aar, jeg tjente der, havde jeg ikke fri en eneste Gang, og aldrig kom jeg i Seng før 12- om Natten og maatte altid op om Morgenen Kl. 5 ½-6, jeg havde hver Dag strengt Arbejde, ogsaa om Søndagen. Flere Gange truede de mig med Prygl, og en Gang gik det ogsaa saa vidt, at Doktoren slog mig i Hovedet, saa jeg havde Smerte hele Dagen derpaa. Min Medtjenerinde, en Pige paa 15 Aar, blev pryglet næsten hver Dag.
Den Dag jeg skulde rejse og kom for at bede om min Løn, blev der givet mig en Regning paa det, jeg havde slaaet itu, samt den tiloversblevne Del af min Løn; desværre har jeg ladet denne Regning gaa fra mig, og jeg kan ikke bestemt huske, hvor meget den lød paa, men det var ca. 27 eller 28 Kr. og nogle Øre. I Øjeblikket blev jeg saa forbavset, at jeg ikke formaaede at gøre Indvendinger, og jeg skulde desuden med Toget, saa der var ikke megen Tid; først paa Rejsen saa jeg, hvorledes jeg var blevet bedraget, alt hvad der var revnet, gaaet itu, og ellers beskadiget i Huuset det halve Aar stod paa min Regning, selv om det var Ting, som jeg med Bestemthed vidste, andre havde slaaet itu, maatte jeg nu betale, men ikke nok hermed endogsaa Gulvbrædderne foran Kakkelovnene, som var blevet svedne af nedfaldne varme Koks, maatte jeg betale, skønt jeg ikke havde med Kakkelovnene at gøre undtagen om Morgenen, naar Asken var kold. Min Rejse frem og tilbage kostede mig over 10 Kr. saa man vil kunne forstaa, at den Plads var en fed Bid for mig- - Jeg er overbevist om, at som jeg er blevet behandlet, er mange andre Tjenestepiger blevet behandlede, og ingen gør noget for at forhindre sligt, derfor maa vi selv, og derfor er vor Forening stiftet ikke for at komme til gode Huse og fremsætte urimelige Fordringer, men for at forhindre sligt Tyranni. Man maa vel spørge dem, som vil forhindre os deri: ”Hvor er Eders Retfærdighedsfølelse henne?”
Martine Lauersen
Til tekst 27 | Til oversigten over kildetekster | Til tekst 29
