Træk af en Tjenestepiges Oplevelser (1905)

Hæftet med titlen Tjenestepigesagen blev udgivet af Københavns Tjenestepigeforening i 1905. Nedenstående tekst er et uddrag fra dette hæfte, nemlig teksten ”Træk af en Tjenestepiges Oplevelser”, skrevet af foreningens stifter, Marie Christensen (1871-1945). Teksten er baseret på hendes egne oplevelser som ung tjenestepige. Formålet er at forklare hendes personlige baggrund for at stifte foreningen og, som der står i forordet, skrevet af Ellen Plum: ”muligvis at bevare unge Piger fra at gennemgå de Genvordigheder, som hun selv har været udsat for”. 

Fra: Tjenestepigesagen. Træk af en Tjenestepiges Oplevelser samt Beretning om Københavns Tjenestepigeforenings Virksomhed i Femaaret 1899-1905, udgivet af Københavns Tjenestepigeforening, 1905.

Til Grund for ethvert Foretagende maa der altid ligge en Aarsag, og saaledes ogsaa for det Foretagende, som begyndte med Københavns Tjenestepigeforenings Stiftelse den 15. Novbr. 1899.

Da det muligt kan være af Interesse for nogle af Læserne, og da jeg tror, at mange Tjenestepiger kan berette om noget lignende som jeg kan fortælle om, skal der her fremføres nogle Træk, i Haab om derved at bibringe Læserne Forstaaelsen af, at mange Tjenestepiger forlader det huslige Arbejde og for dette foretrækker Fabriksarbejde og lign. Ligeledes er det mit Haab, at man maatte faa Forstaaelsen af, hvorfor mange Tjenestepiger er, som de er.

Og kan den følgende Beretning om Københavns Tjenestepigeforenings Virksomhed vække Interesse for Sagens Fremme, saa har Udgivelsen af nærværende Hæfte naaet sin Hensigt.

I September Maaned 1885 forlod jeg, der den Gang var 14 ½, mit Hjem for at sørge for mig selv blandt fremmede Mennesker. Jeg havde hidtil passet min Skolegang, mine Lektier og mit Haandarbejde; pludselig skulle jeg udføre husligt Arbejde, passe Børn, vaske Børnetøj og m.m., og jeg skulle udføre alt saa godt, at jeg derfor kunne faa Kost, Logi, Renlighed og en mindre Pengeløn. Dette var en slem Forandring, og det var vanskeligt at udføre alt saa godt, som det skulle udføres, da Vejledning manglede, hvorimod jeg ikke undgik en Del Skænd og Irettesættelser.

Efter godt et Aars Forløb i et mindre Hjem fik jeg Plads som Enepige i et større Hus, hvor de voksne Døtre skulle deltage i Husets Gerning.

Familien, som bestod af Herren (Læge), Fruen og 6 Døtre – den yngste 13 Aar – beboede et eget Hus, som indeholdt 9 Værelser, Køkken m.m. Længe før jeg skulde tiltræde denne Plads, havde jeg glædet mig usigeligt dertil, thi for første Gang skulde jeg have eget Værelse. Jeg havde i Tankerne beskæftiget mig med, hvor hyggeligt det skulde være, og hvor dejligt det maatte blive at være alene paa Værelset i Fritiden. Skuffelsen blev vel derfor ogsaa saa meget større, da jeg tiltraadte Pladsen og saa det usle Rum, der skulde være mit Værelse.

Det var et Loftkammer med et lille Tagvindue og med en Dør førende ind til Tørreloftet, hvorfra der kom en frygtelig Træk. I Kammeret fandtes en stor Kasse i Stedet for en Seng, som Bord fandtes 2 Brædder slaaet fast til væggen; endvidere var der en Træstol, som tjente til Sæde og som Servante, naar der blev sat en Lerskaal derpaa; udover dette Bohave var der kun min Kuffert. Kakkelovn var der selvfølgelig ikke, og om Vinteren var der en saadan Frost og Kulde i Kammeret, at Vandet bundfrøs i Skaalen.

Kl. 6 om Morgenen blev jeg vækket, og det gjaldt nu om saa hurtigt som muligt at komme ned i Køkkenet – hvor der var ligesaa koldt som i mit Kammer, da Vinduer og Døre var utætte og der var Stengulv – for at gøre Ild paa Komfuret, dernæst lægge i Spisestuekakkelovnen og rengøre dette Værelse. Kl. 7 kom en af Døtrene og lavede Kaffen, og kl. 8 fik jeg en Kop af denne samt 3 Stykker Smørrebrød. Selv om Døtrene hjalp med at rede Sengene og med Afstøvningen, var der dog altfor meget Arbejde for en 16-Aarig Pige; der var Skuregulve overalt, og mange Vinduer at polere, desuden Køkkenet, Trapper, Gange og Byærinder, jeg kendte aldrig til at være færdig. Kl. 10 Aften maatte jeg børste 8 á 10 Par Fodtøj, for at det kunde være parat næste Morgen.

Jeg kan ikke undlade at tilføje, at saa snart Morgenmaden og Middagsmaden var færdig, blev Gløderne fjernede fra Komfuret og lagt ind i Kakkelovnen. Der blev ikke tænk paa, at der var koldt i Køkkenet for den unge Pige, eller om der var tilstrækkelig varmt Vand til Opvask og Rengøring, jeg maatte derfor ofte besørge en Del af Rengøringen og Opvaskningen i koldt Vand. Mine Hænder og Fødder var derfor ogsaa i den Grad medtaget af Frost, at det hvide Dødkød saas i Frostsaarene. Dette saa Lægen og Døtrene paa uden at foretage sig det mindste, indtil jeg en Dag kom hjem og min Moder saa det; saa fulgte hun straks med mig hen og talte med Lægen og meddelte ham, at hvis ikke han tog sig af det, vilde der ske henvendelse til en anden af Byens Læger, og dette bevirkede, at han tog mig under Behandling. Men det varede ikke mange Dage, før Døtrene meddelte mig, at de virkelig ikke kunde gøre mit Arbejde, og lod mig vide, at det slet ikke var saa farligt at have Frost, det havde saamænd alle Piger.

Spisekammeret var aflaaset, saa jeg maatte nøjes med den afmaalte Mad, jeg fik, og da den var meget utilstrækkelig, købte jeg selv Brød og spiste dette i Smug, i det jeg manglede Frimodighed til at forlange mere Mad.

Hvad jeg i denne Plads led af Savn, Sult og Kulde, det kan ikke beskrives.

Jeg var i Pladsen et Aar, sikkert kun fordi jeg var fæstet for saa lang en Tid.

Uagtet jeg ikke var rigtig klar over det Hele, saa indsaa jeg dog, at jeg maatte bort, langt bort fra dette Hjem, og Turen gik derfor til København, Maj 1888. Her fik jeg Plads hos en forhenværende Proprietærfamilie, som boede paa Jagtvejen i en 4 Værelsers Lejlighed. Familien bestod af Mand, Hustru og 4 Børn, det mindste af dem var ½ Aar. Et helt nyt, rædselsfuldt Billede rulledes op for mig i dette Hjem.

I min sidste Plads havde jeg haft et daarligt Værelse, men her fik jeg slet intet. Min Kuffert blev sat ind i et af Værelserne, og for Natten blev der redt Seng paa en Sofa til mig. Her blev jeg Vidne til frygtelige Scener; jeg saa og hørte, hvad jeg ikke havde mindste Anelse om eksisterede. Mand og Hustru levede et slet Liv; hver for sig holdt de Kærester og Stævnemøder, og som Følge deraf var der idelige Skænderier, ja, en Gang endogogsaa Haandgribeligheder, og alt dette hørte og saa de 3 Børn og den unge Tjenestepige. Da Husmoderen havde den Slags Interesser, havde hun selvfølgelig ikke Sans for Hus og Hjem, og alt gik her, som det bedst kunde. Hun kunde godt gaa hjemme fra Kl. 2 Middag og komme tilbage Kl. 2 Nat uden saa meget som før sin Bortgang at give Besked om, hvad vi skulde have til Middag. Børn, Husholdning og Hjem var overladt til den 17-Aarige Pige. Vi behøvede dog ikke at sulte, thi da Familien var meget velhavende, var der altid Penge til at købe Mad for. Frihed kendte jeg saa godt som ikke til.

Efter nogle Maaneders Forløb i dette Hjem fulgte atter et Par Pladser, hvori jeg hørte og saa mere ondt end godt. Atter traf jeg Husmødre, som ikke var deres Opgave voksen. Saa snart jeg havde sørget for Spisestuen og Morgenkaffen og Husets Herre var gaaet i sin Forretning, kunde jeg tage mig af Børnene, vaske og klæde disse paa, medens Fruen sov videre til Kl. 11-12. Saa skulde vi have Frokost, saa købe ind til Middagen, sørge for denne, og endnu var Huset ikke gjort rent. Køkkenet og mit Værelse blev aldrig ordnet før Middagen Kl. 5-6 og Børnene var kommet i Seng. Jeg har ofte poleret Køkkentøj og vasket Børnetøj Kl. 11-12-1 om Natten. Og da det var Skik og Brug, at Herren og Fruen sjælden var hjemme om Aftenen, har jeg maattet slæbe Vuggen med det lille Barn ud i Køkkenet og skubbet til denne med Foden, medens jeg har staaet og Poleret eller Strøget.

Der bliver undertiden sagt om unge Piger, at de gaar og sover over deres Arbejde, og jeg kan rolig tilstaa, at jeg gjorde det her i disse Pladser, fordi jeg aldrig fik Tid til at udhvile mig. Mere end en Gang er mit Hoved i Søvne faldet ned imod Kaffekanden, som jeg stod og polerede om Natten.

Der var ikke Tale om, at jeg sent paa Aftenen kunde varme mig en Kop Kaffe eller The; thi Hovedhanen for Gassen var aflukket, sikkert fordi jeg ikke skulde benytte Gassen; ellers var der jo ingen Grund til at lukke af for den.

De bitre Tanker, der skabtes i mit Sind imod disse Mennesker, som var Skyld i, at jeg havde det saa slet, og som dog forlangte, at jeg skulde være mild og venlig, udslettes aldrig.

Atter skiftede jeg, og nu fandt jeg, hvad jeg helst straks skulde have fundet, en Kvinde, jeg i Ordets bedste Betydning kan kalde Husmoder. Det var Fru M. Hun var en dannet og dygtig Husmoder, der forstod sine Pligter og kunde gaa foran sin Tjenestepige, saa denne blev hendes Medhjælper. Under Fru M.s Vejledning lærte jeg overordentlig meget, og jeg indsaa, at jeg hidtil kun var blevet aldeles forkvaklet. Her var Orden i Sagerne, og Hjemmet var propert, her fik jeg Tid til at være paa mit hyggelige Værelse et Par Timer om Dagen, og min Husmoder hjalp mig med mit Tøj, klippede Linned, Forklæder og Kjole for mig, syede de lange Sømme paa Maskinen, og resten syede jeg selv. Jeg ligesom vaagnede, da jeg var kommet i Fred og Ro paa mit Værelse, og saa tænkte jeg tilbage paa den Tid, der var svundet. Aah, hvor frygteligt! Og jeg tænkte paa de unge Piger, som nu vandrede i mit Fodspor, saa, hvorledes de sled og slæbte uden at blive færdige, uden at kende til Hygge og Hvile. Mit Ønske blev: Gid jeg kunde hjælpe dem, at de kunde faa det, som jeg nu havde det. Men hvorledes? Der var sikkert mange Pladser som dem, jeg havde haft. Da disse Tanker begyndte at beskæftige mig, var jeg 20 Aar. Noget tilfældigt skete, som bevirkede, at jeg efter et Aars Forløb maatte forlade Fru M., som jeg aldrig kan takke nok, for hvad hun har været for mig og lært mig i det Aar, jeg var hos hende.

Atter søgte jeg Plads, og det forrige Uheld fulgte mig, men nu var jeg blevet en anden, jeg var ikke mere den blindt lydende, der modtog alt.

Tankerne kredsede stadig om dette, at der burde gøres noget. Jeg skal endnu blot fortælle et lille Træk, som slog Hovedet paa Sømmet.

Et Par Dage før Paaske 1894 havde min daværende Frue bedt mig om ikke at forstyrre hende, da hun vilde sove. Efter at jeg var færdig i Køkkenet, tænkte jeg, at jeg nok kunde løbe over Gaden til Skomageren med mine Sko, som skulde repareres. Jeg vilde tage Husets Søn – en 10-Aarig Dreng – med, for at han ikke skulde komme op og forstyrre; men jeg søgte ham forgæves i Haven. Efter 10 Minutters Forløb kom jeg tilbage og fandt Slaaen sat for Køkkendøren. Drengen havde været oppe og banket paa Døren, og Fruen havde lukket op og derefter sat Slaaen for. Jeg Modtoges med en mængde Skældsord, som ikke egner sig til at gengives her; jeg bemærker blot, at Fruen meddelte mig, at nu havde jeg at blive hjemme alle 4 Helligdage, fordi jeg havde forladt hendes Hus uden at spørge om det. Og saaledes blev det. I mit Fangenskab fik jeg Tid til at gruble, og de første Ord for Tjenestepigernes Sag blev da skrevet. De lød saaledes: ”Gid jeg en Dag kunde løsne Danmarks Slavinders Lænker”.

Nu tog jeg den faste Beslutning, at jeg vilde hjælpe Tjenestepigestanden frem til bedre Forhold, men paa hvilken Maade var jeg endnu ikke klar over.

Undertiden spekulerede jeg paa Hævn og forberedte Planer i den Retning, men forkastede dem dog igen, da jeg snart blev klar over, at Forholdene ikke vilde blive bedre ved en Hævngerning. I al min Fritid beskæftigede jeg mig nu med denne Sag, jeg indsaa, at jeg selv maatte lære noget, erhverve mig Oplysning og Kendskab til forskellige Forhold, og jeg satte det bestemte Maal, at jeg ville være 30 Aar, førend jeg talte om Sagen til andre.

Der hengik dog ikke saa lang Tid, thi i Foraaret 1899 fremkom en Statistik i ”Politiken”, som vist, at Tjenestepigestanden gav det største Procentantal til Prostitutionen. Da jeg saa dette, tænkte jeg, at nu var der ikke Tid til at vente længere, der maatte tages fat paa det Arbejde, som vilde skaffe Standen bedre Forhold. Thi sikkert er de daarlige Pladser Skyld i, at saa mange unge Tjenestepiger fører et elendigt Liv. Læserne vil sikkert kunne forstaa, at det ikke er underligt, om mange unge Piger blive sløve og ligegyldige med sig selv og ofte foretrækker det fattige Kvistkammer og Fabriksarbejdet eller andet tilfældigt, som efterhaanden fører dem længere nedad, fremfor at tjene hos saa hensynsløse Mennesker som dem, jeg f.Eks. har været hos.

Efter at have læst Statistikberegningen gjorde jeg mine Planer færdige, og disse gik ud paa:

At Tjenestepigerne skulde samle sig i en Forening og derigennem varetage deres Interesser, ved fælles Midler hjælpe hinanden til mere Oplysning og Dygtighed og derved tiltvinge sig Respekt og Hensyn. De maatte sættes i Stand til at faa Uddannelse i deres Fag, og der maatte sættes en Grænse for deres Arbejdstid og fastsættes Krav om bestemt Fritid, saa at de forud kunde raade over denne. Ligeledes skulde der stilles Krav om et ordentligt Værelse, hvori de kunde opholde sig i deres Fritid.

Jeg har nu meddelt Læserne, hvorfor Københavns Tjenestepigeforening blev stiftet. I det følgende vil man se, hvorledes den traadte frem for Dagens Lys, og hvad der er udrettet i de svundne 5 Aar. Og endvidere et lille Vink om, hvad vi haaber at naa i den kommende Tid.

Marie Christensen

Til tekst 28 | Til oversigten over kildetekster | Til tekst 30