Nymodens Husassistenter og gamle Tjenestepiger (1915)

Kilden er uddrag fra en artikel fra National Tidende, en avis der blev udgivet 1876-1961. Politisk var det en konservativ avis (Højre). Artiklens forfatter er “den kvindelige journalist” Inger Torrild (1878-1963), og var at finde i avisens sektion “for kvinder”, nemlig “Kvindernes Blad”. Torrild er kritisk over for både Marie Christensen, Tjenestepigeforeningen samt de tjenestepiger, der er medlemmer af foreningen.

Fra: National Tidende, 12. maj 1915, i sektionen ”Kvindernes Blad”.

Man maa lade Frk. Marie Christensen, at hun er en energisk Dame. I hvert Fald taaler hun ikke at der bliver stille om hendes Navn. Næppe rejser hun det ene Spørgsmål og det viser sig, at det ikke blev den store Sensation som ønsket – strax stikker det næste Hovedet frem.

Det er i Aar 15 Aar, siden ”Københavns Tjenestepigeforening” stiftedes, og vi husker den Opsigt, den vakte, da den første Fanfare lød; Fruerne rystede og ansaa denne Forenings Existens for ensbetydende med, at det gode Forhold for evig var bandlyst mellem Herskab og Tjenerskab. Pigerne satte gennemgaaende Næsen lidt højere i Sky, ja hist og her ymtedes om smaa Fløjtesoloer som den første direkte Følge af Fagorganisationen. De fornuftige fra begge Lejre enedes stiltiende om at se Tiden an, thi inderst inde var de overbeviste om det uholdbare i Idéen. Naa, ”Sagen” viste sig jo ogsaa snart grumme lidt farlig. For det første blev det – Sandheden i Ære! – et meget lille Procentantal af den tjenende Stand, der indmeldte sig i Foreningen. Heller ikke blev det Flertallet af de gode, d.v.s. de solide Piger, - hvilket Foreningens Formand Frk. Christensen delvis indrømmer, naar man taler med hende, og hun fremhæver, at det netop var d e m, Foreningen gerne vilde have fat paa, at de b u r d e være Medlemmer for at støtte ”Standen”.

Tiden gik, og snart førte Foreningen en nogenlunde ubemærket Tilværelse. Skete det undertiden, at en Pige, som var i Foreningen, søgte en Plads, som tiltalte hende, men mærkede Mishag med Foreningen, saa tog hun alligevel Pladsen og tav om det prekære Spørgsmaal. Saadan er det gaaet mange Gange.

Naar Tjenestepigeforeningen ikke trivedes, er Grunden den, at selve Idéen i sin Form og Udførelse er et Misfoster. Forholdet mellem en Husmoder og hendes Piger er noget af det personligste, som findes, og kan derfor ikke sammenlignes med noget som helst andet Arbejdsfelt.

Arbejdstid og Fritid kan heller ikke inddeles paa Klokkeslæt, da det er Mennesker og ikke Maskiner, som Pigerne betjener. Er Forholdet mellem Frue og Pige ikke et gensidigt Tillidsforhold med Imødekommenhed, Hensynstagen og Elskværdighed paa begge Sider, bliver et godt Resultat simpelthen umuligt. Ingen dygtige og selvstændige Mennesker, ligegyldigt om det er Fruer eller Piger, vil af fremmed Indblanding lade sig diktere, h v o r d a n og h v o r n a a r deres Arbejde og Forhold skal ordnes. At Pigerne i de allerfleste Pladser har langt mere Frihed og bedre Vilkaar, end Frk. Christensen dikterer dem, er en anden Sag. Kun stiller de flinke Piger det ikke op som en Ret, der skal falde paa Minuttet. De ved nemlig saa udmærket godt, at man vel kan respektere en dygtig Pige, men Hengivenheden for hende kommer, naar hun staar en lille Smule Last og Brast med Familien, tager Del i dens Glæder og Sorger og tænker paa lidt andet end sig selv og sine egne Fordringer.

Har hun den medfødte Dannelse, som man ikke sjældent træffer hos en solid, rettænkende Tjenestepige, faar hun i alle Maader sin Ret og gode Behandling, men ganske vist paa en anden og mere holdbar Maade – ikke som ”Frøken” eller ”Assistent”, men fordi hun hører til Familien, dens Medlemmer holder af hende og paaskønner hendes Hengivenhed.

Hvis Frk. Christensen hørte og vidste, hvordan denne meget store Stab af flinke, elskværdige Piger saa paa Foreningen, dens Væsen og Optræden, vilde hun vist ikke føle sig slet saa vis paa Fremgangsmaadens Fortræffelighed. Det er nemlig saadan, at naar Foreningen, dens Møder og Referater omtales, er det som oftest Pigerne, der er de mest kritiske. Ikke sjeldent kommer Udtalelser som: ”Ja, men  d e Piger tænker jo slet ikke paa Herskabet. Vi har det jo meget bedre end Fruen; naar vi er færdige, har vi jo kun os selv, medens Fruen har Regnskaber, Børn og ofte mange andre Ting at tænke paa.”

Det tjener til saadanne Pigers Ros, at de føler, hvor langt sværere Krav der stilles til Husmoderen og hendes Kræfter – og hun har jo desforuden ikke den Fordel at kunne sige sin Plads op.

”Men Tanken var berettiget,” vil mange indvende, ”der var saa mange usle Pladser, hvor de misbrugte Pigeren og kun gav dem en lille Løn.” – Dertil er at svare – der var, er og vil altid blive mange daarlige Pladser – og Piger. Men ligesom de gode af begge Slags hurtigt finder hinanden, saaledes ogsaa de daarlige – Mesalliancer er i Længden meget uholdbare. Tiden og Udviklingen havde af sig selv ført Lønstigningen med sig, og med Hensyn til Lønnen har den store Stab af ”Frøkenpiger” som de høje Lønkrav har fremelsket, de, som arbejder langt mere og for langt mindre Løn end en tjenestepige for ”at høre til Familien” – vist egentlig ikke gavnet Tjenestepigestanden i sin Helhed. Der er et stort Kontingent af gode Pladser, der er optaget paa den Konto. Heller ikke maa man et Øjeblik glemme, at en Pige jo selv bestemmer, til hvem og paa hvilke Betingelser hun vil bortfæste. Hun kan jo stille sine Spørgsmaal og Betingelser lige saavel som Fruen sine.

Nej, undertiden kan man ikke helt frigøre sig for den Følelse, at hvis Tanken var at højne Standen, forbedre dens Kaar og alt andet godt og rigtigt, har Idéens videre Udformning faaet Vrangen ud af alle disse Ting. Alle Spørgsmaal rejses og drøftes nemlig paa Opposition.

Tænkes der ikke mere paa at kritisere og ramme Herskaberne end paa, hvad der er det bedste for Pigerne? Saadan ser det i hvert fald ud. Det og det skal Pigerne ikke finde sig i, de og de Krav skal de stille, men om Pligt, Æresfølelse og Imødekommenhed overfor Herskabet hører man ikke Tale. Man husker i Relation til den allestedsnærværende Opposition et enkelt Eksempel. Der var og er maaske stadig en Forening af Herskaber, som belønner de Piger, der har tjent lang Tid i én Plads. Tanken er ganske naturlig. Embedsmænd, Funktionærer og mange andre faar ogsaa en saadan Opmuntring eller Belønning for tro og paalidelig Tjeneste og tager den med sig. Tak og god Samvittighed.

Men naar man i god Tro paa denne Vis vil gøre Tjenestepigerne en Glæde, bliver det, set med Fagforeningsøjne, ”Præmiering” – som overfor andre umælende. Det er i Virkeligheden saa barokt, at det ikke var Omtale værd, hvis ikke netop saadanne Ting beviser, at der s k a l være noget galt; hver god Tanke s k a l misforstaas.

Inger Torrild

Til tekst 30 | Til oversigten over kildetekster | Til tekst 32