Om arbejds- og lønforhold på landet (1873)
Socialisten var Danmarks første arbejderavis. Avisens undertitel var “Et ugeblad for arbejdernes berettigede Fordringer”, og det var forløberen for avisen Social-Demokraten. Socialisten udkom første gang i 1872 som en videreudvikling af Socialistiske Blade, som var blevet udgivet af Louis Pio, (1841-1894), Harald Brix (1841-1881) og Paul Geleff (1842-1928). Sammen var de grundlæggerne af den socialistiske arbejderbevægelse i Danmark. I maj 1996 genopstod Socialisten som Enhedslistens ugeavis, der stoppede i 2001. Følgende er en artikel skrevet af en R. Randlev, der i 1873 forholdt sig kritisk til både arbejds- og lønforhold på landet – især for tyendet. Sproget er moderniseret.
Fra: Socialisten, nr. 3, 1873, gengivet i Torben Hansgaard: Danmark i forvandling, på landboreformernes tid. Forlaget Marko, 1988, s. 185-186.
Det er blevet sagt, at arbejdstiden hos gårdmændene kun er 9 ½ - 10 timer dagligt om sommeren, men i de egne, hvor jeg er kendt (Østjylland) findes ikke en eneste gårdmand, der har så kort arbejdstid. Arbejdstiden er her, når den er allerlavest, 12 timer, og dette endda de færreste steder, thi i de fleste gårde er den 14 timer om sommeren, spisetid og hviletid fraregnet. Der begyndes i almindelighed med arbejdet i sommertiden om morgenen fra kl. 4-5 og holdes ikke op før om aftenen kl. 8 ½ - 9 ½; når man så regner ½ time til spisning om formiddagen, 2 timer til middag og ½ time til spisning om eftermiddagen, bliver det en arbejdstid på 12 ½ - 14 timer. Det er heller ikke rigtigt, når det i “Aarhus Amtstidende” har været sagt, at daglønnen er fra 2 til 4 mk.[mark]1 foruden fri kørsel og andet, thi man kan være vis på, at når en gårdmand kører en tur for en arbejdsmand, må denne levere arbejde derfor, og hvis gårdmandskonen betænker husmandskonen med mælk eller andre fødevarer, må denne i almindelighed hjælpe til ved slagtning, vask o.s.v. Det ville være bedre og behageligere for husmandskonen, om hun kunne få sit arbejde betalt med penge, da den betaling, hun får i varer, dog altid betragtes som nådesgaver. Ved akkord for tærskning gives sjældent over 20 sk. [skilling] for en tønde rug eller hvede og 1 mk for en tønde byg eller havre, og når der arbejdes for dagløn om vinteren, er lønnen i almindelighed kun 24 sk. om dagen. Om hermed skal manden underholde en familie, der ofte består af 4-6 personer! Landarbejderne lever derfor under lige så trykkende armod som købstadsarbejderne, hvilket også fremgår deraf, at landarbejderne i massevis strømmer til købstæderne. Når landarbejderen ikke gør strejke, så er det ikke, fordi han har det bedre end sine kammerater i købstæderne, men fordi det på landet er vanskeligere at opnå den nødvendige enighed, for at strejken skal krones med held. Trangen til en lønningsforhøjelse er såmænd til stede, og viljen til at få den i stand er her også, men her mangler ledelse.
Ingen arbejder i hele samfundet bliver dog dårligere betalt end de faste tjenestefolk, og her viser sig netop den jernlov, at der ikke betales mere for arbejdet, end der netop behøves for at friste livet. En tjenestekarl har hos gårdmanden sjældent over 60 rd. [rigsdaler] om året eller 1 mk. om dagen, men så er han også optaget både søndag og hverdag, og i sommertiden er han gerne ude kl. 3-4 om morgenen, så at arbejdstiden bliver en hel del længere end for daglejernes vedkommende. Hvis lønnen rettede sig efter arbejdet, tilkom der tjenestekarlen en højere løn end daglejeren, men det logi, som bydes ham, sætter ham i klasse med heste og køer. Sovestederne er i almindelighed indrettet i stalden, hvor karlene må sove i de usundeste dampe, men hvad bryder gårdmanden sig om sine karles sundhed? Tjenestepigernes lod er omtrent den samme som karlenes, kun med den forskel, at arbejdstiden varer til kl. 10-11 om aftenen, og at lønnen kun er omtrent 8 sk. daglig eller lidt over 30 rd. årlig. Tjenestepigerne sover vel ikke i stalden, men i nogle usle huller, der kaldes pigekamre, og som mange gange er kolde og fugtige.
Dertil kommer, at der ofte må høres skældsord af husbonden og børnene, så at det sandelig ikke er nogen misundelsesværdig stilling at høre til de faste tjenestefolk.
R. Randlev
----
1 Om møntfoden i 1873: 1 rigsdaler (rd.) svarede til 6 mark (mk.), som svarede til 16 skilling (sk.). Ved møntreformen i 1875 sattes 1 rigsdaler til 2 kroner.
Til tekst 31 | Til oversigten over kildetekster | Til tekst 33
