Landarbejdernes Gavn (1874)

Socialisten var Danmarks første arbejderavis. Avisens undertitel var “Et Dagblad for Arbejdernes berettigede Fordringer”, og det var forløberen for avisen Social-Demokraten. Socialisten udkom første gang  i 1872 som en videreudvikling af Socialistiske Blade, som var blevet udgivet af Louis Pio, (1841-1894), Harald Brix (1841-1881) og Paul Geleff (1842-1928). Sammen var de grundlæggerne af den socialistiske arbejderbevægelse i Danmark. I maj 1996 genopstod Socialisten som Enhedslistens ugeavis, der stoppede i 2001. Artiklen er skrevet af en R. Randlev.

Fra: Socialisten. Et Dagblad for Arbejdernes berettigede Fordringer, 28. februar 1874.

Landarbejdernes Gavn

Da ”Socialisten” har sat som sit Maal, at Enhver skal have fuldt ud, hvad hans Arbejde afgiver, har Gaardmændene for længe siden erklæret dette Blad for deres Fjende. De siger i Almindelighed, at de nok vil Arbejdernes Vel, den dog ikke holder af ”Socialisten”, fordi den sætter Splid. Jeg tror nu, at Grunden til, at de ikke holder af ”Socialisten” snarere er den, at dette Blad uden Skaansel siger dem drøje Sandheder om de raadne Forhold, som de oplever og hvorved de bliver i Stand til at leve af Arbejdernes Slid. For Resten er det en latterlige Paastand, naar Gaardmændene siger, de vil Arbejdernes Vel og dog ikke uden knurren vil give disse saa meget, at de kan leve deraf uden at behøve at tage imod Almisse. Gaardmændene har heller ingen Ret til at fordømme en Sag, som Arbejderne har sluttet sig til i Tusindvis, lige saa lidt som til at udtale nogen Fordømmelsesdom over Førerne og den Bevægelse, disse har vakt. Det er ogsaa en ringe Maade, hvorpaa Gaardmændene viser Omsorg for deres gamle og svage Arbejdere, som har lagt deres Sundhed og Kraft i Gaardmændenes Gerning: den hele Tak, der bydes herfor, er Naadsensbrød i en Fattiggaard med Tab af alle borgerlige Rettigheder. Disse Fattiggaarde kunde godt gaa ind under Begrebet frivillig Fattighjælp, hvis Gaardmænden vilde, men nu hyler de i Kor over, at Lovforslaget om Eftergivelse af Fattighjælp ikke kan fremmes paa Grund af Højres Træghed! Nu vel, hvis det er de Herrer Bønders ærlige Vilje, at Fattighjælp ikke skal beskære Modtagerens borgerlige Rettigheder, saa vis os det ved at faa vedtaget en Lov derom.

Til Landarbejderne vil jeg endnu sige et Par Ord. Lad Eder ikke forlokke til at arbejde til Eders egen Fordærv ved at støtte Bestræbelser, der kun gaar du paa at dysse Eder i Søvn. Ødelæg ikke den saa godt begyndte politiske Vækkelse ved at støtte husflidsforeninger og andre Foreninger, der prises fra Højres Side, men som kun Eders naturlige Modstandere kan have Gavn af. Og fremfor alt slut jer sammen i Eders egne Foreninger og tag ikke Arbejde, uden I kan faa betalt det saaledes, at I kan leve deraf som Mennesker. Lad os Arbejdere i Samdrægtighed gøre os Umage for at pleje det unge socialistiske Træ, som Louis Pio har plantet, for at vi en Gang i Tiden kan finde hvilke og Fred under dets Grene. Lad os vise, at vi paaskønner hans Ofre og Lidelser, og ikke staar som Slavefælle, at ikke Menneskefjender forkvakler og forgifter den unge Plante.

R. Randlev.

Til tekst 32 | Til oversigten over kildetekster | Til tekst 34