Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede

Dødeligheden i arbejderklassen (1883)

Theodor Sørensen (1839-1914) var læge og statistiker. Ved siden af sin lægepraksis i Hobro lavede han socialstatistiske undersøgelser. Hans undersøgelser omhandlede hhv. købstadsarbejderes og markarbejderes kår (1880-1881), ulykkestilfælde under arbejde (1882), børnedødeligheden i forskellige samfundslag (1883) og dødelighedens afhængighed af de økonomiske forhold og beskæftigelsen (1884-1885). Da arbejderkommissionen blev nedsat i 1885 blev han medlem og senere sygekassedirektør. Arbejdet udmøntede sig i bl.a. sygeforsikring, ulykkesforsikring og arbejdsløshedsforsikring. Kommissionen skulle altså bl.a. indføre reformer, der sikrede arbejdere mod følgerne af sygdom, ulykkestilfælde m.m.

Nedenstående er et uddrag af Sørensens udgivelse Social-Statistiske Undersøgelser over Byarbejderes og landarbejderes levevilkår, arbejdsulykker, børnedødelighed og økonomisk og erhvervsbetinget dødelighed i anden halvdel af det 19. Århundrede (1883). Hans statistikker viser, at dødeligheden hos arbejderklassen er markant større end hos andre klasser, og han gør sig overvejelser omkring, hvad årsagen kan være.

Fra: Theodor Sørensen: Social-Statistiske Undersøgelser over Byarbejderes og landarbejderes levevilkår, arbejdsulykker, børnedødelighed og økonomisk og erhvervsbetinget dødelighed i anden halvdel af det 19. århundrede, 1883, genudgivet af Selskabet for udgivelser af kilder til dansk historie, 1984, bind 2.

Hvor er Forklaringen at søge til denne større Dødelighed hos begge Kjøn af Arbejderklassen? Først kan nævnes de Momenter, hvori Forskjellen i økonomiske Vilkaar navnlig Aabenbarer sig, nemlig Hjemmets hygiejniske Forhold, Ernæringsforhold o.s.v.; disse maa antages at paavirke Kvinden i højere Grad end Manden – snarere i al Fald end det omvendte -, eftersom hun er mere bunden til Hjemmet og vist ogsaa som Regel maa nøjes med tarveligere Kost. Dernæst kan anføres Beskjæftigelsens Art; det er vel navnlig Manden, det her gaar ud over, ligesom jo overhovedet Aarsagen til, at der idetmindste paa et vist Tidspunkt af Livet indtræder i alle Samfundslag en langt større Dødelighed hos Mand end hos Kvinde, for en stor Del tør antages at være Beskjæftigelsen i Forbindelse med den legemlig og aandelig opslidende indvirkning, som Forsøgerens Kamp for Tilværelsen eller for at naa det højst mulige Maal udøver paa ham. Endelig maa vi ikke glemme det mere eller mindre selvforskyldte Moment: Drankerdødsfald og Selvmord; som det nemlig viste sig for Kjøbenhavn, saaledes vil det ogsaa i det følgende vise sig ved provinsbyerne, at disse to Dødsaarsager spille en ikke saa lidt større Rolle i Arbejderklassen end udenfor denne, og navnlig gælder dette da for Mandkjønnets vedkommende.

Til tekst 33 | Til oversigten over kildetekster | Til tekst 35

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk