Et Spørgsmaal (1890)
Artiklen, trykt i Skive Folkeblad, 17. marts 1890, er skrevet af Jeppe Aakjær. Jeppe Aakjær (oprindeligt Jeppe Jensen ) (1866-1930) blev født i landsbyen Aakjær, Fly Sogn, ved Skive. Han tog siden navn efter sit fødested. Han var historiker, sangskriver og forfatter. Ud over at skrive faglitterære, historiske værker, især om sin hjemegn, skrev han naturlyrik - bl.a. kendte sange som “Jeg er Havren” (1916). Derudover skrev han agitatorisk litteratur, der med grum realisme beskriver vilkårene for de fattigste i samfundet - herunder Tyendesang (1907), Husmandssang (1907), Landarbejdersang (1914) - og romanen Vredens Børn: et Tyendes Saga (1904). Aakjær var også en aktiv samfundsdebattør og bidrog til debatten om tyendet. Han døde i 1930 på gården Jenle i Salling. Aakjærs engagement og solidaritet med arbejderbevægelsen er ikke til at tage fejl af, mens Skive Folkeblad, der blev stiftet i 1880, var en Venstre-avis, der siden bevægede sig senere over til det Radikale Venstre.
Et Spørgsmaal
Da jeg for kort Tid siden var paa en Rejse i Midtjylland, kom jeg en Dag ind i en Gaard, hvor man fortalte mig, at Karlen laa syg. Jeg bad om at faa talt med den syge, og man førte mig ud i Stalden, hvor der stod nogle Heste og Smaakreaturer. Gjennem en Dør paa klem skimtede jeg et blegt, fregnet Ansigt; det var den syges. Jeg kantede mig ind ad den trange Aabning til ham og stod nu i et Rum, som jeg skjønnede maatte være Gaardens Karlekammer.
Snese af Gange havde jeg tidligere staaet i slige Rum, men aldrig havde jeg saa stærkt følt det oprørende i at lade Mennesker ligger i slige Aadselkuler [kule (grav) til ådsler] som nu, da jeg stod overfor dette forslidte Menneske. Hvor var det dog, man havde lagt denne syge Mand! Her hvor Dyrene stod og svinede og stank; i en Krog af Stalden ikke saa synderlig hyggeligere end en af de andre Baase -, grænset af fra det øvrige ved to Lervægge, som Hestene havde brudt Hul i hist og her, blandt andet manglede en Del af Muren over Dørkarmen, og Døren, der var dannet af uhøvlede, møgbegjorte Brædder, kunne aldeles ikke lade sig lukke, men tillod uhindret Staldens dunstende Atmosfære at stryge ind over den syge. Paa den indvendige Side bar Væggene vel paa sine Steder Spor af Kalk, men som oftest grinede dog det raa Ler frem. Loftet bestod af Løstliggede fra hinanden skilte Brædder med Halm over, som Mus og Ælde havde smuldret smaat, og den syge fortalte, hvad Kval det forvoldte ham, naar man var oppe paa det Hjøl [loft hvor foder og hø opbevares]og rive Foder ned, for saa dryssede det ned i hans Ansigt med Halm og Støv og Spindelvæv, saa det ikke var til at udholde. Gulvet var den bare, klamme Jord, der stank af al den Urenhed og Fugt, den i umindelig Tid havde indtrukket.
Den smule Lys, Kammeret modtog, stjal sig møjsommeligt ind ad en halv Karm Vinduer, i hvilken endda en Rude var ituslaaet, og Hullet stoppet med et Par gamle Buxer. Et Klædeskab, der stod og dinglede op mod den ene Væg, og fra hvis øverste Del skidne Skjorter hang ned, optog den største Del af den Plads, Træsengen levnede, saa det var ikke muligt for to Mennesker at komme forbi hinanden derinde.
Saadan var det Rum beskaffent, hvor det unge Menneske laa i de tynde Dyner, under hvilke man kjendte de magre Lemmer, - paa alle Sider omgiven af en Krans af muggen stinkende Sengehalm. Det var her, han havde ligget i sex Uger i det modbydelige Svineri. Og hvad hed saa den Sygdom, hvoraf han led? Lungebetændelse! Selvfølgelig. Saadanne Soverum maa absolut gjøre deres Indvaanere lungesyge. Jeg fik en sand Modbydelighed for den Husbond, der havde kunnet tillade dette Menneske, der havde slidt for ham som sund, at ligge saadan som syg. Mit gamle Had til disse Anstalter var vakt igjen, og jeg saa for mig alle de dunkle Rum, som jeg havde kjendt, fra jeg var lille, med deres Stank og deres Uhygge, hvor den arbejdende Del af den mandlige Ungdom indlægges i sine Hvilestunder for at blive raa og fordærvede, for at faa dræbt det fineste og reneste i sig.
Det ”Karlekammer”, jeg her har skildret i Enkeltheder, er ikke noget usædvanligt. Det er hverken værre eller bedre end Hundreder af Steder trindt om i det kjære Salling og Fjends Herred. I det Herrens Aar 1890, da Mængden gjør sig til af sit demokratiske Sindelag og af sin Arbejdervenlighed, da kan vi rundt om ude hos d’Hrr. Gaardmænd endnu trække disse Karlebaase, slet ikke saa synderligt bedre end Hestenes ved Siden af. Gaa blot omkring i Salling og Fjends Herred og kig ind i disse Rum – om Du kan faa Lov til det – bestandig vil det samme Syn aabenbare sig: Vædskende Gulve, smudsige Vægge og Loft, daarligt plejede Senge, gamle hinkende Møbler, - Dagligstue-Vrag, der er kastet til Side og af Karlene trukket frem af Skramlebunken -, i Krogene Dynger og Pjalter og skiddent Linned, Gulvet over strøet med Sengehalm. Ofte har Ajlen [den flydende del af husdyrgødning] fra Kreaturerne ved Siden af banet sig Vej under Dørtræet ind i Kammeret. Det er slige Pesthuler, man byder de Folk at sove i om Natten, som har arbejdet sig trætte i Dagens Slid. Det er kun den mest uforsvarlige Efterladenskab og Ligegyldighed for Tjenernes Vel, der bringer vore Gaardmænd til at opretholde dette system, for som oftest vilde Karlekammeret kunne sættes i Stand uden synderlige Bekostning og holdes i sømmelig Orden ved en Smule Villighed fra Husmoderens og Pigernes Side.
Om Husbonden selv skulde ligge derude – jeg gad vide, om der ikke snart vilde blive foretaget en Reparation. I hvert Fald forstaar jeg ikke, hvor nogen kan forsvare for sin Samvittighed at lade Folk, der er afhængige af én, leve i Rum, der er ødelæggende for legemlig og moralsk Sundhed. Og vis mig et Karlekammer, som ikke er farligt for den menneskelige Sundhed!
Jeg spørger derfor: Er det ikke paa Tide, vi begynder at hygge lidt op i Karlekamret?
Jeppe J. Aakjær
Til tekst 34 | Til oversigten over kildetekster | Til tekst 36
