De sidste Slaver (1890)
Den københavnske avis Social-Demokraten blev stiftet af Louis Pio, Harald Brix og Paul Geleff i 1871. I de første år bragte avisen manifester og proklamationer i den socialistiske sag, men efter at Pio og Geleff blev bestukket af politiet til at udvandre til Amerika, ændrede avisen karakter. Da typografen Emil Wiinblad blev ansat på bladet, begyndte han at skrive artikler under mærket ”En Arbejder”. I begyndelsen af 1880’erne skrev Wiinblad mange store artikler, der bl.a. satte fokus på arbejderklassens elendige boligforhold, ansættelsesforhold mm. I løbet af de 30 år hvor Wiinblad var redaktør på avisen, voksede oplaget eksplosivt: fra 1200 solgte aviser i 1881 til 56.000 i 1907. På det tidspunkt var Social-Demokraten Skandinaviens største dagblad. Artiklen nedenfor er sandsynligvis skrevet af Wiinblad. Sproget er moderniseret.
Fra: Social-Demokraten, 6. juli 1890, gengivet i Arne Herløv Petersen: Fra den forkerte verden, artikler fra 'Social-Demokraten' 1881-1894, Journalistikkens Klassikerserie, Forlaget Ajour, 2004, s. 65-70.
De sidste Slaver
Tjenestetyendet er – om ikke altid hvad det rent materielle angaar, saa dog sikkert med Hensyn til deres sociale Stilling – langt værre situeret end Flertallet af de øvrige Arbejdere.
Vi skal dog her forudskikke den Bemærkning, at Herskaberne som Regel ikke gaar saa vidt overfor deres Tyender, som Loven tillader dem at gøre det. Forholdet mellem de to Parter er i de senere Aar blevet noget humaniseret; men det er en ren Naadesakt fra Herskabet Side, thi juridisk set er Tyende prisgivet det i høj Grad.
Tjenestetyendet bortsælger sig til sit ”Herskab” mod Tilsikring af fri Forplejning, Logi og en ringe Pengeløn. Dermed opgiver Pigen, Karlen eller Tjeneren, hvem det nu er, aldeles sin Selvstændighed. Medens den faglige Arbejder kun sælger sin Arbejdskraft i et bestemt Antal Timer om Dagen, betinger sig Hvilepavser og hyppigt en Hviledag om Ugen, saa vilde man betegne et sligt Forlangende, stillet af et Tjenestetyende, som Toppunktet af Uforskammethed. Tjenestetyendet staar til uindskrænket Raadighed for sit Herskab hver Time, hvert Minut paa Dagen, og om Natten med, naar det kræves. Ingen arbejdsydelse, den være nok saa usund, nok saa modbydelig, kan Tyendet tilbagevise. Behager det Herskabet at beskæftige navnlig det kvindelige Tyende til langt ud paa Natten (ved Storvask og Rengøring t.Eks.) og vække det igen Kl. 4 ½ om Morgenen eller endnu tidligere til nyt Slid, saa er det Fruens eller Herrens gode Ret, og der taales ingen Indsigelser.
Vil Tjenestepigen engang hver anden Søndag anvende et Par Eftermiddagstimer til Udgang, saa maa hun først særlige bede om Tilladelse. Skal der netop den Dag være Selskab, ventes der Fremmede, eller faar Fruen pludselig Lyst til at gaa i Visit, i Teatret eller et andet Sted hen, saa kan der uden videre slaas en Streg over Tjenestepigens ”Udgangstur”. Hun kan gaa ud næste Søndag – hvis der da ikke til den Tid kommer Forhindringer. Tjenestepigen bliver i overordentlig mange Familier ikke blot anvendt til alle mulige huslige Arbejder, men hun maa for det meste ogsaa anvende hvert Minut, som hun har tilovers fra Besørgelsen af Husvæsenet, til sit Herskabs Nytte, og fremfor alt maa hun sy og stoppe og lappe paa Familiemedlemmernes Tøj – hvorledes hun faar Tid til at holde sig eget tøj helt, det bliver hendes Sag.
Tjenestetyendet, navnlig Pigerne, er værgeløst udsatte for alle Herskabets Grovheder, alle Vilkaarligheder fra dettes og de ”kære Børns” Side. Tjenenestepigen har altid Uret, hun er i Reglen Lynaflederen for Fruens eller de unge Frøkeners onde Lunder. Har Herren gjort daarlige Forretninger paa Børsen, saa kan Tjenestepigen være sikker paa, at hun bliver skældt ud: hun har sjusket med Støvlebørstningen eller der har været Støv paa Frakken. Har Fruen eller Frøkenerne ikke paa Ballet gjort saa stor Lykke som de ventede, saa kan Tjenestepigen gøre sikker Regning paa, at i flere Dage derefter kan hun hverken gaa eller staa dem tilpas, hun gør alting forkert, og saa vanker der Grovheder og atter Grovheder. At disse Grovheder hos en og anden Frue med en ”let” Haand endog udarter sig til Haandgribeligheder, hører jo desværre ikke til Sjældenhederne. At give Pigen ”Karkluden om Ørerne” er en yndet Sport for mangen hidsig Frue.
For at opveje disse Forhold, bliver i Reglen Tjenestetyendets fordelagtige materielle Stilling stillet op til Sammenligning med Fabriksarbejderens Stilling.
Det bliver sagt, at Tjenestetyendet har deres sikre Brød, tilstrækkelig Næring, er mindre udsat for sædelige Fristelser end Fabriksarbejderskerne. Det er egentlig ikke nødvendigt at gendrive denne Indvending, thi netop Tjenestepigerne stiller en overordentlig stor Procent til de saakaldte ”uægte” Fødsler (denne Beregning taget i sin store Almindelighed uden særligt Henblik til et bestemt Land). Hvad nu det ”sikre Brød” angaar, saa kan det jo nok være, at der blandt Tjenestetyendet er færre Arbejdsløse end blandt de faglige Arbejdere. Men at man ikke kan tale om sikkert Brød, beviser enhver Rundgang i Storbyernes Fæstekontorer, hvor Pigerne ofte bliver bedragne for deres Penge, i al Fald er Genstand for et utaaleligt og skammeligt Optrækkeri, og ikke sjælden bliver de udsat for den Fare, at blive solgt til udenlandske Bordeller, uden at de kender deres forfærdelige Skæbne, førende de som retsløse og villieløse Ofre er prisgivne den navnløse Elendighed. Tusinder af Tjenestepiger søger ofte forgæves i Maaneder om en Kondition, og er da selvfølgelig i samme Grad hjemfaldne til Prostitutionens Farer, som enhver anden af Sult fortvivlet Kvinde. Jo længere de er arbejdsløse, desto sikrere for dem er det, at de ingen Plads faar, fordi enhver ”ordentlig Husmoder” kun antager en Pige med gode Vidnesbyrd og ser nøje paa, at Tjenestepigerne i det højeste kun har været uden Plads i nogle faa Dage.
Vidnesbydets (Skudsmaalets) store Betydning for Tjenestepigen taler ogsaa for den urimelig store Afhængighed af Herskabet.
Hvad nu endelig den tilstrækkelige Næring og Bolig angaar, saa forholder sig dette for det meste helt anderledes i Virkeligheden end i Teorien. I mange saakaldte ”fine” Huse bliver der lavet en anden Slags Mad til Tjenestefolkene end til Herskabet. Der haves en Mængde Eksempler paa, at Tjenestefolkenes Kost ikke blot er Slet, men ogsaa utilstrækkelig.
Værst staar det til med de Sovesteder, der bydes Tjenestetyendet. Nærværende Blad havde for nogle Aar siden en Sag med en ”Husbond”, der var bleven vred, fordi vi havde klaget over den Behandling, han lod sin Tjenestepige til Del. Hendes ”Sovekammer” var et mørkt Hul bag Skorstenen, og det fik kun Lys gennem en lille Rude i Døren. Luft kunde der ikke være tale om uden den ”Mados”, der altid i mere eller mindre Grad er til Stede i et Køkken, og saa for Resten Røg fra Skorstenen, Em fra Kedler og Dunster fra Vasken. I Rummet var der knebent Plads til Sengen. Vi har set flere af den Slags ”Pigekamre”. Ved Forligsprøven fik ”Husbonden” en skarp Irettesættelse af Forligskommissionens Formand, der gjorde opmærksom paa, at hans ”Pigekammer” var i Modstrid med de paagældende Lovbestemmelser, og det var uden Tvivl til Dels denne Omstændighed, der betog den vrede ”Husbond” Lysten til at forfølge Sagen […]
Tjenesteklassen har endnu intet Sted overvundet de Vanskeligheder, der hindrer den i at skaffe sig en tilstrækkelig god og virksom Organisation, Medlemmerne af den tjenende Klasse staar stedse enkeltvis overfor deres Arbejdskøbere, intet fælles Baand omslynger dem, de kan ikke tænke paa at sætte eventuelle Fordringer igennem ved Hjælp af Arbejdsnedlæggelse. Ved den mindste Antydning af ”Opsætsighed” fra Tyendets Side er Politiet straks til Husbondens Raadighed, thi Tjenesteforholdet er i alle Lande ordnet saa viseligt, at Tyendet er underkastet særlige Love, Tyendelovene, som stammer fra Livegenskabet Tid, fastsætter et ufrit Tjenesteforhold med politimæssig Arbejdstvang og indrømmer Husbonden den samme Ret over sine Tjenestefolk, som i gamle Dage Fevdalherren øvede over sine Livegne. Er disse forhold uforanderlige?
Vi tror næsten, skriver den wienske ”Arbeiterzeitung” i sin Artikel om Tyendets Stilling, at indenfor den privat kapitalistiske Samfundsordning, kan der ikke let tilvejebringes nogen virksom Forandring i dette Forhold. Ved egen Kraft vil Tjenesteklassen vanskelig nogensinde opnaa Forbedringer af Betydning. Og om end de øvrige Arbejdere indenfor den bestaaende Samfundsordning kan tvinge de besiddende Klasser til store Indrømmelser, saa vil det vel blive allervanskeligst for Bourgeoisiet at gaa ind paa en Forbedring af den tjenende Klasses Stilling, thi det drejer sig her om de Besiddendes Bekvemmelighed og deres Afsky for Arbejdet.
Vi ser altsaa, slutter Bladet, at dette er et meget vigtigt Spørgsmål, hvor den eneste Løsning er at finde i en Omordning af det bestaaende Samfund. I et Samfund uden Privatejendom gives der heller ingen Tjenestetyender og derfor heller ingen Tjenestetyende-Elendighed, i et Socialistisk Samfund er ogsaa denne sidste Rest af Slavelivet umulig.
Til tekst 35 | Til oversigten over kildetekster | Til tekst 37
