En Køgedrengs erindringer (1952)
Julius Larsen (1884-1952) kom fra et fattigt hjem, men blev som voksen både fagforeningsmand og politiker (Socialdemokratiet). I den første del af udgivelsen En Køgedrengs erindringer beskriver han sine forældres leve- og arbejdsvilkår. De havde begge været tyende; hans far havde haft adskillige pladser som karl og hans mor havde været i tjeneste på Højelse præstegård. De trådte af som tyende, da de blev gift i 1872. De fik 11 børn, hvoraf kun 3 blev voksne. Faderen blev daglejer på gårdene. I følgende uddrag fortæller Julius Larsen om forældrenes rædsel for ”fattigstemplet” og hans harme over sognerådene og især over bønderne.
Fra: Julius Larsen: En Køgedrengs erindringer. Nyportstræde, mit barndoms land, udgivet af Ib Jørgensen, 2011.
Lad mig efter dette lille sidespring vende tilbage til mine forældres fortvivlede kamp for tilværelsen som landarbejdere. Forholdene blev mere og mere uholdbare, fortjenesten var ussel, familien forøgedes hvert år. Min før omtalte bror har fortalt mig, hvorledes det var. Familien boede i et hus, der lå ude i Valore Mose. Om vinteren var det ofte omgivet af vand, så der skulle lange støvler til for at komme til og fra huset. At livet i en sådan ussel, fugtig rønne var usundt siger sig selv, og sygdommen banede da også ofte og meget hårdt på døren. Min bror fortalte således, at i denne periode døde to af vore små søskende. Samtidig lå far og var meget syg. Mor var en sund og stærk kvinde, hun klarede sig bedst, men det er givet, at hun led meget under disse fortvivlende forhold. Der var en ting, der stod for mine forældre som en rædsel, det var begrebet ”fattighjælp”. Denne form for offentlig hjælp var den eneste, der fandtes, men – havde man først fået fattigstemplet på sig, da var man belemret med al den fornedrelse, der kan blive mennesker til del. Mine forældre kæmpede en fortvivlet kamp for at undgå dette, men, under min fars sygdom, og da to børn samtidig døde, da måtte de give op og bede om hjælp til at få børnene i jorden for. De blev ved at være fattige hele deres liv, men i en periode, efter at de var flyttet til Køge, lysnede det lidt, og da blev det dem muligt at ryste fattigstemplet af sig, og aldrig nogensinde mere gik de den tunge gang.
En sommerdag i 1910 gik min bror og jeg en tur fra Køge til Valore. Vi satte os på et dige ved Kløvested Skov, hvorfra vi havde udsigt over Valore Mose og det omtalte hus. Her fortalte min bror mig om sine barndomsoplevelser i denne rønne. Han fortalte om sult og savn, om sygdom og nød, og død og sorg og al den usselhed, der kunne blive fattige mennesker til del i de tider. Al denne nød var aldeles uforskyldt fra vore forældres side. Min far var en meget flittig mand, som havde det bedste lov på sig fra sine arbejdspladser. Han tog det arbejde, han kunne få, var næsten aldrig ledig, og han bar troligt hver eneste øre hjem, han tjente. Men han var desværre tit syg, hans fysik var ikke den bedste. Min mor var en proper kvinde, der intet ødte, og hun hjalp til, det bedste hun kunne, men hun var jo besværet af de mange børn. Overfor arbejdsgivernes – i dette tilfælde bøndernes – ufattelige hensynsløshed slog hæderlighed og arbejdsomhed imidlertid ikke til. Det er helt utroligt og ufatteligt for vore dages mennesker, hvor kyniske og uforstående bønderne og sognerådene kunne være overfor småfolk i de tider. Min mor har fortalt, at da de måtte søge hjælp til at få børnene i jorden for, da spurgte sognerådsformanden dem, og de dog ikke kunne have lagt sig lidt op, og om de nu også var helt på bar bund. Han mente, at dette dog nok måtte kunne lade sig gøre, når far dog vitterligt havde tjent 66 øre om dagen. For det første forstod han ikke, at mine forældre kun kom til ham af den bitreste nød, og for det andet forstod han ikke, at føden ikke vokser op om ørene på dem, der ingen jord ejer, sådan som den gør for bønderne, der selv kan avle føden, og for hvem livet aldrig bliver et madspørgsmål. Denne bonde havde ikke skyggen af anelse om, hvilken uhyre selvovervindelse der skulle til, for et par hæderlige mennesker som mine forældre for at gå den tunge gang til fattigvæsenet.
Omsider fik mine forældre nok af sliddet i den danske muld. De flygtede rent ud sagt. Dette gik således til. En vinterdag stod min far og tærskede med plejl, tærske ”til punds”, som det hed. Pludselig slog den tanke ned i ham, at dette førte til intet, om han sled nok så hårdt, kunne han dog aldrig blive i stand til at forsørge sin familie på en forsvarlig måde, og som før nævnt gruede han over al måde for fattigvæsenet. Far var en resolut mand. Fik han en idé, så skulle den udføres med det samme, og han smed da plejlen og gik ind til bonden og forlangte de par øre, han havde til gode. Bonden var styrtefærdig. Noget sådant havde han ikke oplevet før, at en mand ville gå fra sit gode arbejde midt om vinteren. Heroverfor hævdede far, at arbejdet var godt nok, men fortjenesten var aldeles utilstrækkelig, og at han nu ville søge sig noget andet i tro til, at der måtte være noget bedre – værre kunne det ikke blive.
Herefter rejste mine forældre til Gammelkjøgegaard. Deres slid for danske bønder var endt. De vendte aldrig tilbage. Det var en ublid skæbne, de havde haft på landet, hvor de dog var født og havde rod. Der skulle gå mange år endnu, inden landarbejderne lærte at forstå, at skulle forholdene blive bedre, så måtte det ske i kraft af deres eget sammenhold. Forholdet er dog aldrig blevet rigtig godt. De danske bønder står endnu i 1952 ganske uforstående overfor dem, der ikke ejer jord. De er selvmedlidende – meget ømfindige for deres egne forhold, men aldeles blottet for forståelse for andres. Ingen stand eller klasse er i stand til at hyle så meget over egne vanskeligheder som bønderne.
Min bror sagde en gang, at det lå dem i blodet fra den gang, da de virkelig havde noget at klage over. Det skulle altså være en nedarvet lidelse, der stammer fra træhestens tid. Jeg skal villigt indrømme, at min dom over den så højt priste danske bonde er hård, men jeg har ingen bedre, og jeg tror, at min mening om det såkaldte ”bærende” erhverv deles af tusinder af landarbejdere. Det er ikke let for alle dem, der kender og har prøvet landarbejderforhold at godkende al den højstemte og højskolesavlende lyrik, der er fremkommet om bønder og bønders virke. Der er ikke et landbrugsmøde, eller den dyrskuemiddag, hvor ikke landbrugets store fortjeneste som ”bærende” og kulturspredende erhverv foreholdes den øvrige befolkning på en måde, som må få denne øvrige befolkning til at føle sig som små, overflødige og skadelige parasitter på samfundsorganismen. Og hvad er så sandheden? Sandheden er den, at bønderne fuldstændig glemmer – og altid har glemt – at regne med den store medarbejderstab, uden hvis hjælp landbruget ville være lidet ”bærende”. Det er karlen, pigen, drengen, husmanden og daglejeren. Alle disse tavse og lidet agtede slidere er det, der ved deres trælsomme slid har hævet landbruget op til det høje stade, hvor det står nu. Det var dem, der gik bag ploven på regnvejrsdage, når bonden selv hyggede sig hjemme på gården. Det var dem, der sled i møddingen, når gødningen skulle ud. Det var dem, der brød mergel og drænede jorden, så den gav mange fold igen. Det var kort sagt dem, der beredte jorden og drev den op til den store ydeevne, som vi alle i dag nyder godt af. Men bonden fik æren og fortjenesten.
Som det gik mine forældre, er det gået tusinder af andre landarbejdere. Der var en tid, som ligger forud for den her skildrede, da bonden delte godt og ondt med sine hjælpere. De boede sammen og spiste sammen, men – så kom bondens frigørelse og – højskolebevægelsen. Jeg ved godt, at højskolebevægelsen i det her skildrede tidsrum, højnede bondestandens kulturelle stade og gav ham den oplysning, han så hårdt trængte til efter at være kravlet ned af træhesten. Men den fostrede tillige et åndshovmod hos bønderne, som hele det øvrige samfund lider under i dag. En af følgerne blev den bitre kamp, som nu råder mellem land og by. Højskolebevægelsen som sådan vil jeg slet ikke forklejne, tvært imod, men ulykken var, at da bønderne havde fået højnet deres kulturelle stade og for øvrigt fået det hele galt i halsen – da trak de stigen op efter sig og lod de underlag – deres trofaste medhjælpere – blive nede. Dette gav sig blandt andet udslag i, at bonden skilte sig ud fra sine medhjælpere. Medens han byggede et nyt stuehus til sig og sine, lod han vedblivende tjenestefolkene blive boende sammen med dyrene. Jeg skal ikke her skildre de usle boligforhold, som blev landarbejderne til del i den her skildrede tidsperiode, det har Aakjær og Skjoldborg gjort langt bedre, end jeg kan gøre det, men jeg vil blot pege på, at oprejsningen for landarbejderne, da den endelige kom, ikke kom fra bønderne, men fra landarbejderne selv, med udmærket støtte fra de førnævnte landarbejderforfattere. Lad mig slutte dette lille tidsbillede med at sige: Højskolen pustede bøndernes egoisme og selvgladhed op i store og skadelige højder, der førte til den forslidte frase om ”det bærende erhverv”. Det mærkelige er blot, at når landet, sådan som tilfældet er for tiden (1952), virkelig trænger til bæredygtige skuldre, så er ”det bærende erhverv” det første til at ømme sig. Det var dette erhverv, som mine forældre måtte forlade, til trods for, at de dog var født og opvokset ved det. De forstod ikke ret meget af det hele. De forstod ikke til fulde den blodige ironi, der lå i, at de måtte forlade de bugnende agre på grund af hunger.
Til tekst 36 | Til oversigten over kildetekster | Til tekst 38
