Jens Smørum: Vejen jeg gik (1961)
Jens Oluf Laurits Sørensen Smørum (1891-1976) blev født under små kår i Smørum ved Ballerup. Han kom tidligt ud at tjene som dreng, og arbejdede siden bl.a. som landarbejder, fisker, husmand og postbud. Han var aktiv i oprettelsen af tyendeforeninger i sin hjemegn. I 1929 blev han valgt ind i folketinget (Socialdemokratiet) og blev Danmarks indenrigsminister (1947-1950) og siden landbrugsminister (1953-1957). Følgende uddrag er fra hans erindringer, som blev udgivet af Nationalmuseet i 1961.
Fra: Jens Smørum: Vejen jeg gik og mennesker jeg mødte, en landarbejders erindringer, Nationalmuseet, 1961.
Jeg mindes en hændelse fra den tid, hvor jeg var 5 år1. Jeg kan angive tiden, fordi det skete lige efter, at min yngste søster var født.
Moder, der dengang arbejdede på en gård, der hørte under Edelgave, havde måttet holde ferie en uges tid på grund af barselsfærden. Da hun igen meldte sig på arbejdspladsen, var bestyreren gal i hovedet, og hun fik at vide, at når hun ikke kunne passe sit arbejde, når der var brug for hende, så havde de nu ingen brug for hende. Moder gav dog ikke op. Hun standsede godsejeren en dag, han kom ridende forbi vort hjem, og bad grædende om at få sit arbejde igen.
Jeg var dengang kun en lille purk på 5 år, men den oplevelse kan jeg aldrig glemme. Jeg syntes, det var så synd for moder, at hun skulle græde og tigge for at få arbejde.
Der er en anden hændelse fra mit barndomshjem i årene før jeg kom i skole, der på samme måde satte sig uudsletteligt fast i mit barnesind.
En vinteraften kom min morbroder, der var landarbejder, hjem til os og fortalte, at han var raget uklar med den gårdmand, som han i længere tid havde arbejdet hos. Jeg kan naturligvis ikke nu over 60 år efter huske, hvilke ord morbroder brugte, men den fremstilling, jeg her giver, fik jeg engang i mine unge år bekræftet af min morbroder.
Gårdmanden havde, da han udbetalte morbroder hans ugeløn, ladet ham vide, at for fremtiden ville han kun give ham 1 kr. om dagen. Hidtil havde han fået 1 kr. 16 øre om dagen. Morbroder havde så spurgt ham, om han ikke mente, at han havde råd til at give ham de 16 øre med. Gårdmanden var kendt som en velhavende mand. Han var blevet vred og havde sagt, at det vedkom ingen, hvad han havde råd til. Så havde morbroder svaret, om han heller ikke syntes, at det vedkom ham, at han trods al sit slid og slæb ikke kunne tjene brødet til sin familie. Morbroder havde 7 børn. Gårdmanden svarede, at børnene havde han vel selv været ude om at skaffe sig. Det vedkom ikke ham. Det, som det kom an på, var, at han sagtens kunne få en arbejdsmand for én krone om dagen, og derfor ville han ikke give ham mere. Og nu ville han for øvrigt lade ham vide, at han hverken ville give ham 1 kr eller 1 kr. 16 øre om dagen. Han havde ikke mere brug for ham.
Jeg husker, hvilket alvorligt indtryk, denne hændelse gjorde på mine forældre.
Morbroder græd. Han vidste, at hvis det ikke lykkedes ham at få andet arbejde i løbet af få dage, så blev han nødt til at henvende sig til fattigvæsenet, ellers ville kone og børn lide sult og nød. Og fattigvæsenet stod for hæderlige arbejdere som noget meget afskrækkende. Så mistede man valgretten og blev regnet i samme klasse som dagdrivere og forbrydere.
Jeg ved det ikke, men jeg tror, at disse to hændelser fra mine barndomsår blev medbestemmende for, at jeg allerede i mine helt unge år var med til at oprette tyendeforeninger. Jeg havde helt fra drengeårene forstået, at skulle landarbejderne og andre småkårsfolk opnå bedre livsvilkår, måtte de slutte sig sammen og hjælpe hinanden.
---
1 altså i 1896.
