Sagen mod Inger Christensdatter (1705)
Fra: Københavns Stadsarkiv/Docplayer.dk: https://docplayer.dk/59075497-Inger-christensdatters-raadstueretssag-1705-renskrevet-og-sprogligt-moderniseret.html
Følgende er uddrag af en transskription af anklagen samt den endelige domsafsigelse i sagen om Inger Christensdatters barnedrab. Inger Christensdatter blev født i Fleninge i Skåne i ca. 1681. Fra ca. 1704 var hun i tjeneste hos lands kaptajn Hans Johansen i Store Heddinge. Her mødte den unge tambur Oluf Clausen og blev gravid. Den 12. marts 1705 fødte hun et drengebarn. Hun begravede det levende barn i hestemøg og forlod det. Det lille barn blev efterfølgende fundet af en matros, Olle Amundsen, og Inger Christensdatter blev fængslet samme dag. Barnet døde 16. Marts 1705, og en lille måned senere, den 8. Juni 1705, blev Inger dømt til døden. Men Inger Christensdatter blev endnu en gang gravid – denne gang mens hun sad i fængsel. Det blev derfor besluttet, at hun skulle føde barnet inden hun skulle henrettes. Barnet, en lille pige, blev født 5. marts 1706, og den 17. marts døde Inger selv, sandsynligvis af barselsfeber. Det blev besluttet, at Inger skulle henrettes - selvom hun allerede var død. Det skete 19. marts 1706, uden for Vesterport i København. Hendes hovede blev på en stage og kroppen blev begravet på retterstedet – i uindviet jord. Inger efterlod sig intet andet end det tøj, hun gik og stod i. Kilden ligger på Københavns Stadsarkiv. Sproget er moderniseret.
Anklagen
Anklager Rasmus Viborgs indlæg i Rådstueretssagen den 29. juli 1705:
Højedle og velbårne herrer, præsident, borgmestre og råd. Denne i hans kongelige majestæts høje navn og på stadens vegne af mig indstævnede sag, kontra Inger Christensdatter anholdt i stadens arresthus er af følgende beskaffenhed. Fornævnte Inger Christensdatter har den 12. marts næstleden udi dølgsmål født sit foster ene uden nogens hosværelse ude under åben himmel, ved bolværket imod stranden, imellem Kvæsthuset og hans kongelige majestæts maltmøller og sammesteds ladet hendes barn udi et hul ved bolværket og anset, at det blev bedækket med en hoben hestemøg, og så gået derfra stiltiende til møllen igen og afhentet sin madfader Jens Larsen brændevinsbrænders malt, og forføjet sig dermed, herind i benævnte brændevinsbrænders hus, draget sig af den blodige og besmittede særk, stukket den imellem brændevinsbrænderens mæskekar og taget en ren særk på igen og gået til sin gerning. Og i hvorvel hun straks blev pågrebet og af tre jordemødre Kirsten Søren Andisens, Anne Hans Hansens og Barbra Johan Vilters, samme dag besigtiget og alvorligt tilholdt, at hun skulle bekende rent ud, om hun var skyldig, så har hun dog ikke ville gå til sandheds bekendelse, hvorover hun til nærmere eksamen er blevet indkaldt dagen næstefter den 13. marts udi hr. byfogedens hus, da hun frivillig dog utvunget har gjort sin bekendelse, at hun gik fra maltmøllen, som hun fik ondt og hen til bolværket ved stranden for sig selv alene endog hun havde haft ondt i to á tre dage og ingen det åbenbaret og der født et barn på et kvarters tid, som faldt fra hende ned i et hul tæt [ved] bolværket og efter hendes beretning faldt noget løs skarn derpå af sig selv, så at hun ikke så barnet, ikke heller kunne vide, om det var et drenge- eller pigebarn formedelst skarnet således faldt derpå, bekendte og at hun gjorde sig ingen umage den gang for at tage barnet op igen, men lod det ligge således og gik fra det, hen til møllerporten, hvor hun lidt blev stående og så, at folk straks tog barnet op (...) Hans Nielsen Gram, som tjener Søren Sørensen i Lille Strandstræde kom først tilgående den 12. marts, samme dag Inger Christensdatter havde født, ned med en bøsse mod stranden ved bolværket imod Kvæsthuset for at skyde strandmåger, imidlertid hørte han noget pibe i jorden og af lyden mente det var en kattekilling og som han noget havde stået og lyttet til, såsom det var fra den ordinari vej, kom en skibsmat Olle Amundsen, som er det ensstemmende vidne med ham, tilgående, som han råbte til sig og bad ham høre til, hvad som peb under møget og hvad det var for en røst, og som Olle Amundsen mente, at det var en odder, som af vandet kunne være opkommen, så efter begge vidners rådførende løb han efter en bådshage, med hvilken han stødte og ragede møget bort, som ej kunne hjælpe, hvorpå Hans Nielsen Gram løb i kælderen i Lille Strandstræde under sin husbonds hus til Michel Andersen og fik en spade, som han gik hen med til bolværket og gravede først med den og siden leverede Olle Amundsen den, som kastede og gravede møget bort foruden at de med hænderne ragede møget bort, indtil de på det sidste blev var, at noget rørte sig i møget, da skildvagten, som havde vagt ved plankeværket af Toldboldgaden, der havde gået fra og til dem endnu kom igen samt og kom tilgående en anden soldat af navn Christen Larsen Randers, samme Christen Larsen bad Olle Amundsen, efterdi de ikke kunne se eller vide, hvad det var, at han skulle stikke bådshagen i det og trække det op, derpå Olle Amundsen så lettelig rørte ved siden af det røde, som rørte sig og derpå kunne de se barnets arm, og kendte det var et barn, hvilken Christen Larsen Randers soldat, da Hans Nielsen Gram gik bort til vejen med spaden at hjembære, havde optaget, og til en kvinde, som de henkaldte leverede, hvilket Inger Christensdatter, i hendes af magistraten beskikkede fuldmægtig Sr. Christen Holms hosværelse for retten samme tid tilstod, at hun i møllerporten har stået og anset, at de tog barnet op, ja og tilstod, at hun så møget faldt på barnet, førend hun gik fra stedet, hvor hun fødte det, videre forklarede vidnerne, at de fulgte kvinden med barnet i en kælder, hvor de tørrede skarnet af det, gav det die og klædte det. End yderligere forklarede Olle Amundsen, at umuligt så meget møg af sig selv kunne falde på barnet, såsom efter hans tykke vel var en halv alen møg over barnet, berettede og at da barnet af Christen Larsen soldat blev optaget af hullet, så han at barnet blødte af navlen og at der var en halv alen streng ved navlen, af slige omstændigheder, og sagens klare beskaffenhed, samt Inger Christensdatters egen frivillige herom gjorte bekendelse såvel i byfogedens hus den 13. marts som på Københavns Byting den 16. marts, item 20. april næstefter, er det klarligt bevist at Inger Christensdatter uden enten før eller siden at lade sig mærke for noget menneske har søgt afvejen til bolværket ud mod stranden ved Kvæsthuset og der alene i dølgsmål på et kvarters tid født et barn, som hun ikke har kæret sig efter at se på, og derfor ikke vidste enten det var et drenge- eller pigebarn, det hun beretter, at en del møg faldt på, som hun ikke bemøjede sig at tage af igen som og vel er troligt efter vidnernes udsigende, at hun selv har gjort, efterdi en halv alen tyk møg lå på barnet, som de både med graven og ragen af en spade og med hænderne måtte opkaste inden de fik barnet levende af jorden, for at få dåb og kristendom i den sted hun som en moder gik sin vej til møllen og så det først an, siden tog sin maltsæk og gik til sin madfaders hus, hvor hun samme dag blev pågrebet men ikke ville sige sin sandhed for tre jordemødre, men aldeles nægtede sin store misgerning, thi bliver min irettesættelse denne, at som kongelig majestæts byfoged ædle Friderich Eistenberg med sine otte domsmænd den 8. juni afvigte har ifølge af lovens pag. 889 og 890 art. 7 og 8 og pag. 891 art. 10 tildømt Inger Christensdatter for hendes udædist og hos kristne folk utålelige adfærd og gerning at miste hendes hals, hendes hoved sættes på en stage, og hendes hovedlod været forbrudt, om nogen findes, at bytingsdommen af høj- og velædle magistraten vorder konfirmeret.
Næstlevende høj- og velædle magistratens pligtskyldigste tjener: 5 Rasmus Viborg København den 29. juli 1705.
Dommen
Domsafsigelsen i Rådstueretten den 5. august 1705:
Da efter tiltales gensvar og denne sags beskaffenhed blev således for ret kendt og afsagt: Efterdi Inger Christensdatter ej alene med sin barnefødsel udi dølgsmål har omgået og ikke brugt de ordentlige beskikkede midler, som hende og forstret i sådant tilfælde kunne betjene, men endogså født og ladet sit nyfødte barn, nøgen og uforbundet ligge, som det kom fra moders liv, henligge på sådan et sted, nemlig udi et møddingshul med meget skarn og møg ganske bedækket, hvor det visselig var blevet kvalt og omkommet, dersom det ikke ved den nådige Guds forsyn af andre var blevet så vidt reddet, at det levende af jorden er blevet opgravet, men dog få dage derefter bortdød; så det af sagens svitte [sammenhæng] og alle omstændigheder, som hendes egen bekendelse, indført udi tingsvidnet af 16. marts 1705: Item de førte vidners udsigende udi tingsvidnet af 20. april næstefter vidtløftigere forklarer og udviser fuldkommen sluttelig, at hun sit 11 foster således har villet ombringe, at det under møget skulle kvæles til døde. Thi kendes for ret, at den indstævnede byfogedens og tiltagne domsmænds dom, som på loven forsvarligt er grundet, bør ved magt at stå, så at Inger Christensdatter for sådan sin udædiste [udåds] gerning sig selv til velfortjent straf og andre til skræk og afsky bør miste hendes hoved, hovedet sættes på en stage og hendes hovedlod [formue] være forbrudt om nogen findes. Det til vidnesbyrd under stadens indsegl og stadens rådstueskrivers undertegnelse.
Datum Københavns Rådstue 5. august 1705. S.A. Lindberg [rådstueskriver Søren Andersen Lindberg].
