Den kurdiske politiker Leyla Zanas forsvar i retten, 1994
Gennem 70 år har kurdernes eksistens været truet, og deres sprog, identitet og kultur underlagt forbud. Det systematiske, kulturelle folkemord i de senere år har betydet en affolkning af landområderne og en ødelæggelse af de kurdiske landsbyer, skove og traditionelle samfund.
Selv Tyrkiets minister for menneskerettigheder har indrømmet, at hæren i løbet af de sidste to år har evakueret og ødelagt mindst 1.390 kurdiske landsbyer. Omkring to millioner kurdere er blevet fordrevet, at dusin byer affolket og fem-seks millioner kurdere tvunget til det vestlige Tyrkiet ved hjælp af statsterror og på grund af sammenbrudet i økonomien, der skyldes 11 års krig.
Vi blev valgt i 1991 af kurderne for at repræsentere og forsvare deres interesse og forventninger og har derfor ikke kunnet tie. Det er vores forpligtelse som folkevalgte at tale og at afprøve enhver mulighed for at få en ende på denne frygtelige krig, der har sønderrevet vores land, og at søge at få en fredelig afgørelse for Tyrkiets 15 millioner kurdere inden for demokratiets og de eksisterende landegrænsers rammer.
At tale frit i et land med en anti-demokratisk forfatning og love udfærdiget af militærdiktatoret er en risikabel affære - selv for folkevalgte.
Dødspatruljer har dræbt flere end 2.000 politiske aktivister og menneskeretsforkæmpere, uden at de var indblandet i kampe. Blandt dem 82 aktivister fra vores demokratiske parti og 34 journalister og avisudgivere.
Det er prisen for at bestride den officielle, militære version af begivenhederne.
106 journalister, akademikere og skribenter er blevet fængslet for samme forseelse. Mehdi Zana, min mand og tidligere borgmester i den største kurdiske by Diyarbakir, tilbragte 15 år i fængsel, fordi han talte frit, og nu er han igen i fængsel, hvor han afsoner fire års fængselstraf for at have vidnet for EU-parlamentet.
Jeg selv undslap med nød og næppe to mordforsøg. Jeg har siddet fængslet siden 5. marts anklaget for 'forbrydelser' som det at have vidnet for den amerikanske Kongres' Helsinki-kommission og Carnegie-fondet for International Fred, for at have talt på europæisk fjernsyn og have sagt en enkelt sætning på kurdisk, da det tyrkiske parlament fejrede de kurdisk-tyrkiske venskabsbånd. Mine kolleger er anklaget for det samme.
Vores kafkaske retssag er et godt eksempel på det absurde i tyrkisk politik og retssystem. Anklageren beordrede os sat i sikkerhedsforvaring.
Fem måneder senere afslog Sikkerhedsretten i Ankara vores anmodning om en konfrontation med anklagerens vidner og indkaldelse af vidner og eksperter for forsvaret. Observatører fra internationale organisationer uden regeringstilknytning, fra EU-parlamentet og Europa-rådet konkluderede enstemmigt, at vi blev retsforfulgt, ene og alene fordi vi har udtrykt vores mening. Det er uacceptabelt i en demokratisk retsstat.
Samtlige ovenstående organer anbefalede, at vi skulle løslades og have vore pladser i parlamentet tilbage.
Tyrkiets ministerpræsident Tansu Ciller hævder, at kurderne har hjernevasket de vestlige regeringer. Embedsmændene mistænker organisationerne for at være hemmelige terrorister og har sågar bandlyst Amnesty International.
Myndighederne er fanget i en håbløst umoderne nationalisme og er paranoide med hensyn til 'kurdisk separatisme'. Vi folkevalgte kurdere er perfekte syndebukke for det moderne Tyrkiets meget alvorlige økonomiske, politiske, sociale og moralske krise.
Denne absurde krig har kostet flere end 15.000 menneskeliv og sluger næsten halvdelen af statsbudgettet. Og derfor ønsker de militære ledere og deres marionet, Tansu Ciller, at formilde den offentlige opinion med nogle få symbolske kurdiske ofre.
Jeg er 33 år gammel. Gennem 14 år er jeg blevet forfulgt, jeg har set mange af mine venner blive tortureret eller dræbt, fordi de ønsker at leve i fred og demokrati side om side med tyrkerne. Den eneste betingelse, vi stiller, er, at de respekterer kurdernes identitet og kultur. Jeg har to børn, en mand og mange venner. Jeg elsker livet. Men min kærlighed til mit folk, der lider for at vinde værdighed og frihed, er større. Hvilken værdi har et liv i trældom, ydmygelse, og hvor andre udviser foragt for, hvad du sætter højst - din identitet? Jeg nægter at lade mig knække af den tyrkiske inkvisition.
Udover min egen skæbne bekymrer jeg mig for det kurdiske og det tyrkiske folk. Tyrkiet løser ikke problemet med sine 15 millioner kurdere ved at sende otte af sine folkevalgte til galgen. De tyrkiske ekstremister risikerer at fremprovokere en omfattende katastrofe for begge folkeslag og for Vesten, som regner med Tyrkiet som en fremskudt base i et strategisk vigtigt område.
Det er på tide, at Vesten holder op med at se på Tyrkiet alene som en lokalitet, hvor der kan etableres militære baser og opstilles elektronisk aflytningsapparatur. Det er et land med stærke følelser og konflikter, der i lighed med shahens Iran kan kamme over i det irrationelle.
Hvis de tyrkiske krigsherrer dræber håbet om at nå den fredelige løsning, som vi folkevalgte kurdere repræsenterer, ligger vejen åben for, at kurderne massivt går i den anden grøft og griber til vold og islamisk fundamentalisme. Og hvis kurderne, der bor dør om dør med Irans revolutionære muslimer, gør det, vil hele Tyrkiet følge trop. Og så ser det sort ud for os alle.
