Halvmåne – tyrkernes eneste venner er tyrkere, 2007
Af journalist Pola Rojan og cand.scient.soc. Serdal Benli
Militæret har en særlig status i det tyrkiske samfund. Officererne betragtes som idealistiske, ukorrupte og retfærdige vogtere over den tyrkiske republik. Artiklen blev bragt som en Analyse i Politiken 19. juni 2006.
Hvad i alverden skulle vi gøre uden Holger Danske? Når Danmarks frihed er truet, vil den mægtige, slumrende kriger ifølge myten rejse sig fra kælderen under Kronborg Slot til forsvar for fædrelandet.
Samme nærmest mytiske fortælling knytter sig til Tyrkiets væbnede styrker. Men i modsætning til Holger Danske, som har siddet med korslagte arme i snart et århundrede, har de tyrkiske generaler grebet til handling til forsvar for fædrelandet i alt fem gange på knap halvtreds år.
Siden 1960 er i alt fem folkevalgte regeringer enten blevet direkte kuppet af militæret, blevet presset til at gå af eller blevet truet til straks at indrette sig efter militærets dagsorden. Man skal ikke længere tilbage end præsidentvalget i slutningen af april i år for at finde det seneste indgreb.
Her blev regeringspartiet AKP, der har islamiske rødder, truet på sit politiske liv. Militæret bryder sig nemlig ikke om at se topkandidaten, Abdullah Gül, den nuværende udenrigsminister, i det vigtige præsidentpalads. Gül bliver i lighed med store dele af sine partifæller betragtet som en islamisk ulv i fåreklæder og dermed som en trussel for Tyrkiets strengt sekulære principper, der blev formuleret af republikkens grundlægger, general Mustafa Kemal Atatürk, for over 80 år siden. Udsigten til et islamisk præsidentpar fik generalstaben til at udsende et ultimatum med følgende ordlyd:
»De væbnede styrker følger den aktuelle situation med stor bekymring. Vi vil åbent demonstrere vores positioner og holdninger, hvis det bliver nødvendigt. Herom må der ikke herske nogen tvivl«.
Og det gør der skam heller ikke. Ingen tyrkisk politiker er i tvivl om alvoren bag en sådan erklæring, når afsenderne er pashaerne – som de tyrkiske generaler kaldes.
Når man tænker på Tyrkiets igangværende optagelsesforhandlinger med EU og landets historisk tætte alliance med Vesten både økonomisk, politisk og militært, kan det i et demokratisk perspektiv mildest talt virke malplaceret og temmelig utidssvarende, at civile, folkevalgte politikere ikke kan passe deres job i fred uden at have bevæbnede soldater til at ånde dem i nakken. Men modsat den politiske kultur, vi i Vesteuropa er vant til, betragter mange tyrkere militærets politiske gren som en garant for demokratiet, ikke som demokratiets modsætning.
Årsagen til, at befolkningen med stor tillid og sindsro lader generalstaben diktere den politiske kurs, skal navnlig findes i det trusselsbillede, skiftende magthavere har malet Tyrkiet ind i. Især landets militære ledere har en opfattelse af, at den sekulære, tyrkiske republik konstant er truet af to meget konkrete fjender: Islamiske fundamentalister og kurdiske separatister. Islamisterne vil indføre streng sharia-lovgivning, hvis blot de får den mindste chance, frygter generalerne. Og kurderne vil udnytte enhver lejlighed til at løsrive sig fra Tyrkiet, siger de.
Behovet for et stærkt og handlekraftigt militær opstår derfor naturligt, når man som borger i Tyrkiet helt utvetydigt og ganske ofte får at vide, at ens livsstil og fædreland konstant er truet på livet. Af samme grund har militæret historisk betragtet sig selv som republikkens og sekularismens vagthund. I forlængelse af denne selvopfattelse ligger der en nærmest selvfølgelig ret til at tilsidesætte demokrati og folkestyre, når en fjende kommer lidt for tæt på.
For eksempel som militæret mente, det var tilfældet med udenrigsminister Güls kandidatur til præsidentembedet i april. Selv om Gül og hans parti har gjort mere for at fremme demokratiet, end nogen anden tyrkisk regering har formået, bliver den af militæret anset for at være en trussel mod systemet. AKP er det femte islamiske parti i Tyrkiet på mindre end halvtreds år. Alle AKP’s forgængere er blevet lukket af myndighederne.
Både forfatningen, der blev skrevet af militærjuntaen i 1982, og tyrkisk straffelov indeholder en lang række formuleringer, som sikrer generalerne mest mulig albuerum og politisk manøvrefrihed. Ifølge straffeloven kan det for eksempel give op til to års fængsel at »nedgøre og fornærme de væbnede styrker«.
Når det kun er de færreste mennesker i Tyrkiet, der drister sig til for alvor at kritisere militærets dominerende rolle i samfundet, er det ikke så underligt, at reformer af militærinstitutionen er et enormt følsomt og tabubelagt emne i landet. AKP-regeringen har dog formået at indføre en smule mere civil kontrol med generalerne. Blandt andet med landets militærbudget på knap 80 milliarder kroner årligt. Men at blive udråbt som landsforræder kan stadig være et ødelæggende mærkat i Tyrkiet. Meget få mennesker er villige til at sætte deres liv, karriere og ikke mindst frihed over styr ved at lægge sig ud med pashaerne.
Ikke desto mindre er det netop det, tyrkiske statsborgere risikerer, hvis ikke de aftjener værnepligt. Ud over at være sikker på at blive idømt en fængselsstraf, mister borgerne væsentlige rettigheder, hvis de for eksempel af samvittighedsmæssige grunde nægter militærtjeneste. Tyrkiske statsborgere må hverken indgå ægteskab, forny pas eller forlade landet, hvis ikke de har været i trøjen. Det er sågar strafbart med fængsel på op til to år at forsvare retten til at nægte militærtjeneste. Denne brøde er i straffeloven formuleret som at »fremmedgøre befolkningen fra landets militær«.
I uddannelsessystemet kan man også støde på formuleringer og forestillinger, der sørger for at cementere magtstrukturerne i befolkningens bevidsthed allerede fra barnsben.
I skolebøger er det for eksempel meget almindeligt at støde på fraser som: »Tyrkernes eneste venner er tyrkere«, »Alle tyrkere må være rede til at give deres liv for at bevare staten«, »Det tyrkiske folk er et krigerfolk«, »Lykkelig er den, der kan kalde sig tyrker«.
Disse nationale mantraer sørger effektivt for at fremmedgøre alle, som ikke kan skrive under på den hellige sikkerhedspagt mellem folket og militæret. De betragtes som fjender. Samtidig opretholder det billedet af tyrkerne som en truet befolkning, der kun kan overleve i kraft af sin militære slagstyrke.
Det er også en af grundene til, at militæret i Tyrkiet udgør en økonomisk elite for sig selv. Militærpersonel kan leve et helt liv under mere gunstige økonomiske vilkår end resten af landets borgere. Eksempelvis får professionelle soldater stillet særlige boliger til meget lave priser til rådighed. Disse militære boligkvarterer har egne hospitaler, forretninger og rekreative muligheder. Desuden sikrer forsvarets magtfulde pensionsfond, OYAK, soldaterne store skattefordele og et økonomisk trygt otium – i modsætning til den øvrige befolkning.
OYAK er samtidig en væsentlig aktør i tyrkisk erhvervsliv. Fonden ejer blandt andet landets største cementfabrikker, en lang række banker og detailkæder og har købt rettighederne til at producere biler af det franske mærke Renault i Tyrkiet.
Men tiderne skifter, og intet varer evigt. Heller ikke i Tyrkiet. Landet er i dag inde i en fase, som mange iagttagere betegner som demokratiets fødselsveer.
Spørgsmålet er imidlertid, om landet vil opleve en hurtig overgang til demokrati, sådan som vi har set det langs resten af Middelhavskysten, i Grækenland, Italien, Spanien og Portugal. Eller om de store spændinger, der i øjeblikket præger det tyrkiske samfund, er et ildevarslende signal om fremtiden.
Men ét er sikkert. Befolkningen i Tyrkiet ser frem til en tid, hvor krigere som Holger Danske ikke længere behøver at kridte skoene.
