Tysklands enegang
Kommentar skrevet af redaktør Dieter Schröder fra Süddeutsche Zeitung, en af de mest indflydelsesrige tyske aviser i forbindelse med Tysklands anerkendelse af Kroatien og Slovenien i december 1991.
Uddraget er af oversat og Torben Kitaj og stammer fra http://germanhistorydocs.ghi-dc.org/docpage.cfm?docpage_id=4426.
Følgerne af 2. Verdenskrig er allerede en rigelig belastning for tysk udenrigspolitik. Med sin politik overfor Jugoslavien er regeringen også i den situation, at den også må bære følgerne af første verdenskrig på sine skuldre. På den måde bliver fortiden lys levende, selvom den synes at være begravet for længe siden. Men måske undres vi kun, fordi selv belæste mennesker som Helmut Kohl opfører sig som om de kun har en korttidshukommelse.
Skyggerne fra fortiden ser overnaturligt store ud, når de pludselig dukker op fra historiens dyb og falder over Europa. Det tysk-østrigske fælles front overfor Balkans befolkning i første verdenskrig, foragten for folkenes selvbestemmelsesret i fredstraktaten fra 1918, opbakningen til den kroatiske nationalisme i Hitlertiden og de overgreb, der fandt sted under Ustascha regimes tid fra nazisternes tid. Folk har en lang hukommelse, især når deres historie er fyldt af eksempler på forfølgelse og undertrykkelse. Ydmygelser glemmer man ikke så hurtigt.
Men det er ikke kun på Balkan, at hukommelsen går længere end to generationer tilbage. Det gør den også i London og Paris. At Bonn regeringen lige netop vil gå i spidsen i forhold til det øvrige EU ved at anerkende Kroatien og Slovenien og dermed pådutte de øvrige EU medlemmer sin politik, bliver opfattet som en magtdemonstration og afpresning, som tilløb til en tysk førerrolle kort efter Maastricht topmødet. Dermed får de øvrige EU partnere det indtryk, at Tyskland vil tage sig betalt for sin imødekommenhed i forhold til at sige ja til den monetære union, ja som om der bag ved den tilsyneladende iver for at vise sit europæiske sindelag ligger en masterplan for erobring af det økonomiske og politiske overherrredømme i Europa. I overensstemmelse hermed skal man forstå det ønske der er rundt omkring i Europa om at indskrænke den tyske indflydelse i Centraleuropa. Ærgrelsen er så meget større, fordi både briterne og franskmændene ved, at de aldrig selv vil få den rolle. Tiden til at demonstrere europæisk magtpolitik i stilen fra 1800-tallet er forbi, også i Bonn. Ingen stat er stærk nok til den rolle. Trylleordet i EU i dag hedder indbinding.
