Opbrud i det 21. århundrede
Forbundspræsident Roman Herzog tog i en stor tale den 26. april 1997 på Hotel Adlon i Berlin fat på de udfordringer, det tyske samfund stod over for mindre end 10 år efter genforeningen.
Oversat i uddrag fra tysk af Torben Kitaj. Kilde: http://www.bundespraesident.de.
Hvad er det, jeg ser, når jeg efter en rejse til Asien kommer tilbage til Tyskland? Jeg ser modløshed, kriseplaner. En følelse af handlingslammelse præger vores samfund.
Vi står økonomisk og samfundsmæssigt over for de største udfordringer i de seneste 50 år. 4,3 mio. arbejdsløse, en udhuling af de sociale forsikringer affødt en helt skæv befolkningspyramide samt globaliseringens økonomiske, tekniske og politiske udfordringer.
Men lad os ikke bedrage so selv. Dem, der biver ved med at tro, at det ikke angår dem, fordi de klarer sig relativt godt, de stikker hovedet i busken.
I dag vil jeg ikke holde et blad for munden, tværtimod så vil jeg kalde problemerne ved deres rette navne.
Hvad er der galt med vores land? Kort sagt: Tabet af økonomisk dynamik, samfundets fastlåsthed, en utrolig mental depression, alt dette er stikordene for den krise, vi befinder os i. De tre elementer danner tilsammen en treklang i mol.
[...]
De opgaver vi står over for, er kæmpemæssige. Menneskene bliver helt overvældet over, at der på samme tid er behov for store forandringer. Det er helt forståeligt, og behovet for at indhente det tabte ved nye reformer har hobet sig op. Der skal en kraftanstrengelse til for at drive forandringerne frem, og der er allerede gået for lang tid. Men ingen må glemme, at i et højteknologisk samfund er den permanente innovation en pligt. Verden er i opbrud, og den venter ikke på Tyskland.
Men det er stadig ikke for sent. Der skal gå et ryk igennem Tyskland. Vi må tage afsked med velerhvervede rettigheder. Det kommer til at stille krav til alle, alle må bringe ofre, alle må medvirke.
- Arbejdsgiverne, som ikke kun kan sænke omkostningerne ved at fyre folk
- Arbejdstagerne, som må være indstillet på at arbejdstid og lønninger skal tilpasses deres arbejdspladsers situation
- Fagforeningerne, som skal være med til at muliggøre lokale lønaftaler og mere fleksible arbejdsbetingelser
- Forbundsdagen og Forbundsrådet, som skal sætte reformer på dagsordenen
- Interessegrupperne i vores land, som ikke bare kan dyrke særinteresser.
Borgerne forventer, at der sker noget nu. Når alle de store opgaver bliver forstået som fælles udfordringer, kan vi gøre noget. Vi vil alle få gavn heraf.
