Der findes ingen grøn udenrigspolitik

De Grønnes leder, Joschka Fischer, blev udenrigsminister i der rød-grønne regering i 1998. Han var en kontroversiel politiker, som havde været politisk aktiv i udenomsparlamentariske bevægelser og som tilmed havde været indblandet i en sag om vold mod en politimand. Ugeavisen Die Zeit tegnede et portræt af Fischer den 31. december 1998.

Oversat i uddrag af Torben Kitaj fra http://www.zeit.de/1998/41/199841.gruene_.xml. 

Han vil optræde i jakke og slips. Det er uhørt. For 12 år side, da han første gang aflagde ed, bag han løbesko og t-shirt. Det var også uhørt. Det hører til dialektikken hos disse mennesker og dette parti, at oprør og tilpasning kan provokere på samme tid.

Joschka Fischer bliver den første grønne udenrigsminister. Det er en drøm for Fischer. Et mareridt siger andre. Advarsel. For nu hvor det hidtil utænkelige rykker tæt på, forstummer tvivlerne. Ingen anden enkelt beslutning markerer kulturbruddet med den nye regering mere end Fischer. Den tidligere system modstander er nu systemets mand. En gadekæmper som øverste diplomat.

[...]

Hvad er så en grøn udenrigspolitik, blev  Fischer spurgt. "Der findes ingen grøn udenrigspolitik", siger han, "kun en tysk". Tydeligere kan man ikke signalere, at der bliver kontinuitet.  Langsomt får han træningen. Allerede i sommer inden sin tiltræden, da han holdt sin udenrigspolitiske jomfrutale i idet tyske udenrigspolitiske selskab, lød han efter diplomaternes mening som om hans tale var skrevet af en udenrigsministeriets embedsmand.

Fischer tager udgangspunkt i tyskernes historie. Her fra udleder han, hvad læren af fortiden er.  Indbinding med den vestlige verden, integration, beskedenhed, tilbageholdende grundtone, en afsværgen af en særlig tysk Sonderweg, indsats for menneskerettigheder. I denne tænkning føler han sig tættere på repræsentanter for den klassiske tyske udenrigspolitik end på sine egne partifæller.

Tekst 19 | Oversigten over kildetekster | Tekst 21