Folkepartiernes krise
Det tyske politiske system er ved at udvikle sig til et fem-parti system, hævder denne kommentar af Heribert Prantl, bragt i Süddeutsche Zeitung, den 28. juni 2008. Han peger på, at de to gamle folkepartier CDU og SPD har mistet deres dominerende stilling trods den store koalition fra 2005-2009.
Oversat i uddrag af Torben Kitaj fra http://sz.de/1.204329.
2009 er et år med 14 valg – et europavalg, fire delstatsvalg, otte kommunalvalg og et valg til Forbundsdagen. Men det er ikke det mest bemærkelsesværdige. Det er nemlig betydningen af disse valg. For de store gamle folkepartier CDU og SPD handler om den sidste kamp i denne rolle. Begge partier var de store folkepartier, men det er de mindre og mindre. Efter det forestående valgår må vi se, om de overhovedet stadig er folkepartier.
Nu er det jo ikke sådan, at det politiske landskab forandrer sig, fordi der kommer et femte parti, nemlig Die Linke. Det er snarere sådan, at forvandlingen af fire parti systemet til et fem parti system er et udtryk for de to gamle partiers krise. Båndene til de to gamle partier er blevet tyndere og tyndere, de er ikke længere den hjemstavn for vælgerne, som de var. Nu er de snarere ligesom hoteller. Folk kommer og går, og nogle gange kommer de slet ikke. De kan ikke finde det ståsted, de tidligere fandt i partierne.
Hvor mange mennesker har egentlig brug for et folkeparti. Når 73 procent af vælgerne mener, at forholdene i Tyskland er uretfærdige, og når tilmed et stort flertal mener, at forholdene ikke er blevet bedre i de sidste ti år, så er flugten fra folkepartierne udtryk for en stor mistillidserklæring. Partierne hviler på udpint jord. Grene og balde ser stadig pæne ud, men rødderne ned i jorden er ved at miste rodfæstet.
[...]
Muligheder for alle. Velstand til alle. Det var begge folkepartiernes store projekt. De har ikke kunnet tilbyde integration og politisk lidenskab. Tværtimod så fortsætter disintegrationen efter Hartz IV reformerne. Den nuværende store koalition har faktisk gjort det meget godt, men de fleste vælgere oplever det som en lille koalition, hvis ambition er at gøre det umuligt at gøre noget.
Efter at folkepartierne har opgivet at skabe lighed fra oven, så er egaliseringen af folkepartierne begyndt nedefra. Joken med at SPD og FDP nærmer sig de 20 procent i vælgertilslutning fra hver sin side, er ikke længere en joke men en realitet, ikke bare for FDP men også for De Grønne og Die Linke. Ud af et system med to store folkepartier og nogle mindre partier er der kommet et system med halvstore partier. CDU kan stadig anskue det der sker for SPD med en blanding af medlidenhed og hovmod og føle sig mægtige. Men det er snyd. De er også kun halvstore i CDU.
