Hubertus Knabe om de tidligere Stasi-folk
Hubertus Knabes tale ved det tidligere Stasi-fængsel, den 5. oktober 2005.
Hubertus Knabe var leder af det tidligere Stasifængsel i Hohenschönhausen i Berlin. Det er nu omdannet til et mindesmærke, som man kan besøge og få en rundvisning i af tidligere fanger. Knabe er en indædt fortaler for, at flere tidligere Stasi-medarbedere burde retsforfølges.
Teksten er oversat i uddrag af Torben Kitaj og kan findes på http://www.stiftung-hsh.de/downloads/CAT_212/HSH051005_HKnabeRede.pdf.
Det er nu 15 år siden, DDR holdt op med at eksistere. DDR, den stat om hvilken Willy Brandt engang sagde, at den hverken var demokratisk eller tysk eller en republik. Forsøget på at oprette et kommunistisk diktatur i Tyskland var forlist. I løbet af fire årtier lykkedes det alligevel for SED herredømmet at ødelægge livet for mange mennesker. Omkring 1.000 mennesker døde som ofre for grænsevagters kugler. Over 200.000 kom i fængsel af politiske grunde. Mere end to millioner forlod DDR med tomme hænder og måtte genstarte deres liv på ny i Vesttyskland. Jeg er selv født under mine forældres flugt til vest og ved af egen erfaring, hvor stor et traume en flugt kan påføre en familie.
[...]
Så meget desto mere nedslående er det at opleve, hvor uinteresserede mange mennesker er i at se tilbage på den uventede afslutning på SED diktaturet.
[...]
En af grundene til at det er sådan er, at fortiden har det med at blegne på en mærkelig måde. Glemt er ikke blot de mange uvedligeholdte huse og gader, den frygtelige luftforurening, det ynkelige udvalg af varer og den uforskammede tone på spisesteder og cafeer. Glemt er også angsten. Den angst, som børnene i skolerne kunne opfatte som, at noget er galt. Angsten for at lade være med ag stemme, selvom man godt vidste, at der ikke var noget at vælge imellem. Angsten for hver eneste politibil, som kom kørende rundt om hjørnet. Angsten for stasierne, som ved hjælp af netværk af 180.000 stikkere overvågede alle. Alle vidste, at hvis man ikke accepterede diktaturets spilleregler, ville man på et andet tidspunkt ryge i spjældet.
Under normale omstændigheder kunne man vælge at sige, at gud ske lov er alt dette glemt. Hvem vil frivilligt blive ved med at blive mindet om ubehagelige perioder i livet? Desværre gemmer der sig bag denne meget forståelige fortrængning en snigende rehabilitering af SED-diktaturet. Helt anderledes end med nazismen, hvor det er et tabu at sige noget positivt. Men når det handler om DDR, så er der ingen der protesterer, hvis nogen roser f.eks. vuggestuerne i det nu hedengangne land. Det tidligere kommunistiske regime er på forunderlig vis blevet salonfähigt igen. Hvad med Stasi spioner i Forbundsdagen? Og hvad med kaffekopper med DDR symboler på? Hvem generer det? Jeg tror, at mange slet ikke er klar over, hvor smertelige disse små forskydninger i vores bevidsthed er for den enkelte borger, som her i det tidligere Stasi-fængsel eller andre steder måtte betale en pris for SED-diktaturet.
